Det sker, når du hviler

KLUMME I HELSINGØR DAGBLAD 7. jULI 2024

Sommeren er over os i al sin skønhed, og det er ferietid for mange. Ferie er pause fra hverdagen, det er der, hvor man hviler fra alt det, man plejer at lave, måske man bevæger sig fysisk et andet sted hen på ferie, eller man er på sit vante sted og går ned i gear og dvæler lidt ved det hele i sommervarmen eller sommerregnen.

Det er hviletid - ikke at man ligger og sover hele tiden – det er der vist ingen, der gør, når de holder ferie. Ferietid er snarere som et andet rum at være i, hvor alt går langsommere og roligere end i hverdagen, og hvor man kan få plads til alle tankerne og blive fyldt op af det, der giver os liv. Dvs. alt det, der er det vigtigste for os hver især, og som giver os næring til vores hverdag.

Ferietid er opladningstid, og vi lader netop op, når vi er i hvilens rum. For hvilens rum er fyldt med liv – der er ikke tomt og dødt. At hvile er at gøre noget andet, end man plejer, og så vil man opleve, at der sker noget med én og i én. Det kan være, at man får nye kræfter til noget eller ny inspiration eller nye tanker eller nyt livsmod.

Derfor er hviletid så vigtig, for det er dér, vi bliver fyldt med liv og fokuserer på, hvad det allervigtigste er, for at vi kan leve og have livsmod.

I vores fælles liv i hverdagen er der ofte højt tempo, og det gælder for alle fra små børn og unge til modne mennesker. Der tales og skrives meget om, at vi er pressede, og at mange rammes af stress. Des vigtigere er det at holde feriepause og hviletid, for mon ikke det er med til at presse os, at vi ikke værner nok om hviletid i hverdagen? Der er så meget vi skal, og der er så meget vi vil, så vi fylder vores dage med fuldt program fra morgen til aften uden plads til hviletid.

Den svenske præst og forfatter Tomas Sjödin hørte jeg for nylig holde foredrag om, hvor vigtig hvilen er som en åndelig kilde til liv, og han gentog flere gange i foredraget, at det vigtige og livgivende sker, når du hviler. Det, som du prøver at få til at ske selv – om det er i dit arbejdsliv eller i dit liv i det hele taget eller i en kærlighedsrelation eller i forhold til at tro – det sker ikke, hvis ikke du hviler og giver slip. Det vigtige og livgivende gives dig, og det bliver først muligt, når du selv slipper styringen og kontrollen.

Måske du kender til at være fastlåst i en arbejdsopgave, hvor du har arbejdet hårdt på at komme frem til noget, men du kommer ingen vegne. Lader du det ligge, holder pause, hviler fra det, laver noget andet, giver slip, så pludselig kommer det.

Således også med kærlighed til en anden. Vil vi gøre for meget, styre det selv, forsøge for meget, så kan vi kvæle kærligheden. Det er først, når vi giver slip og vover at gøre os sårbare, at kærlighed kan få plads og kan komme til udtryk og vokse. Vi glemmer at give os selv og hinanden rum for hvile – også psykisk hvile – førend kærlighed kan vokse frem.

Og sådan gælder det også med tro. Vi kan ikke forcere at tro, først når vi giver slip og hviler fra os selv og vores præstationer, kan troen komme til os.

Hvile hænger sammen med kreativitet, ligesom Bibelens første skabelsesberetning viser det. I Bibelens mytiske urhistorie bliver verden til på 6 dage. Mennesket er kronen på værket og skabes først på sjettedagen. Derefter hvilede Gud på syvendedagen, for alle skabelseskræfterne krævede en hviledag. Kreativitet og hvile hænger sammen.

Heller ikke vi mennesker kan være kreative og virkelystne hele tiden. Der ligger en dyb visdom i, at hviledagen er forudsætningen for livets udfoldelse. Det er jo bemærkelsesværdigt, at menneskets liv på jorden begyndte med en hviledag på syvendedagen efter at være blevet skabt på sjettedagen, og først derefter kunne livet tage sin begyndelse.

Der er altså i det bibelske univers en helt grundlæggende vigtighed i at holde hviledag, for at livet kan begynde, og for at det kan udfolde sig, vokse og blomstre. At holde hviledag er at tage ansvar for det vigtigste i livet og værne om det, for hviledagen er ikke noget du og jeg har fortjent eller først er værdig til at holde, når vi har arbejdet eller gjort en masse først. Vi skal snarere tænke hviledagen og hviletid som hele forudsætningen for, at vi kan leve.

Det vigtigste i dit liv sker, når du hviler - det sker ikke, når du selv prøver at få det til at ske.

Skrevet af sognepræst ved Sthens Kirke, Mette Enevold.