Frygt ikke, tro kun
”Frygt ikke, tro kun.” (Markusevangeliet kapitel 5 vers 36)
I denne tid har vi særligt brug for at dvæle ved Jesu ord: ”frygt ikke, tro kun”. Der er så meget, der kan få frygten til at tage sit tag i os, så vi ikke kan se og høre andet. Fotos af coronavirus bombarderes vi med alle steder, så det også blander sig i vore drømme om natten og sætter sig på vores synsevne, så vi ikke kan få øje på andet.
”Frygt ikke” sagde englen julenat til hyrderne. ”Frygt ikke” sagde englen ved graven påskemorgen til kvinderne, og ”frygt ikke” sagde Jesus, da han var opstået fra de døde. Og i Markusevangeliet, hvor der fortælles om synagogeforstanderens lille datter, som ligger for døden, modsiger Jesus angsten og afmagten med ordene: ”Frygt ikke, tro kun.”
Det kristne budskab er netop til os alle, når vi står også i de svære krisesituationer, at vi ikke skal lade frygten vinde, men i stedet holde fast ved troen på, at der er noget endnu større og vigtigere, som bærer os i vores liv, og som er med os: Det er Guds livgivende kærlighed. Og den hører aldrig op. Den kan selv ikke frygten ødelægge.
Jesus rækker Guds kærlighed til alle de mennesker, han møder, som står midt i krisesituationer med sygdom og død, og han siger: frygten hjælper ikke her! I stirrer jer blinde på den. Og den ødelægger jer. Derimod giver troen jer håb og mod om, at Guds kærlighed vinder, og at livet opstår også i de mest svære og mørke stunder.
”Frygt ikke, tro kun.”
(Skrevet af Mette Enevold)