H.C. Sthen

  

H. C. Sthens signatur

Om Hans Christensen Sthen

Hans Christensen Sthen (1544-1610) huskes først og fremmest som salmedigter. Han kaldte sig "Roskildensis", dvs. 'fra Roskilde', så han må være født dér eller have gået i latinskole i Roskilde. Hans forældre er ukendte, ligesom det ikke vides, hvor han har fået sin teologiske uddannelse - dog formentlig i København. I 1565 blev han skolemester eller rektor ved latinskolen i Helsingør, men byttede 1566 rektorstillingen med kapellaniet ved sognekirken Sct. Olai; 1570-73 varetog han samtidig hermed ledelsen af skolen. Under en pestepidemi i sommeren 1580 mistede Sthen otte af sine børn. I 1581 erhvervede Sthen magistergraden ved Københavns Universitet. I april 1583 modtog han kaldelsen til sognepræst ved Sankt Peders Kirke i Malmø og det dermed forbundne embede som provst for Oxie Herred i det sydvestlige Skåne. Han fulgtes til dørs af de varmeste anbefalinger fra sit gamle byråd, der kaldte Gud til vidne på, at de alle langt hellere havde set, at han var blevet i Helsingør.

H.C. Sthens forfatterskab

Som rektor i Helsingør opførte han med sine skoleelever 'Spektakler og Lege', dvs. skolekomedier til byens forlystelse og moralens fremme. En af disse fra Sthens egen hånd er bevaret, Kortvending, et moralsk stykke, der i en række løst forbundne scener viser lykkens omskiftelighed.

Sthens debut som opbyggelig forfatter skete i 1571 med Christelige og Udkaarne Bønner for alle stænder og for allehaande Nød og Trang til hver Dag i Ugen, en oversættelse af den bøhmiske teolog Johan Habermanns vidt udbredte Christliche Gebet fra 1565. Sthen tilegnede Helsingørs borgmestre og byråd dette vellykkede skrift, hvis bønner hørte til de mest udbredte de næste 200 år. Året efter, den 3. februar 1572, debuterede han som religiøs visedigter med en brudevise i anledning af borgmester Henrik Mogensens bryllup. I de fleste af sine følgende skrifter er Sthen en varm fortaler for den lutherske trestandslære, om lærestanden (kirke og skole), værgestanden (øvrigheden) og nærestanden (ægteskab og hjem), og især ægteskabet ligger ham varmt på sinde.

Sthens salmer fremkom i Helsingørtiden som beskedne skillingsviser på tidens melodier. Når bunken af egne skillingstryk var tilstrækkelig stor, blev den udgivet som en bog med et broget indhold. Sådan må vi formode, at hans mest udbredte bønne- og salmebøger blev til. Det gælder En liden Haandbog fra 1578 og En liden Vandrebog fra 1589 med åndelige sange, bønner og leveregler. Også Sthens mest udbredte salme, 'Du, Herre Krist, min frelser est', må formodes at have set dagens lys som skillingsvise i anledning af det forunderlige år 1588. Læs mere om denne salme i det følgende afsnit.

Det forunderlige år 1588

Om salmen 'Du, Herre Krist, min frelser est' og dens tilblivelse

Af Jens Lyster

Jubilæumsåret for Christian den Fjerdes tronbestigelse kan vi passende runde af ved at fæste opmærksomheden på et enkelt stykke fromhedslitteratur fra 1588. Ikke bare har det overlevet de 400 år, men det lever i bedste velgående. Man kan næppe forestille sig en menighed i Danmark, der ikke synger 'Du, Herre Krist' indtil flere gange om året både til søndagsgudstjenester, bryllupper og begravelser. Den salme er blevet mindst lige så meget folkeeje som den Christian Firtal, i hvis tiltrædelsesår den blev til. Måske vil det lykkes mig med nærværende artikel at overbevise om endnu flere muligheder for denne salme. Jeg vil gerne slå et slag for, at 'Du, Herre Krist' bliver en fast bestanddel af gudstjenesten til 25. søndag efter trinitatis og 2. søndag i advent. Denne salme er nemlig menighedens uovertrufne svar på enhver dommedagsforkyndelse.

I generationer og på tværs af alle skel har 'Du, Herre Krist' formuleret menneskers tro. Også deres tro, der ikke hørte til i den kirkelige inderkreds. Tag f.eks. Jeppe Aakjær, et af kirkens sorte får. Når han skal mindes arven efter sin mor, er det ved siden af Brorsons allehelgensalme om den store, hvide flok 'Du, Herre Krist', der dukker frem af hukommelsen: Her ved moders gamle rok hun lærte mig at stave, synge om 'den hvide flok' og 'al hans nådegave'...

'Nådegave' er et stort og stærkt ord, så dejlig rundt at tage i munden. Intet under, at den sprogbegavede Jeppe har bidt mærke i det. Det findes kun denne ene gang i hele salmebogen.

Den version af salmen, som Jeppe Aakjær havde fra sin mor, er den samme, som vi kender i dag. Den skyldes en ret indgribende bearbejdelse fra 1850 ved professor Frederik Hammerich, der af de oprindelige otte strofer har udeladt en og slået to sammen.

Dateringen af den oprindelige salme varierer meget. Ifølge ældre udgaver af Højskolesangbogen stammer salmen fra Hans Christensen Sthens Vandrebog 1659. Ifølge nyere udgaver fra En liden Vandrebog omkr. 1591. I Den danske Salmebog 1953 nr. 46 lyder den historiske oplysning: Sthen 1589. Den nye revision af salmebogen har et helt fjerde bud på årstallet for denne salmes tilblivelse. Læsere af denne artikel har lov at gætte på hvilket!

