Klumme "Kirkegården - vores fælles erindringssted"
Søndag, den 8. januar i Helsingør Dagblad
af Karin Elisabeth Christiansen, Sognepræst i Sthens kirke

Jeg går henad grusgangen. En kroget sti fører mig ind i et område med små afgrænsede haver, omkranset af buksbom, beskyttet af lavthængende nåletræer. Træerne er gamle, høje, og stammerne er tykke. Sneen ligger som fint hvidt pudder på træer og buske og gør alt tyst, selvom jeg er ganske tæt på Ring 2 med dens brusende trafik. Jeg er på Bispebjerg kirkegård, fordi jeg netop har haft en jordpåkastelse på krematoriet, og går nu rundt i et lille hjørne af den store kirkegård på Bispebjerg.

Der er gamle sten. Nye sten. Små og store sten. Polerede sten, rå sten, gravsteder som ser lidt forsømte ud, andre bærer præg af nylige og hyppige besøg. Alle bærer de vidnesbyrd om et liv, der engang var. Somme tider er der kun et navn og årstal for fødsel og død. Andre gange bliver der fortalt lidt mere, datoen, beskæftigelsen i livet, her ligger en skoleinspektør, her ligger en murermester, og her ligger en elsket mor eller far. Her ligger en elsket ægtefælle, og her, et lille barn, som forældrene med smerte har måttet begrave. Og her: en sten, hvor både mor og barn er gået bort med kort tids mellemrum.

Stenene fortæller om menneskers liv. De bærer vidnesbyrd om det levede liv. Indretningen af gravstederne fortæller også historie: om hvordan vi gennem tiderne har tænkt om vores døde, og om hvordan vi har sat pris på at holde fast i mindet og erindringerne om vores døde. Små haver. Små trygge indelukker, som miniatureudgaver af paradishaven, her en lille bænk, her en skyggefuld plet under et træ, blomstrende om sommeren. Løgplanter og stauder, stedsegrønt, der sørger for den altid grønne beklædning.

Kirkegårdene er ”heller” fra det pulserende liv i byerne, åndehuller, til gå- og slentreture, eller stilletid på en bænk. Vores egen kirkegård i Helsingør, er et smukt eksempel på en kirkegård, som byder på ro, stilhed og skønhed. Smukke udsigter over byens røde tage, grønne spir og kirketårne, og videre ud over vandet mod Sverige. Et smukt og velpasset haveanlæg, og sten der fortæller historie om byen, og dens indbyggere.

Kirkegårdens historie går tilbage til 1500-tallet, da byens kirkegårde ved de to kirker, Sct. Olai og Sct. Maria var fyldt op, og man havde brug for nye gravpladser. Det blev til den ”Ny Kirkegård” som i begyndelsen var fattigkirkegård, men fra 1820 byens eneste kirkegård. Der er derfor mange gamle og bevaringsværdige sten og gravmonumenter. Der er store og små gravsteder, familiegravsteder, urne- og kistegravsteder. Fællesgraven og den nye ”skov-kirkegård”.

Kirkegårde er erindringssteder. For den enkelte der har mistet, en ven, en mor, far, eller et barn. Men det er også fælles erindringssteder. At gå en tur på kirkegården er også at blive mindet om mennesker, der har levet og haft deres gang på jorden, nogle har man måske kendt, andre har man blot hørt om. Det er også det sted hvor vi alle havner, for vi skal alle dø. Vi ligger der, eller kommer til at ligge der, alle sammen, uanset hvem vi er og hvilket liv vi har haft, rig eller fattig, så kommer vi til at ligge på kirkegården. Og ja, de forskelle der er i levevilkår, status og økonomi, de afspejler sig også til en vis grad i gravstederne. Størrelsen og indretningen afspejler ofte status i livet, eller gjorde, for indretningen af gravstederne og benyttelsen af kirkegårdene har ændret sig over de senere år.

Askespredning er blevet et mere og mere almindeligt ønske fra afdøde, skriftligt eller mundtligt givet videre til de efterladte. Det kan være tanken om at lette de efterladte for ulejlighed med pasning og betaling til et gravsted. Det kan være et ønske om at blive kastet ud i det element, hvor man føler at man hører til, hvis man har opholdt sig meget ved havet. Individualisering, ønsket om at gøre noget andet end flertallet kan være en anden bevæggrund. Økonomiske forhold kan spille ind, for mange steder er det blevet dyrt, endog meget dyrt at have et gravsted.

Endelig er der nogle forhold som har ændret sig over de seneste 50 år. Mennesker er ikke så bofaste som tidligere. Før i tiden var det almindeligt, at man mere eller mindre boede det samme sted hele sit liv; det sted man kom til verden, var også udgangspunktet for livet, resten af livet. Det har ændret sig – vi flytter mere rundt end vi gjorde tidligere, og er derfor ikke på samme måde bundne til et bestemt sted hele vores liv. Derfor giver gravstedet heller ikke altid sig selv: hvor skal jeg begraves, hvis jeg har flyttet rundt hele mit liv? Hvad der tidligere gav sig selv, skal der tænkes over og tages selvstændigt stilling til i dag. Der er samtaler der skal tages, med familie og venner, hellere før end siden. Hvor vil du begraves? Hvad gør du dig af tanker om hvad der skal ske? Og hvem er gravstedet vigtigt for?

Jeg gætter på, at gravstedet stadig er vigtigt for efterladte. At der er et fysisk sted, hvor man kan gå hen og mindes, tænke på den man har mistet .. som man selvfølgelig kan tænke på mange andre steder, men det at have et fysisk sted, hvor den døde ligger, tror jeg stadigvæk betyder noget for mennesker i dag, og for dem, der kommer efter. Et sted, en sten, et navn. For steder betyder noget for mennesker, vores erindringer hænger sammen med stedbundne oplevelser. Vi husker med kroppen, vi sanser: lys, lugte, lyde, bundet til steder. Det kan vi ikke løbe fra.

Kirkegårde er erindringssteder. Personlige og fælles erindrindringssteder. Tænk engang hvis de ikke var der. Kirkegårdene. De er der stadigvæk, men hvad nu hvis flere og flere vælger fællesskabet på kirkegårdene fra? Så bliver de til museer. Og ikke levende erindringssteder.