Liljen på marken og fuglen under himlen (1)

Refleksion over Liljen på marken og fuglen under himlen (1)

Fuglen i skov, på mark og fjeld
synger i gry og så i kvæld,
sover så sødt på kampesten
som under tag på kvist og gren.
O, Gud ske lov!

Yndig er blomsten klædt og boldt,
dejligst at se på fjeldet goldt,
ikke den spinder, ej den syr,
dronning er dog dens dragt for dyr.
O, Gud ske lov!

Vers 3 og 5 fra ”Lille Guds barn, hvad skader dig?” af N.F.S. Grundtvig 1855-56

”Fader i Himlene! Ved Foraarets Tid vender i Naturen Alt igjen tilbage med ny Friskhed og Skjønhed, Fuglen og Lilien har Intet tabt siden sidst – o, at vi også saaledes uforandrede måtte vende tilbage til disse Læremesteres Underviisning! Ak, men dersom vi i den svundne Tid toge Skade paa Sundheden, at vi da maatte gjenvinde den ved atter at lære af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle! – ”

Denne bøn skriver Søren Kierkegaard i 1848 i bogen Christelige Taler. Sprog og stavemåde er anderledes end vore dages, men vi kan godt forstå det alligevel. Og bønnen er eviggyldig: bønnen om, at vi mennesker må tage ved lære af liljerne på marken og himmelens fugle, og lære at glædes.

Nu er vi igen ved den tid: det er forår, og når vi kigger ud ad vinduet, går en tur i skoven eller ud over marken eller på en villavej, kan man overalt høre fuglene der pipper og bygger rede, og se blomster der dukker op alle vegne i haver, i skov og i krat. Lige til at tage imod og glædes over når man er et menneske, som kan glædes over naturens skønhed.

Men i Kierkegaards bøn aner vi også noget andet: en forskel på himlens fugle og liljen på marken. For mens de er uforandrede, ”intet har tabt” siden sidst, så er mennesket forandret siden sidst. For vinteren, og mørket og modgangen gør noget ved mennesket. Og Kierkegaard beder om, at vi, hvis vi har taget skade på vores sundhed på grund af mørket og modgangen, må genvinde den ved at tage ved lære af liljen på marken og fuglen på himlen.

Men, hvad er det da vi skal lære af himlens fugle og markens liljer? Jo, vi skal lære at glædes over at være til. Lære at glædes over at være et menneske som får lov til at opleve alt dette: skønheden i naturen, den kærlighed som er i verden, og al den kærlighed som mennesker kan få lov til at give til hinanden – og til at modtage. Vi skal lære at være til i troens ubekymrethed, som han kalder det. Hvilket ikke betyder, at man ikke skal bekymre sig og sørge for sig og sine, sørge for dem man har ansvar for. Men at vi skal lære at glædes over det nærværende, og være tilstede i det liv vi lever.

Den situation vi befinder os i nu kan måske være anledningen til, at vi opdager netop dette: glæden ved at være til, glæden ved det nærværende.

Skrevet af Karin Christiansen