En liden Vandrebog og dens forfatter

Det var den bekendte vartovpræst og salmedigter C.J. Brandt, der i midten af forrige århundrede drog Hans Christensen Sthen frem af glemselen i tobindsværket Den Danske Psalmedigtning 1846-47. Senere udgav han den udmærkede monografi om Salmedigteren Hans Christensen Sthen 1888.

Nu 100 år efter trænger denne lille bog dog stærkt til sin afløser. Til at begynde med kendte C.J. Brandt kun Sthens Vandrebog i den udgave fra 1659, der findes på Det kongelige Bibliotek. Senere lærte han en udgave fra 1656 at kende.

Det er C.J. Brandt, der har dateret Vandrebogens tabte l. udgave til omkring 1591. Siden er der tid efter anden dukket andre udgaver af Vandrebogen op i mere eller mindre fragmentarisk skikkelse. En intens og systematisk eftersøgning de senere år har bragt tallet af kendte udgaver op på ti, hvoraf den ældste er trykt i perioden 1612-18 og den yngste i 1696. Det siger noget om bogens folkeyndest, at den kunne trykkes mere end hundrede år efter sin fremkomst. Flere af de bevarede eksemplarer er slidt i stumper og stykker og mangler både de første og de sidste blade.

Titlen på den ældste udgave med et bevaret titelblad - udgaven er trykt engang mellem 1625 og 1644 - lyder: En liden VANDREBOG: Indeholdendis atskillige smucke Bøner oc trøstelige Sange, met nogle nyttige Lifs Regler i artige Rijm befattede, som en Christen kand daglig bruge, Gud til Loff, Ære og Prijss, sig self til trøst oc Salighed, oc at øfue sig i all Gudfryctighed oc Fromhed der met, i huor hand er, til Land eller Vand. Componerede oc skreffne, Aff Hans Christenssøn Sthenio Roschild.

H.C. Sthen - en repræsentant for 2. generation efter reformationen

Sthen var en typisk repræsentant for 2. generation efter reformationen. Peder Palladius' og pionergenerationens begejstring over 'evangeliets lyse dag', der var brudt frem i Danmark, var afløst af en nøgtern konstatering af almindeligt tusmørke over kongens riger. De lutherske lande levede i konstant frygt for, at reformationen skulle rendes over ende af pavekirken, der havde indledt sin modreformation. Man var dog begyndt at flirte med fjenden. F.eks. kunne Sthen trods provsteembede i det lutherske Malmø sende sine sønner på jesuiterkollegier i Tyskland. Forbløffende, når man tænker på jesuitternes centrale placering i modreformationen.

I sin samtid var Sthen den lærde magister og anerkendte udgiver af en række andagtsbøger, der nåede at blive bestsellers både i hans egen levetid (1544-1610) og i mange år derefter.

Vandrebogen var kun en blandt flere bestsellers. Vi må formode, at den udkom første gang i 1589. Bogen har sit navn, fordi den er beregnet til at medbringe på vandringen, på rejsen, til lands eller vands. Med et omfang på kun 10 x 8 cm er den lille nok til at ligge i en lomme. Indholdet er bønner, salmer og livsregler. Bogen slutter med et fødselsdagsdigt, som Sthen har skrevet til sig selv i anledning af sin 44 års fødselsdag den 25. november 1588. Bogen er nok udkommet snarest derefter.

Skæbnetallet 44 

Fødselsdagsdigtet er selvbiografisk og fortæller bl.a., at Sthen tidligt mistede sine forældre, men han fik gode venner både ude og hjemme, som hjalp ham videre. Han fik en hustru, der fødte ham 16 børn, hvoraf de 8 var døde i 1580. Den 25. november 1588 kan han om sit virke skrive, at 'I sex oc tive Aar haffuer ieg arbeydet oc tient,/ I Skole oc Kircke, som Gud er bekient,/ Er det mig saligt, oc det er din Villie,/ At du vilt mig Tiden i Verden længer stille,/ Saa skee din Villie O Herre sød,/ Lad mig være din i Liff oc død...'

Der er noget mærkeligt ved denne udførlige statusopgørelse i anledning af en 44 års fødselsdag. 44 er da ikke et rundt år. Men inde i digtet antydes, at et mærkeår er det nok alligevel. Det hedder, at 'Nu er ieg lige fire oc fyrretiffue Aar, Siden ieg arme Jordklimp til Verden fødder vaar...'

At være 'lige 44 år' - ­ sådan ville ingen udtrykke sig i vore dage! Men når vi så husker på, at den, der fylder 44, også er født i året 44, anes måske en forklaring på interessen for det tal. Tallet 44 er Sthens tal! Måske ikke ligefrem hans lykketal. Måske snarere hans skæbnetal!

Tallet 44 optræder allerede i Sthens debut som salmedigter, en brudevise fra 1572. Her ser en strofe om kvindens skabelse af Adams ribben sådan ud:

DER ADAM soff oc vaar allen, 
i tuct oc vdi ære: 
Skabte Gud en Quinde aff hans been, 
i tuct oc vdi ære, 
Gud dem velsigne oc nære.

Påfaldende er, at de to første ord skrives med store bogstaver. Det er Sthens skjulte signering af sit digt. Hvis man sammenregner disse syv store bogstavers talværdi, således at A gælder for 1, B for 2, C for 3 osv., idet bogstaverne I og J gælder for et og samme bogstav, bliver værdien af de to ord, omsat til tal, 4+5+17 + 1+4+1+12 = 44! Pointen er, at har man sagt 44, har man sagt Sthen! Sthen er 'der Adam', manden anno 44!

