"Hvorfor lade sig døbe?

Klumme til Helsingør Dagblad søndag d. 20.06.21

Hvorfor lade sig døbe?

Vi har lige, i går faktisk, haft drop-in dåb i Sthens kirke. Mens jeg skriver disse linier, ved jeg intet om, hvor mange der vil ”droppe - in”, men vi forbereder os på, at der kommer en del.

Drop-in dåb er en ny mulighed for at blive døbt i folkekirken uden tilmelding. Det betyder at man kan komme ind fra gaden, blot medbringende billed-id og ønsket om at blive døbt. At dømme ud fra navnet drop in vil nogle måske få den tanke, at folk kommer ind med et spontant opstået ønske ude på gaden, men min erfaring indtil nu er at mennesker der vælger drop-in dåben, har gået med ønsket længe, men forskellige ydre grunde har gjort, at det ikke er blevet til noget. Og det er både unge og gamle der kommer, nogle gange flere generationer, som kommer sammen for at blive døbt.

Vi lever i en tid, hvor det ikke længere er en selvfølge, at de helt små børn bliver døbt. Hvad tidligere var en helt fast tradition, at forældre lod deres små børn døbe, har ændret sig inden for de seneste 30 år – særligt udtalt i de store byer. Det kan være, at man ikke selv er døbt, og derfor ikke finder det naturligt at lade sine børn døbe. En anden årsag som ofte nævnes er, at man ikke ønsker at trække religion ned over hovedet på barnet – det skal selv vælge religionen til – og dermed dåben, når det selv bliver i stand til at forstå og tro.

Det gør de store børn heldigvis også, når de i 7-8. klasse melder sig til konfirmationsforberedelse, og siger ja til at blive døbt. Men også voksne mennesker kommer ind i kirken efter et langt liv for at blive døbt.

I oldkirkens tid var det kun voksne der blev døbt. Helt frem til 400 - tallet var det helt normal praksis, men så skifter det, og man begynder at døbe de helt små - og det er den tradition, der stadig er den mest almindelige – selvom den altså er udfordret.

Som præst er det noget jeg naturligvis tænker en del over. Altså, spørgsmålet om hvorfor færre og færre unge forældre vælger at døbe deres små børn.

Enhver må naturligvis træffe sine egne valg ud fra et oplyst grundlag - det er et princip som er sundt og godt og som vi hylder i dette land – det kan ingen være uenige i. Men hvad angår spørgsmålet om tilvalg/fravalg af dåb, er det ikke sikkert at grundlaget er tilstrækkeligt oplyst. Det er muligt at det er, men det er også muligt at det ikke er. Det sidste må folkekirkens præster så tage på sig at sørge for - at oplyse om grundlaget: altså hvorfor dåb? Og her tænker jeg ikke specifikt på barnedåb, men på dåb i det hele taget, af børn som voksne. Spørgsmålet er altså: hvorfor lade sig døbe?

Inden jeg forsøger at svare, går jeg lige en omvej omkring foldboldbanen i Parken i lørdags. For her sad en hel nation og kiggede med på tv eller på stadion, med glæde og begejstring over, at det igen kunne lade sig gøre at fejre store begivenheder i fællesskab, sådan rigtigt, fysisk, og så skete det, som ingen tror sker: fodboldspilleren Christian Eriksen, ung, sund og veltrænet, falder om med hjertestop i slutningen af 1. halvleg. Og der bliver helt stille. Hans kammerater slår ring om ham, mens samaritterne kæmper for hans liv. Og i de bevægende minutter der går, hvor ingen ved hvad det vil ende med, hvor der intet andet er at gøre end at håbe og vente, da folder de deres hænder i gråd, og beder for hans liv. Også på facebook fortæller folk, at de bad for hans liv, selvom de ikke normalt ville gribe til bøn, eller opfattede sig som troende.

Det er i situationer som denne, hvor vi pludselig mærker hvor skrøbeligt vores liv er – og at vi i virkeligheden ikke styrer ret meget – at vi bliver smerteligt klar over, hvad der virkelig betyder noget for os. At livet er smukt og skrøbeligt – ja, at det er helligt, og skal passes godt på. Og noget der ligger, måske godt gemt, som en understrøm i os, vækkes - en stemme, der siger at vi godt må lægge ansvaret over på én der er større end os, og bede om hjælp. Og det andet, det som er større end os mennesker, er det vi i kristendommen vil kalde Gud.

Tilbage igen til dåben. Der kan naturligvis ikke gives sådan helt håndfaste, objektive grunde, støbt i beton eller bøjet i neon, til at lade sig døbe. De grunde der kan gives har at gøre med livet selv, som vi nok kan have håndfaste holdninger til og mene at vi kan styre – men som vi jo alt andet lige ikke kan styre. Som præst kan jeg heller ikke henvise til, at der sker det eller det, hvis man ikke lader sig døbe, for det står ikke i noget menneskes magt at gøre sig til herre over.

Som præst kan jeg kun fortælle hvad der inden for troens ramme er meningen med dåben. Og her er enhver præst konstant i gang med et oversættelses- og fortolkningsarbejde, mellem et 2000 år gammelt ritual og det moderne menneskes horisont. Mellem gamle ord, som måske ikke umiddelbart giver mening og svært kan forbindes med det moderne menneskes viden, og dog, vil jeg hævde, alligevel sagtens kan forbindes med det moderne menneskes liv og vilkår.

For selvom livet i dag på mange måder adskiller sig fra oldkirkens og de efterfølgende tidsaldres, så er der ikke ændret på det grundlæggende: at vi fødes og vi dør og derimellem folder vores liv sig ud, på godt og ondt. Det skrøbelige og smukke liv som vi hver har fået som en gave.

Ofte kommer vi dog til kort over for vore egne ønsker, drømme og forventninger til os selv. Alt det vi synes vi skal nå i dette liv. Alt det vi synes vi må gøre for at være gode nok, og elsk-værdige nok i egne øjne. Ja, vi arbejder med os selv, for at gøre os værdige til at blive elsket… men hver gang vi har nået det vi satte os for, så flytter målet sig bare længere væk. Eller alt det vi troede, at vi skulle, falder til jorden.

Her kommer så dåben ind i billedet: for i dåben får vi faktisk at vide, at der er én vi kan læne os op ad når livet går i stykker, når vi lammes af sorgen, eller opsuges af tabet. Det er i en nøddeskal grunden til, at mennesket behøver dåben. Her bliver det sagt højt, at vi må kalde Gud for far - for det er det vi får at vide i dåben: at vi, uanset hvor gamle vi er, er børn af ham – og at Gud altid vil stå ved sin skabning, fordi han ikke kan lade være med at elske netop os, sit menneske.

Så dåben har vi altid ved hånden, som pantet på vores barnekår hos Gud, vor far. Han er hos os i liv og død. Det indebærer, at vi med sindsro kan lægge ansvaret for det, vi ikke kan magte over på Gud – og frit og med frimodighed gå ud og glæde os over det liv vi har fået.

Skrevet af sognepræst Karin Christiansen