Stå mig bi, når fjenden frister

”Stå mig bi, når fjenden frister! Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: vi går til Paradis!”
(Fra salme 192: Hil dig, Frelser og Forsoner vers 9)

I sidste uge fejrede vi 75 året for befrielsen efter 2. Verdenskrig. I den forbindelse sagde holocaustoverlever, Salle Fischermann, de meget stærke og vigtige ord:

”Én ting, vi aldrig må glemme: Under huden hos ethvert menneske lever der en djævel. Lad den aldrig komme ud!”

Disse ord har kørt rundt i hovedet på mig lige siden, for pludselig bliver vi alle involveret, også jeg selv. Efter at have siddet som betragter og set og hørt fine taler og beretninger om alt det, der skete dengang under 2. verdenskrig - om grusom ondskab og om heltedådige gerninger og om alt det grumsede indimellem disse yderpoler – ja, så pludselig bliver jeg selv inddraget i det medmenneskelige ansvar. I både bødlen og offeret lever der en djævel. Ingen kan sige sig fri. Det, vi alle hver især – også jeg selv – hver dag skal være opmærksom på og tage ansvar for, er, at vi ikke lader vores djævel komme ud! Det kræver daglig bøn og forsagelse af det onde og bekendelse til godhedens kilde – præcis det vi gør, når vi bekender troen i trosbekendelsen.

Det er også det, vi gør, når vi synger salmer. Vi holdes fast på at gøre modstand mod at lade vores indre djævel komme ud. Jeg får lyst at synge højt med på sidste vers af Hil dig, Frelser og Forsoner, og jeg håber, at du vil synge med: Stå mig bi, når fjenden frister! Det er ikke blot en fjende udefra, som du og jeg kan have med god grund, det er også vores indre djævel, som vi aldrig må lade komme ud og tage magten over os! Ræk mig hånd, når øjet brister! Giv mig styrke til at holde fast i det gode, i håbet og livsmodet, også når jeg har god grund til at græde. Sig: vi går til Paradis! Du og jeg tages i hånden af den opstandne, og vejen går til Paradis!

(Skrevet af Mette Enevold)