Det mystiske ANNO

Vi vil nu vende tilbage til salmen "Du, Herre Krist" og betragte den i dens ældste, kendte skikkelse:

En Christelig Supplicatz til Guds Søn, 
Siungis met den Thone: 
Es ist auff Erden kein schwerer leiden, etc.

1.

HERRE JEsu Christ,

Min Frelser du est,

Til dig haaber ieg alleene:

Jeg troer paa dig,

Forlad icke mig,

Saa Elendelig,

Mig trøster dit Ord det reene.

2.

Alt effter din Ville,

O Herre mig stille,

At ieg dig trolig kand dyrcke:

Du est min Gud,

Lær mig dine Bud,

All min tid vd,

Du mig i Troen styrcke.

3.

Nu vil ieg være,

O Jesu kiere,

Huor du mig heldst vilt haffue:

Jeg lucker dig ind,

I mit Hierte oc Sind,

O Herre min,

Met all din Naade oc Gaffue.

4.

Saa inderlig,

Forlader ieg mig,

Alt paa din Gunst oc Naade:

O JEsu sød,

Hielp mig aff all nød,

For din haarde Død,

 Frelss mig fra alskens Vaade. 

5.

All min Tilljd,

Nu oc altid,

Haffuer ieg til dig O HErre:

Du est min trøst,

Dit Ord oc Røst,

I all min Brøst,

Mit Hiertens glæde monne være. 

6.

Naar Sorgen mig trenger,

Effter dig ieg forlenger,

Du kand mig best hussuale:

Den du vildt beuare,

Hand er vden Fare,

Du mig forsuare,

Dig monne ieg befale. 

7.

Nu veed ieg vist,

HErre Jesu Christ,

Du vilt mig aldrig forlade:

Du siger jo saa,

Kald du mig paa,

Hielp skalt du faa,

I all din Sorg oc vaade.

 

8.

O giffue det Gud,

Wi effter dine Bud,

Kunde oss saa skicke tilsammen:

At wi met dig,

Euindelig,

I Himmerig,

Kunde leffue i Salighed, Amen.

                

Der er noget mystisk ved denne salme. Som det vil kunne ses, har den akrostikon, idet det første bogstav i hver strofe er udhævet. Lægger man de 8 udhævede bogstaver sammen, giver det ordene HANS ANNO. Hans er digterens fornavn. Det er der intet mærkeligt i. Salmen bærer sit ophavs signatur.

Det mærkelige er det derpå følgende anno, der efter vore begreber skulle efterfølges af et årstal for at give mening. Salmens akrostikon betyder: Hans i året. Men årstallet mangler!

De sidste tider

Det var et pip fra en enlig svale, da Peder Palladius optimistisk proklamerede, at nu var evangeliets lyse dag brudt gennem det middelalderlige mørke. Gennemgående er 1500-tallet nemlig præget af en dyb kulturpessimisme, der slår stærkt igennem hen mod århundredets slutning. Krige, uro og tilbagevendende pestepidemier viste, at verden havde nået den tilstand af det dybeste forfald, som iflg. Bibelen skulle kendetegne de sidste tider. Sydeuropa truedes af tyrkerne. I Nordeuropa frygter man modreformationen.

Luther tolkede tidens begivenheder som udtryk for den af Bibelen forudsagte sidste rasende kamp mellem Antikrist og gudsriget. I paveinstitutionen så Luther den løsslupne Antikrist, lige så farlig for kristenheden som tyrkerne. De er to alen af et stykke. Derfor kan Luther begynde en af sine salmer med denne anråbelse:

                      Behold os, Herre, ved dit ord – trods pavens løgn og tyrkens mord..

Med Antikrist gående løs måtte der selvfølgelig blive mange spekulationer om, hvornår dommedag skulle indtræffe. Afgørende for tidsberegningen var den såkaldte Eliasprofeti i Talmud. Den siger, at verden skal bestå i 6000 år, og derpå kommer ødelæggelsen. Først er der 2000 år uden loven. Dernæst 2000 år under loven. Så 2000 år som er Kristi tid. Men Kristi tid vil blive afkortet for vore mange synders skyld.

Verden vil altså ikke opleve år 2000 efter Kristus. De sidste tider skal afkortes, som det også siges i Matt. 24,22. Det store spørgsmål i slutningen af 1500-tallet var: Hvor meget skulle de sidste 2000 år afkortes?

Jesus har selv sagt om sin genkomst til jorden, at ”den dag og time kender ingen…” Matt 24,36. Nuvel, siger den lutherske teolog Andreas Osiander. Dagen og timen er ukendt. Men hvad med årstallet? Ved frimodige analogislutninger ud fra de bibelske tidsangivelser, hvorefter der var 1656 år fra skabelsen til syndfloden, når Osiander frem til, at så er der nok også 1656 år fra verdens nyskabelse ved Kristi fødsel til verdens tilintetgørelse i en ildflod.

Men der var mange andre bud på tidsfæstelse af dommedag, og efterhånden samlede interessen sig om et bestemt år.

Det forunderlige år 

Der fandtes en gammel profeti, der sattes i forbindelse med den store middelalderlige astronom Regiomontanus, Johannes Müller fra Königsberg (1436-76). Den lød sådan:

Tausent Fünfhundert achtzigk acht 
Das ist das iar das ich betracht 
ghet inn den die welt nicht unnder 
So gschicht doch sunst gross mercklich wunder.

