Set, hørt og forstået

Set, hørt og forstået
KLUMME i Helsingør Dagblad 4. december 2022

Hvad giver dig livsmod?

Sådan lød et spørgsmål ved vores ’Livssamtaler’ i Sthens Kirke i november måned, og nogle deltagere svarede: At blive set, hørt og forstået af et andet menneske.

Det kan vi alle nok hurtigt nikke bekræftende til, for det er helt basalt og enkelt, at vi alle vokser og trives, når vi bliver set og hørt og forstået af mennesker omkring os. Vi får livsmod.

Tænk blot på det lille barn, som lever af at spejle sig i voksnes ansigter og øjne, der ser på barnet med opmuntring og kærlighed. Ligeledes lever det lille barn af at blive hørt, når det græder, og når det jubler, og barnet lever af, at der er voksne, der forstår barnets skrøbelighed og afhængighed, og som lytter til barnet. Det giver barnet livsmod og trivsel.

Det er basalt og enkelt, og alligevel synes det også svært, måske ekstra svært i den måde vi lever på. For at se og høre og forstå hinanden kræver tid, rum og ro. Det kræver lydhørhed, og det kræver, at vi stopper op og holder pause fra alt vores eget. Det kræver også, at vi som det allerførste lægger alle vores telefoner og skærme fra os, så vi er nærværende til stede sammen med andre.

Det gælder, når vi går tur med barnevognen, når vi er sammen med vores børn, når vi holder frokostpause med vores kolleger, når vi spiser sammen med andre, er til selskab, ja, når vi i det hele taget er sammen med andre. Dermed kan vi lettere løfte blikket og se hinanden i øjnene. Ligesom vi lettere kan høre hinanden, når vi ikke har noget i ørerne, og vi bedre kan forstå hinanden, når vi giver os tid til hinanden.

Det er basalt og enkelt, at vi alle har brug for at blive set, hørt og forstået, og alligevel falder det os svært at se og høre hinanden. Det kan føre til modløshed og mistrivsel og åndenød. Eksempler er der nok af på arbejdspladsen og privat.

Den stress-sygemeldte fortæller om bunkerne på kontoret, som han skal journalisere. Når han er færdig med en sag, ligger der mange flere i bunken, og ingen ser eller høre eller takker for, hvor mange sager, han har taget, og hvor godt han har gjort det. Bunken er blot fyldt op med flere, der ligger og venter på ham.

En skoleelev fortæller om at blive overset eller ikke set af venner eller en lærer.

En hjemløs, der sover på gaden, fortæller om folk, der ser væk og går en stor bue udenom.

Et voksent menneske fortæller om, hvor meget hun fortsat kæmper i sit liv med ikke at være blevet set, hørt og forstået af sine forældre som barn, da de blev skilt.

En enke fortæller, at omgivelserne undgår at se på hende og hilse, fordi de ikke ved, hvad de skal stille op i forhold til hendes sorg.

Et andet voksent menneske fortæller om, hvordan han har brugt hele livet på at gøre sin far tilfreds, fordi han higede efter, at hans far ville se ham og anerkende ham.

Hvorfor har vi så svært ved at se, høre og forstå hinanden, når vi alle vokser ved det og får livsmod af det?

Måske bl.a. fordi vi holder for få pauser, hvis vi overhovedet gør det. Travlhed, effektivitet og for fyldte kalendere hjælper i hvert fald ikke på det. Når man har meget travlt, og alt skal gå hurtigt hele tiden, så sker der automatisk det, at man mister blikket for sit medmenneske, for det andet menneske er sådan set bare i vejen for alt det, man skal eller vil. Man kan kun se sig selv og sit eget.

I kirken kan man øve sig på at holde pause og være i ro. I denne tid er adventskransen et godt sted at begynde, for på adventskransen tændes kun et lys ad gangen med en uges mellemrum. Der er tid til at løfte blikket og se på lyset, der langsomt spreder sig til mere lys i løbet af adventstiden. Det minder os om det lys, som vi ikke selv får til at skinne, men som skinner for os, og som ser os.

I det lys bliver vi set, hørt og forstået, og i det lys skal vi selv se, høre og forstå andre. Det er kærlighedens lys, som aldrig slukkes.

Glædelig adventstid!

Skrevet af sognepræst Mette Enevold.