Findes der ro et sted?

Findes der ro et sted?
Klumme i Helsingør Dagblad den 5. marts 2023

Se artiklen i Helsingør Dagblad her: "Findes der ro et sted?" 

”Hvordan kommer jeg hurtigt over det her, så jeg kan komme videre?”, hører jeg ofte mennesker spørge, når livets modgang rammer.

Denne tankegang om at komme hurtigt videre stammer både fra os selv og fra omgivelserne. Vi har travlt, er vant til effektivitet, uro og højt tempo og vil gerne hurtigt over al modstand og modgang i livet. Jo hurtigere jo bedre.

Sådan reagerede de fleste af os også efter corona pandemien, hvor vi var meget i ro. Da først alt åbnede igen, og vi kunne komme tilbage til dagliglivet, som vi kender det, ja, så gik det hele endnu stærkere end tidligere. Vi var hurtigt videre. Først var det glæden og iveren, der fyldte, men nu er det blevet hverdag igen, og tid, ro, fordybelse og lange gåture synes langt væk for mange. Tempoet er højt igen.

Når modstand og modgang dukker op – og det sker for os alle på forskellige tidspunkter i vores liv om vi er børn, unge, voksne, ældre – så er det gået os i blodet, at vi hurtigt skal videre og over det. Og det skal gå stærkt. Vi bebrejder os selv, at vi ikke kan leve op til idealerne om at være stærke og klare tilværelsen, når det hele ramler omkring os.

I vores del af verden er der stor vækst i antallet af psykiske lidelser, hvilket har fået nogle til at tale om epidemier af især stress, depression og angst. Spørgsmålet er, om vi har for høje forestillinger om os selv og om, hvad vi som mennesker kan gøre og magte, så vi bliver syge af det. Nogle vil mene, at det er samfundets krav, der gør os syge, men disse krav bunder jo i, hvilket menneskesyn vi alle deler og lever efter.

Har vi mon et ”sundt” menneskesyn, eller har vi udviklet et ”sygt” syn på mennesket, som gør os syge?

Ofte fokuserer vi på, at det ”vellykkede” menneske er det menneske, der har succes på arbejdsmarkedet, der selv har styr på egen sundhed, der tjener gode penge, der ser godt ud, der har skabt en god familie, der har skaffet sig en god bolig og indrettet sig godt, der magter gode fritidsinteresser, der magter højt tempo og mange forandringer – i bund og grund hylder vi overskudsmennesket, der er stærkt og herre i eget hus. Personlig frihed, uafhængighed og selvstændighed er plusord.

Men hvad gør vi så, når livets modgang rammer os, eller når vi bare oplever, at vi ikke kan leve op til dette idealbillede af et menneske, for hvem kan egentlig det? Vi vender det måske indad og føler os svage, utilstrækkelige og forkerte. Nogle føler tomhed, inaktivitet og en overvældende træthed, som man bebrejder sig selv. En del bliver sygemeldt.

Men frem for at mange af os er forkerte, svage og syge mennesker, så er det måske snarere vores menneskesyn, der er forvrænget og sygt. Vi tror, at vi skal og kan magte både livet og døden selv.

Menneskelivet er komplekst. Vi mennesker er splittede, skrøbelige, sammensatte størrelser – ja, en gåde for os selv, som vi hele livet prøver at komme overens med. Vi kan ikke klare alting, og vi skal ikke bare komme videre og være stærke og i højt tempo hele tiden.

Tværtimod er det ”sundt” at stoppe op og sørge over tabet af et nært menneske eller ikke at magte et alt for presset arbejde. Det er ”sundt” ikke at kunne holde til en hverdag i konstant højt tempo eller ikke at kunne rumme at ’være på’ hele tiden, om det er på de sociale medier, i skolen, derhjemme eller til sport m.m.. Det er ”sundt” at stoppe op og tænke over sit liv. Det er ”sundt” at holde pause og søge ro og fordybelse.

Det kan man bl.a. gøre ved at sætte sig på kirkebænken og lade budskabet varme sig: Du er et skrøbeligt og elsket Guds menneske, som ikke kan eller skal klare alt.

Du kan også deltage i Livssamtaler om ’RO & TRO’ i Sthens Kirke, hvor vi sammen drøfter, hvor vi kan finde ro, og hvordan det hænger sammen med at tro.

Ved sognepræst i Sthens Kirke, Mette Enevold.