Denne profeti kom til en lærd mands kundskab i 1551, og han bragte den forfærdet videre. På forbløffende kort tid nåede den rundt i hele Europa og blev oversat til alle sprog. Alene på dansk findes den i flere oversættelser og tilskrives "nogle gamle Lærere", bl.a. selveste wittenbergteologen Philip Melanchton:

Naar mand scriffuer otte oc Firesinds tiue 
Da er det Aar, ieg vil ey liue 
Om Verdens ende sig ey das theer 
Forfærlig vnder der da skeer.

Den bøhmiske astronom Cyprian Leovitius (1524-74) gengav profetien i en udvidet form og på latin. Teksten lyder i dansk oversættelse:

Efter fulde 1000 år fra jomfruens fødsel 
og efter yderligere 500 år vil det 88. forunderlige år indtræffe. 
Det vil bringe sørgelige tildragelser. 
Selv om også jorden og havet ikke styrter tilbage i intetheden, 
så vil dog alle verdens riger blive kastet omkuld, 
og der vil blive stor sorg overalt.

Når profetien om det forunderlige år fandt så kolossal en udbredelse, skyldes det den ophidsede apokalyptiske stemning, der rådede i hele Europa. Hele kontinentet led af flossede nerver. Alt hvad der skete af massakrer, oprør, hungersnød, jordskælv, epidemier, kometer, stjerneskud og forskrækkelige nordlys blev sammenholdt med, hvad Bibelen siger om de veer, der skulle gå forud for Kristi komme på himlens skyer. Den permanente angst gav mennesker nye øjne at se med, og daglig berettedes der om grusselige tegn i sol og måne og stjerner. På himlen kunne folk se afhuggede menneskehoveder, blodige ris og sværd, ligbårer, ilddrager og kæmpende slanger, rødglødende ildgryder, og man hørte lyden af malende kværne, trompeter og basuner, klokkeringning og englesang fra himmelrummet.

Det endelige tegn på, at forløsningen nærmede sig, skulle være Menneskesønnens tegn på himlen. Den 8. august 1588 - bemærk den 8.8.88! - kunne Stockholms befolkning se Kristus som tolvårig på skyerne over byen iført en gylden kjortel og med guldkrone på hovedet, og i oktober måned samme år viste han sig atter, men da med tornekrone og blodigt ansigt. Andre havde på himlen set blodige kors eller et stort kors kom til syne med indskriften 'finis', samtidig med at der lød en advarende røst fra himmelrummet.

Videnskabeligt underbygget

Tankevækkende er, at ophidselsen i de brede masser i høj grad understøttedes af den lærde verden. Den førnævnte astronom Cyprian Leovitius så profetien om det forunderlige år 1588 i lyset af det skæbnesvangre planetmøde, som han forudså ville finde sted i året 1583, når Saturn og Jupiter skulle mødes i ildtrigonen. Dette planetmøde indtræffer hvert 795. år og efterfølges altid af store begivenheder. Inden for verdens 6000 årige levetid er der kun plads til 7 sådanne planetmøder. Det 2. møde efterfulgtes af syndfloden, det 5. møde varslede Jesu fødsel. Betlehemstjernen var altså ikke en stjerne, men et møde mellem de to nævnte planeter, hævder Leovitius! Nu vil det 7. og sidste planetmøde varsle Jesu genkomst.

Andre lærde henviste til Tyge Brahes nye stjerne, Stella Nova, fra 1572 og sammenlignede med betlehemstjernen. Ligesom hin varslede Kristi første komme, varslede nu Stella Nova anno 1572 hans genkomst. Stella Nova havde været synlig i 16 måneder, hvis virkning på jorden ville svare til 16 år. Regnestykket var simpelt: 1572 + 16 år = annus 1588!

Philip Melanchthon i Wittenberg pegede også på året 1588. En inddeling af verdenshistorien siden Kristi fødsel i perioder på hver 70 år viste, at alle disse cyklusser var afgrænset af vældige begivenheder. Ifølge Melanchthon var næstsidste cyklus endt i 1518 med Luthers udfordring af paven. Fra denne begivenhed var der kun en enkelt afsluttende cyklus igen inden annus mirabilis 1588.

Annus mirabilis

At eksistensen af en profeti kan bidrage til sin egen opfyldelse, er almindelig kendt. Således gik det også med forventninger til det forunderlige år. Profetien fik verdenshistorisk betydning, da kong Filip II af Spanien valgte netop det år til med sin uovervindelige armada at erobre England i tillid til profetiens ord om imperier, der skulle kastes omkuld. Det måtte være det britiske imperium, der sigtedes til! At ikke alle delte kong Filips optimisme fremgår af, at de spanske søfolk deserterede i hobetal, medens armadaen samledes i Lissabons navn. Udsigten til at jorden og havet skulle styrte tilbage i intetheden har ikke været tillokkende for soldater, der står foran århundredets største amfibieoperation! Som bekendt blev det da heller ikke det britiske, men det spanske imperium, der fik sit knæk i det forunderlige år, anno mirabile 1588. Den uovervindelige armada blev overvundet af naturkræfterne og gik under i en brandstorm på Den Engelske Kanal.

