Historie


Sognets historie


1966-1969
byggedes i Helsingørs sydlige udkant de to boligområder Vapnagård og Borupgård. Dermed nåede Helsingør Domsogn op over ca. 15.000 indbyggere og Egebæksvang sogn var også vokset kraftigt. Derfor var der behov for både en udskillelse af noget af Egebæksvang sogn (foruden den del, der er blevet til Mørdrup sogn) og for at Helsingør Domsogn blev delt (foruden den del, der tidligere er blevet til Vestervang sogn). Her fortælles i korte træk om de vigtigste årstal og begivenheder i forbindelse med Sthens kirke. 

1970
1. marts henvendte Helsingør Domsogn sig til Kirkefondet med forespørgsel om at få en lille vandrekirke (en flyttelig kirke) på lejebasis. 

1975
den 7. februar ansøgte Helsingør Domsogns formand i en skrivelse til Kirkeministeriet om tilladelse til etablering af en vandrekirke i Helsingørs sydlige udkant. 18.juni 1975 købtes en byggegrund af Helsingør Kommune. Pris 1 mill. kr. 

1975
den 28. oktober godkendte Domsognets menighedsråd vedtægterne for et kirkeudvalg for den nye kirke. Formand for kirkeudvalget blev overlærer E. Gether Sørensen 

1976
den 25. april indviede biskop Leer Andersen en lille midlertidig kirke. Den fik navnet Sthens kirke, opkaldt efter salmedigteren Hans Christensen Sthen (1544-1610), der var præst i Helsingør ved Sct. Olai kirke (nu Domkirken). Kirken var lejet af Kirkefondet. Den betjentes i begyndelsen af domprovst (nu biskop) Johannes Johansen, og præsterne Knud Andersen og Palle Højland, alle fra Helsingør Domsogn. 

1977
den 1. december udskiltes som et selvstændigt sogn det nye Sthens sogn. Samme dato tiltrådte det første menighedsråd med 12 valgte medlemmer. P.J. Bayer blev rådets første formand. 

1979
fik sognet også egen sognepræst, idet Palle Højland ophørte med tillige at være præst ved Domkirken. Dermed var sognet "helt sit eget". 

1979
blev Agnete Voldby ansat som hjælpepræst. 

1982
første søndag i advent, den 30. november tog man det første spadestik til en blivende kirke. Blandt dem, der tog et første spadestik inden gravemaskinerne gik i gang, var Helsingørs borgmester Ove Thelin. Derefter kirkeværge Torben Dahl Nielsen, Karen Klem som repræsentant for Seniorklubben, Ellen Charlotte Schiøtt, konfirmand det år, og Roland Knudsen elev i kirkens lørdagsskole.

1983
Palmesøndag den 27. marts blev der nedlagt grundsten til den nye kirke. Biskop Johannes Johansen, domprovst Finn Ahlmann Olesen, menighedsrådsformand Jørgen Bayer, kor-medlem Esther Lundberg og Steen Andersen, formand for Egebæksvang menighedsråd, nedlagde hver en af grundstenene. Disse er indmuret på den plads, der nu er lige midt på altervæggen i Sthens kirke. 

1983
1. søndag i advent, den 27. november indviede biskop Johannes Johansen den nye, blivende Sthens kirke. 

1984
blev den lille vandrekirke flyttet. Den "vandrede" til Allerød, hvor den fortsatte som kirke under navnet "Engholm-kirken", stadig ejet af Kirkefondet, nu udlejet til menighedsrådet der. 

1984
blev Kirsten Knutzen hjælpepræst i stedet for Agnete Voldby. Siden er deltidsstillingen som hjælpepræst ændret til en fuldtidsstilling som sognepræst. 

1988
menighedsrådsvalg som bl.a. førte til skift på formandsposten, Steen Clausen blev ny formand. 

1989
afløste sognepræst Kristen Skriver Frandsen Palle Højland. 

1991
vikarierede pastor Thala Juul Holm for Kirsten Knutzen. 

1992
menighedsrådsvalg, hvor Poul Jørgen Bayer igen blev formand - og han fortsætter efter valget i 1996 samt igen efter valget i år 2000. Se det nuværende menighedsråds sammensætning her. 

1998
Pastor Martin Corfix vikarierer for Kristen Skriver Frandsen

den, der har ajourført historikken indtil 1998 er her ikke mere, derfor ophører fortællingen ved 1998 .....

 

PRÆSTER VED STHENS KIRKE

1979-1989
Pastor Palle Højland

1979-1984
Pastor Agnete Voldby

1984-2017
Pastor Kirsten Knutzen

1989-2006
Pastor Kristen Skriver Frandsen

2007-2019
Pastor Peter Fagerlund

Pastor Peter Fagerlund havde et to årigt sygeforløb, hvor pastor Christian Gottlieb var konstitueret i stillingen. 

2017-
Pastor Karin Elisabeth Christiansen

2019-
Pastor Mette Enevold