I Frederik den Andens riger indvarsledes det skæbnesvangre år af en underlig sild, der blev fanget i den norske skærgård. Den bar nogle besynderlige tegn og bogstaver på siderne, som de teologiske professorer ved Københavns Universitet måtte give op overfor, da de blev bedt om en udtalelse. Da kongen modtog silden på Haderslevhus, udbrød han forfærdet, at den varslede hans død. Og sådan kom det også til at gå. Frederik den Anden døde den 4.4.1588. Mon af skræk eller af druk? Det ene udelukker ikke det andet! Silden sendtes for øvrigt videre til teologerne i Rostock, som fremkom med et lærd responsum. En provst i Berlin skrev en hel bog om sildens betydning, set i relation til bl.a. profetien om det forunderlige år. Også Paris og Rom reagerede på silden, og hele Vesteuropa fejrede således meget apropos de sidste tider med en ret omfattende sildelitteratur.

HANS ANNO

Hvad har nu norske sild, uovervindelige armadaer, planetmøder og annus mirabilis octogesimus octavus med Sthens salme at gøre? Jo, der skulle findes en forklaring på det mystiske ANNO, som er indflettet i salmen.

Jeg har søgt at sandsynliggøre, at Sthen har betragtet året 1588 under to aspekter. For det første ser det ud til, at 44 var hans personlige skæbnetal. Han har derfor set sin 44 års fødselsdag mandag den 25. november 1588 som skridtet ind i det for ham skæbnesvangre år. Som optakt hertil har han dagen forinden måttet forestå gudstjenesten til 25. søndag efter trinitatis, hvor han for sin menighed i Sct. Peders Kirke i Malmø har skullet udlægge ordene i Matthæus 24 om, at "der da skal bliffue saa stor en Bedrøffuelse, som der icke haffuer veret fra Verdens Begyndelse, hid indtil, oc som icke heller skal bliffue, Oc der som disse dage icke bleffue forkaartede, da bleffue inted Menniske saligt..." Og manden med skæbnetallet 44 har tænkt, hvor meget mon hans 44. leveår skulle afkortes? På den baggrund vover jeg at foreslå, at HANS ANNO skal have lov at svinge i to betydninger. Hans er jo foruden egennavn også possessivt pronomen. Skulle det være helt umuligt at læse det mystiske akrostikon sådan: Hans, i året, nemlig i hans år?

For det andet spiller HANS ANNO naturligvis på Annus Mirabilis Octogesimus Octavus. Det forunderlige år 88 har i den grad været et begreb på den tid ligesom Strontium 90 var det i min skoletid , at man i de indforståedes jargonsprog har kunnet skrive Annus alene og alligevel forvente at blive forstået. Det er i alt fald min påstand. Måske har en udførlig overskrift over salmen, sådan som det var almindeligt ved skillingsviser, kastet det nødvendige lys over det i dag gådefulde "anno". Jeg vil gerne tro, at også denne salme, ligesom mange andre af Sthens salmer, fra første færd er trykt som skillingsvise som Sthens reaktion på den udbredte dommedagsforventning.

At der er dommedagsinspiration bag Sthens salme, og at den rettelig bør læses som en eskatologisk tekst med udblik til de sidste tider og dommedag, behøver der ikke herske nogen tvivl om. Sthen har valgt melodi og versemål til sin salme fra en moraliserende dommedagsvise, som var udgivet året forinden af en vis Hans Pedersen fra Roskilde - den er aftrykt i H. Grüner Nielsens Danske Viser fra Adelsvisebøger og Flyveblade bind II side 187-192. At Sthen har kendt denne vise, fremgår af samstemmende ordvalg.

Sthen som moddigter

Slægtskabet, men også forskellen, fremgår ved at sammenholde Sthens strofe 4 med dommedagsvisens 16. strofe:

Huem er nu paa den onde Vey, 
Der nu saadant mon høre, 
Krj, Pestilentz, Blodstyrtnings skrey, 
At det hannem icke kand røre; 
O HERRE Sød, 
Hielp du i Nød 
For din Søns Død, 
At saadant icke offuer oss kommer.

Sthen moddigter i sin strofe 4 til:

S aa inderlig, Forlader ieg mig, 
Alt paa din Gunst oc Naade:

O JEsu sød, 
Hielp mig aff all nød,

For din haarde Død, 
Frelss mig fra alskens Vaade.

Hvor Hans Pedersens vise er dømmende og maner til omvendelse i anledning af den forestående dommedag, der siger Sthens salme, at det ikke er angst for dommedag, men tværtimod en glad forventning til Kristi komme, der skal fylde kristne mennesker.

Derudover moddigter Sthen hele den angstfyldte forventning til året 1588, som den tyske profeti havde forårsaget. Den sande forventning til Kristi genkomst må ikke være låst fast til et bestemt år. Forventningen gælder ikke året, men Kristus. Derfor peger Sthen fra sin plads i det indeværende NU, som året 1588 er, ud over dette år og frem mod de år, der måtte komme. Det hedder demonstrativt "nu oc altid" i strofe 5. Det er ikke kun den indeværende nød, men "al nød" og "alskens Vaade", som Kristus skal frelse os fra. Sthen almengør med andre ord dommedagsforventningen, så den gælder "all min tid vd" og giver den et glædeligt indhold.

Jeg har nu søgt at sandsynliggøre, at Sthens salme er blevet til så at sige på en vulkan. Den vulkan, der når som helst kan få jorden til at revne med et knald og sende dens beboere til helvede eller ind i evigheden. Mon ikke det er denne tilblivelseshistorie, der stadig gør denne salme så velegnet til at lægge nødstedte mennesker ord på læben, når deres verden truer med at gå under. I den situation var og er der kun en at vende blikket imod og rette sin bøn til: Guds søn Jesus Kristus. Længselen efter hans komme og tålmodighed i længselen er og skal være den samme hvert Herrens år. Det var, hvad Sthen med adventssalmen "Herre, Jesu Christ" ville lære sig selv og den bekymrede kristenhed ansigt til ansigt med verdenskatastrofen.

 

Ovenstående artikel er med forfatterens tilladelse genoptrykt i en let revideret form fra Teologisk Forum 12/88. Tillæg til Kristeligt Dagblad mandag den 12. december 1988. 

En endnu mere udførlig undersøgelse af denne salmes tilblivelse kan læses i Jens Lysters "Sthens gådefulde navnesalme. Om Du Herre Krist, dens mærkelige akrostikon og det forunderlige år, hvis lige ikke har været", i Hymnologiske Meddelelser 1980 side 71-146.

 

Litteratur, kronologisk opregnet, om Hans Christensen Sthen

 

P.V. Jacobsen: "Bidrag til Danmarks personal- og tidshistorie i det 16. årh.", i Historisk Tidsskrift, 5. bind, Kbh. 1844, s. 409-536.

P.V. Jacobsen: "Helsingørs kæmnerregnskab for året 1577 med bemærkninger", i Danske Magasin, 3. rk. 2. bind, Kbh. 1845, s. 177-229.

"Hans Christensøn Sthen", salmerne nr. 230-267 i Den Danske Psalmedigtning, samlet og ordnet af Carl J. Brandt og Ludvig Helweg, Første Deel, Kbh. 1846, s. 171-204 og til sidst i samme bind s. 26-27 i Omrids af Forfatternes Levnetsløb.

S. Cawallin: "Hans Chr. Sthen", i Lunds Stifts Herdaminne, 2. Del , Lund 1854-58.

S. Birket Smith: "Kortvending. Et moralsk-allegorisk Skuespil fra Frederik den Andens Tid", i Danske Samlinger for Historie, Topographi, Personal- og Literaturhistorie, I, s. 182-288, Kbh. 1865-66.

"Herre Jesu Krist", i Norsk Salmehistorie af J.N. Skaar, Første Bind, Bergen 1879, s. 232-235.

H. F. Rørdam: "Lærere og præster i Helsingør fra reformationen til 1617", i Kirkehistoriske Samlinger 3. rk. IV, 1882-84, s. 305-322.
C. J. Brandt: Salmedigteren Hans Christensen Sthen, Kbh. 1888. 90 sider.
C. J. Brandt: Udvalg af Hans Chr. Sthens Salmer og aandelige Rim, Kbh. 1888. 48 sider.
H. F. Rørdam: "Om salmen Du Herre Christ.", i Kirkehistoriske Samlinger 4. rk. II, 1893-1895, s. 744-745.
L. Weibull: "Anteckninger om psalmforfatteren Hans Christensen Sthen i Malmø", i Skånska Samlingar IV, 2, 1894-1895, s. 2-52.

"Hans Christensen Sthen", i Bidrag till Malmö Stads Historia, af A.U. Isberg. I. Stadens Presterskap, Malmö 1895, s. 51-68.

H.F. Rørdam: "Hans Christensen Sthen", i Dansk Biografisk Lexikon, udg. af C.F. Bricka, XVI. Bind, Kbh. 1902, s. 419-422.
P. Severinsen: "Tillægget til Hans Christensen Sthens Vandrebog", i Kirkehistoriske Samlinger 5. rk. IV, 1907-1909, s. 513-517.
Georg Christensen: "Hans Chr. Sthens salmer og "folkeviserne"", i Festskrift til H. F. Feilberg 1911, s. 101-112.
Hans Christensen Sthenius. Af hans Vandrebog. Udg. ved Carl. S. Petersen med indledning af Hans Brix, Kbh. 1914. 89 sider.

Chr. Ludwigs: "Hr. Hans' navnesalme", i Salme og sang, Kbh. 1923, s. 22-28.

H. Ehrencron-Müller: "Hans Christensen Sthen", i Forfatterlexikon omfattende Danmark, Norge og Island indtil 1814, bind VIII, Kbh. 1930, s. 40-42.
H. Grüner Nielsen: "Hans Chr. Sthen som udgiver af ordsprog", i Danske Studier 1932, s. 88-90.

Ernst Frandsen: Hans Christensen Sthen. Studier i det 16. aarhundredes danske litteratur,  Aarhus 1932, 128 sider.
O. Walde: "Psalmdiktaren Hans Chr. Sthen och hans Vandrebog", i Nordisk Tidskrift for Bok- och Biblioteksväsen, 25. årg. 1938, s. 65-72.

Vilh. Visby, forstander, pastor: "Hans Christensen Sthen. 1540 - 25. November - 1940, s. 43-52 i en kirkelig årbog eller lignende i 1940.

Henrik Vedel: "Et fire Hundrede Aars Minde for Salmedigteren Hans Christensen Sthens Fødsel", i Berlingske Tidende, søndag 17. november 1940, s. 8.

Ernst Frandsen: "Hans Christensen Sthen", i Dansk biografisk Leksikon, 2. udg. bind 22, Kbh. 1942, s. 591-594.

Gunnar Carlquist: "Hans Christensen Sthen", i Lunds Stifts Herdaminne från reformationen till nyaste tid, Ser. II, biografier, 2 Oxie kontrakt, Lund 1948, s. 23-32. 

Krister Gierow: "Hans Christensen Sthens Avenarius-översättning", i Den evangeliska bönelitteraturen i Danmark 1526-1575. En källanalytisk-typologisk studie, Lund 1948, s. 361-373.

Hans Brix: "Kortvending", i Analyser og problemer, VI, 1950, s. 132-140.
Anders Malling: "Sthens Vandrebog", i Dansk teologisk Tidsskrift 15. årg. 1952, s. 147-158.
P. Riemann: "Salmedigteren Hans Christensen Sthen", i Præsteforeningens Blad 44. årg. 1954, s. 688-695.

August F. Schmidt: "Til dateringen af Sthens Vandrebog", i Danske Studier 1955, s. 113-115.
H. Blom Svendsen: "Hans Christensen Sthens salme Herre Jesus Christ", i Præsteforeningens Blad årg. 45, 1955, s.769-772.

Solveig Tunold: "Nyfundne eldre danica i Oslo", i Fund og Forskning, årg. X, 1963, s. 35-52.

Henry Bruun: "Hans Thomissøns og Sthens dagviseform", i Den middelalderlige Dagvise. Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, udg. af Det Filologisk-Historiske Samfund Nr. 257, Kbh. 1965.
Jens Lyster: "Forlæg og originalitet i Hans Christensen Sthens Trøsteskrift 1581 og Sendebrev 1592", i Kirkehistoriske Samlinger 1969 s. 78-125.
Jens Lyster: "Hans Christensen Sthens eksempelsamling", i Danske Studier 1970 s. 5-23.
Hans Christensen Sthen: Kort Vending. Udgivet med kommentarer og efterskrift af Jens Aage Doctor i serien Tidlig dansk dramatik, Munksgaard, Copenhagen 1972, 177 sider.

Hans Christensen Sthen: Udvalgte salmer, Akademisk Boghandel Aarhus 1972, 24 sider.
Jens Lyster: "Avenarii bønner i Sthens oversættelse. På sporet af den danske bønnebogs l. udgave 1571", i Kirkehistoriske Samlinger 1976 s. 67-83.
Jens Lyster: "Sthens gådefulde navnesalme. Om Du Herre Krist, dens mærkelige akrostikon og det forunderlige år, hvis lige ikke har været", i Hymnologiske Meddelelser 1980 s. 71-146.

Christian Thodberg: "Om "Du, Herre Krist". En kendt salme af Hans Christensen Sthen i en ny bearbejdelse", i Dansk Kirkesangs Årsskrift 1977-78, Kbh. 1980 s. 35-41.
Henrik Glahn: "Om melodien til "Du, Herre Krist"", i Dansk Kirkesangs Årsskrift 1977-78, Kbh. 1980 s. 42-46.
Henrik Glahn: "Lidt mere om Hans Christensen Sthens melodibrug", i Musik & Forskning 6, 10 1980 s. 129-141.
Jens Lyster: "It smuct Epithalamion fra 1572. Hans Christensen Sthens debut som salmedigter", i Hymnologiske Meddelelser 1982 s. 90-104.
Henrik Glahn: "Om Hans Christensen Sthens brudesang som musikalsk kilde", i Hymnologiske Meddelelser 1982 s. 105-110.
Jens Lyster: "Hans Christensen Sthen", i Dansk biografisk Leksikon, 3. udg., 1983, bind 14 s. 107-109.
 

"Hans Christensøn Sthens ordsprog. Efter tabt cod. Hamb. Theol. 2090a, oktav", i Danmarks Gamle Ordsprog, udgivet af Iver Kjær, John Kousgård Sørensen og Niels Werner Frederiksen. Kbh. 1987, s. 231-290.
 

Herlov Brix: "Notat om "Du Herre Krist"", i Hymnologiske Meddelelser 1988 s. 3-17.
Jens Lyster: "Det forunderlige år 1588. Om salmen "Du, Herre Krist" og dens tilblivelse", i Teologisk Forum 12/88. Tillæg til Kristeligt Dagblad mandag den 12. december 1988 s. 6-10. Jens Lyster: "To gange Johannes til Sct. Olai (om salmen "O Jesus, livsens Herre")", i Kunsten og Kaldet. Festskrift til biskop Johannes Johansen 4. marts 1990, Herning 1990 s. 17-38.
Jens Lyster: "Hvem har oversat "Jeg vil din pris udsjunge"?", i Hymn. Meddelelser 1993 s. 193-209.
V. E. Brummer: "En liden Vandre-Bog", i Hymnologiske Meddelelser 1993 s. 219-229.

 

Hans Christensen Sthens skrifter I. En liden Vandrebog. Udgivet af Jens Lyster under medvirken af Jens Højgård. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og C. A. Reitzels Forlag 1994. 439 sider.

 

Jens Højgård: "Hans Christensen Sthen", i Roskilde Stiftsblad, oktober 1994, 45. årgang, nr. 10, s. 147-153.
Jens Lyster: "Hans Christensen Sthen 1544-1994", i Vartovbogen 1994 s. 56-73.
Jens Lyster: "Hvem kender J. N. Skaars eksemplar af Sthens Vandrebog?", i Hymn. Medd. 1994 s. 202-205.
Jens Lyster: "Malmøs betydning for den tidlige lutherske salmedigtning", i Elbogen, Malmö Fornminnesforenings Årsskrift årgang 63, Malmö 1995 s. 79-106.
Jens Lyster: "Om Sthens Vandrebog. Festtale i Sct. Olai på Sthens 450 års fødselsdag", i Hymn. Medd. 1995 s. 54-65.
Jens Lyster: "Den glemte salmedigter med de kendte salmer", i Haderslev Stiftsbog 1995 s. 56-73.
Jens Lyster: "Hans Christensen Sthen som kontrafakturdigter", i Dansk Kirkesangs Årsskrift 1997 s. 113-127.

Jens Lyster: "Synd og nåde i to salmer af Sthen: "Jeg vil din pris udsjunge" og "Guds nåde højt jeg prise vil". To salmegennemgange ved Københavns Stiftspræstekursus på Grundtvigs Højskole 13. og 14. maj 1997", i Hymnologiske Meddelelser 1997, s. 21-29.

Jens Lyster: "Johannes Avenarius, Johannes Mathesius und Nicolaus Selnecker als Vorbilder für den dänischen Theologen und Kirchenliederdichter Hans Christensen Sthen (1544-1610). Vortrag an der Jahrestagung der Johannes Mathesius Gesellschaft in Beratzhausen", in Erbe und Auftrag der Reformation in den böhmischen Ländern, Jahrgang 35-38, Johannes Mathesius Verlag 2000, s. 36-49.

Jens Lyster: "Skillingsviser som kilder til Sthens salmer, og Sthens egne salmer som skillingsviser", i Hymnologiske Meddelelser 2001, s. 229-260.

Jens Lyster: "Hans Christensen Sthen (1544-1610)", i Arkiv for Dansk Litteratur (www.adl.dk), websted til den klassiske danske litteratur. Åbnet den 31. oktober 2002.

 

Hans Christensen Sthens Skrifter II. Christelige oc vdkaarne Bøner og En Liden Haandbog, udgivet af Jens Lyster under medvirken af Jens Højgård. Det danske Sprog- og Litteraturselskab, C.A. Reitzels Forlag, Kbh. 2003, 595 sider.

 

Jens Lyster: "Hans Christensen Sthen (25. November 1544 - April/May 1610)", in Dictionary of Literary Biography. Volume 300. Danish Writers from the Reformation to Decadence, 1550-1900, Edited by Marianne Stecher-Hansen, University of Washington, A Bruccoli Clark Layman Book, 2004, s. 424-430.

Jens Lyster: "Om gudsfrygt, lærdom og frisind", i Danmark og renæssancen, Gads Forlag, Kbh. 2006, s. 260-269.

Jens Lyster: "Den himmelske rådslagning. Davids salme 85 og Bernhards legende om Guds fire døtre i salmedigtningen", i Hymnologi, Nordisk tidsskrift, 35. årgang nr. 4, december 2006, s. 161-186. Om Sthen især s. 170-177.

Jens Lyster: "Nu galer hanen for anden gang. Tale ved præsentationen af Sthens Skrifter II i Skt. Olai Kirke på Sthens fødselsdag tirsdag den 25. november 2003", i Helsingør Kommunes Museer, Årbog 2006, s. 17-25.

Jens Lyster: "En Sthen i reolen er bedre end en sten i skoen", i TEOL-information. Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet nr. 37, februar 2008, s. 6-9.

Jens Lyster: "Glæden ved gensynet", i Helsingør Domkirke, Skt. Olai Kirke, 450 år, 2009, s. 119-123.

Jens Lyster: "Et antijesuitisk skrift fra 1584, dets kilder og et efterspil", i Kirkehistoriske Samlinger 2009, s. 55-81.

Niels Werner Frederiksen: "Hans Christensen Sthen i studerekammeret. Om arbejdsmetode og temabehandling i Lyckens Hiul", i Danske Studier 2009, s. 140-164.

Jens Lyster: "Og da faar Sorrigen en god Ende. Tanker i 400-året for salmedigteren Sthens død", i Hymnologi. Nordisk tidsskrift, 39. årgang, april 2010, s. 84-87. Genoptrykt i Dansk-Skånsk Tidsskrift 2010:4, s. 4-7.

Jens Lyster: "Johannes Avenarius (Habermann), Johannes Mathesius und Nicolaus Selnecker als Vorbilder für den dänischen Theologen und Liederdichter Hans Christensen Sthen", i: Jahrbuch für Liturgik und Hymnologie 2012, S. 222-233.

 

Hans Christensen Sthen: Kortt Wendingh. En Skolekomedie fra ca. 1570. En diplomatarisk udgave af håndskriftet AM 808, kvart, ved Leif Stedstrup. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 2013.

 

Jens Lyster: "Nu galer hanen for tredje gang", i Teol Information. Nr. 52 september 2015, Det Teologiske Fakultet Københavns Universitet, s. 46-47.

 

Hans Christensen Sthens Skrifter III. It smuct Epithalamion. Tillæg til Den ny Danske Psalmebog. En Predicken Cæcilij Cypriani. Lyckens Hiul. En liden Trøstscrifft. Udgivet af Jens Lyster under medvirken af Jens Højgård. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Kbh. 2015. 326 sider.

 

Hans Christensen Sthens Skrifter IV. Saligheds Vey. Geistlig Hussraad. Sendebreff. En Ligpredicken. Supplement. Registre. Udgivet af Jens Lyster under medvirken af Jens Højgård. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Kbh. 2015. 404 sider.

Jens Lyster: "Johann Habermann (1516-2016) og hans bønnebog", i Hymnologi Nordisk Tidsskift 1-4, 44. årgang 2016, s. 52-57.

Jens Lyster: "Johann Habermanns bønnebog på dansk", i Kirkehistoriske Samlinger 2017, s. 162-173.

Jens Lyster: "Salmer og andagtslitteratur 1517-1700",  i Reformationen i dansk kirke og kultur, bind 1, 1517-1700, Syddansk Universitetsforlag 2017, s. 269-305. Heri om Sthen s. 270 og 287-293.

Jens Lyster: "Bibelbrug i Hans Christensen Sthens digtning i 1500-tals perspektiv", i Bibelen og Reformationen, Forum for Bibelsk Eksegese 20,  2017, s. 247-278.