Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

 

Prædiken Juledag: Luk. 2, 1-14

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

I stuer, i kirker, i tanker, i år
ved sygehussenge, hvor håbsengle går,
skal Guds hånd i nat trække angststikket ud
og røre os stille, for julen er Gud.

Sådan skriver Iben Krogsdal i en af sine julesalmer (Decembernat). Det kan nogle gange vække os, når noget gammelkendt bliver formuleret på en ny måde, og det gjorde denne salmetekst for mig med formuleringen: ”Guds hånd rører os stille, for julen er Gud”.

Det skurrer lidt i ørerne, og man må gå og grunde over, hvad det egentlig betyder, at julen er Gud. Julen er jo mangt og meget for hver og en af os, og særligt i år hvor vi ikke kan fejre jul på samme måde, som vi plejer pga. pandemien, ja, så bliver vi mere klar over, hvad julen egentlig betyder for os hver især. Den rummer traditioner med julebag, julefrokoster, juledekorationer, julemusik, julesange, julemad, julegaver, julenisser, julekalendre, julelys, julesamvær, julegudstjenester og meget meget mere – I kan selv tænke med.

Det er umiddelbart svært at sammenfatte helt kort, hvad julen er, i én sætning. Men det er det, Iben Krogsdal gør: Julen er Gud, skriver hun, ganske enkelt. Og heri ligger en dyb pointe. Gud er ikke en fjern Gud, der sidder i sin himmel tilbagetrukket og lader os om at farte rundt på jorden og holde vores jul i hævd og kæmpe med vores problemer. Nej, julen er Gud. Han er med lige her midt i det alt sammen. Midt i julen er Gud.

Det er det juleevangeliet handler om og sådan set hele kristendommen. At Gud er kommet os helt nær, han har inkarneret sig i barnet i krybben. Han er ikke ligeglad med os og vores liv her på jorden. Nej, han er helt inde i og med i vores menneskeliv – midt i alle vores julerier, traditioner og glæder – og midt i alle vores sorger og ensomhed. Så tæt er Gud. Han er med dig og mig lige midt i vores liv. Også selv om vi ikke kan holde den jul, vi plejer at holde. Julen er Guds nærvær. Julen er, at Gud er kommet til os. Julen er Gud.

I de tekster, der hører Juledag til, er det som om en samtale er i gang imellem dem om, hvem Gud er. Der er flere beskrivelser af Gud, ja, forskellige Gudsbilleder.

Esajas’ profeti om fredsfyrsten handler om den nye konges fødsel, hvor der er tale om en stærk og sejrrig konge, som skaffer folket frihed og fred, dvs. det gode liv, hvor man kan leve trygt af sit arbejde, marken bærer sin afgrøde, køerne kælver, der er fisk i vandet, og retfærdigheden blomstrer. Det kræver en konge, som har magt og styrke til at ville sætte det igennem, og som kan holde fjenderne borte. Det er fredsfyrsten.

Også Hebræerbrevet handler om en, der har magt. Guds søn er her betegnet som en del af Guds skabermagt, og han er Guds væsens udtrykte billede. Han genspejler altså Gud og er udtryk for, hvordan Gud virkelig er. Han beskrives som mægtigere end englene, og som Guds søn.

Der er ikke langt fra den stærke konge i Esajas’ profeti til den stærke Kristus i Hebræerbrevet.

I Lukasevangeliet hører vi englen sige til hyrderne på marken, at i dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Men her vendes alt på hovedet. Kristus, Herren, frelseren, fredsfyrsten beskrives ikke med fyrstetegn og åbenlys magt, nej, han viser sig som et lille nyfødt barn i en simpel foderkrybbe, for der var ikke plads til ham andre steder. Det tegn hyrderne skal kende deres herre og frelser på, er, at han ligger i en foderkrybbe med et tæppe om sig som et ganske almindeligt lille barn, som trænger til omsorg, varme og et tæppe. Det tegn siger sandelig ikke meget om magt og storhed. Tværtimod. Det siger noget om at komme helt tæt på og være en del af vores skrøbelige og sårbare menneskeliv, hvor vi er født til at være afhængige af hinandens omsorg og kærlighed. Og netop der er Gud.

Alle tre tekster tilsammen holder os fast på dobbeltheden i, at det hjælpeløse barn i krybben samtidig er den mægtige konge, der kan bekæmpe det onde og bringe os freden. Det hjælpeløse barn i krybben er selveste Gud den Almægtige. Så den mægtige Gud og skaber viser sig lige her i vores verden, vores skrøbelighed, vores liv. Helt herinde i vores tilværelse er Gud. Han er helt nær i dit og mit liv. Stærkere end alt det, der ødelægger livet, stærkere end det onde, fyldt med kærlighed og nærvær til dig og mig. Det er julens budskab til os. Julen er Gud hos dig og mig.

Ofte er vi mest tilbøjelige til at ville have med det stærke og mægtige Gudsbillede at gøre. Vi ønsker os en Gud, der fikser tingene for os, en, der styrer livets gang til det gode for os, fjerner sygdom, fjerner coronavirus, fjerner sygdom, fjerner død, får livet til at blomstre, som vi ønsker det og baner en lykkelig vej for os og vores kære. Som en rar gammel far med langt skæg, der sidder oppe i himlen på en sky. Netop sådan et Gudsbillede får forståeligt nok også mennesker til at stejle over for at tro på Gud – til at blive gale på Gud, fordi han virker fjern, ligeglad og ikke er til at tro på. En, der bare skal opfylde vores ønsker. En julemand, en eventyrdrøm, en menneskelig projektion.

Men det er slet ikke det Gudsbillede dagens tekster taler om, og sådan en Gud findes ikke, hvor meget vi end kunne ønske os det indimellem.

Det gør derimod den Gud, som gør sig lille i barnet i krybben. Et Gudsbillede, som overgår al vores menneskelige forstand, og som ligger fjernt fra os mennesker selv at finde på. Et Gudsbillede som er modsat vores ønskedrømme om en julemandsgud, der opfylder vores ønsker fra en sky i himlen. Et Gudsbillede, hvor den almægtige Gud gør sig så lille, at han viser sig helt nær i vores menneskeverden i det lille barn i krybben. Han kommer til os. Julen er Guds nærvær i dit og mit liv.

Gud tager ikke alle vores problemer fra os, han fjerner ikke al sygdom, smerte og lidelse, han fjerner ikke verdens nød og elendighed, men han gør noget meget større og livgivende for os. Han deler det hele med os og går med os hele vejen. Han kender os og vores svære liv, fordi han selv har levet det. Han er os helt nær i vores glæder og sorger, lykkelige øjeblikke og dem i det dybeste mørke. Han er med os hele vejen også i vores sygdom og smerte. Han forlader os ikke, men viser en vej, hvor lyset, livet og kærligheden vinder. Han lader lyset af evigheden skinne for dig og mig. Du er ikke alene.

Selv helt alene er mennesket to! Skriver Iben Krogsdal andetsteds i samme salme. Det er julens budskab: Selv helt alene er mennesket to! Kristus går med dig i hele dit menneskeliv og hele vejen ind i lysets hjem hos Gud.

Selv helt alene er mennesket to! Du og Gud er uadskillelige. Det er den mægtige Gud, der vandrer med i din og min sårbare tilværelse.

I juleevangeliet hører vi om verdens magthaver kejser Augustus sat op imod Guds magt, som er anderledes. Vi hører, at barnet i krybben er den største, nemlig verdens herre og frelser. Vi kender jo alt til kampen om magten og magtfuldkommenheden i vores liv og færden – det behøver ikke kun at være på kejserplan, men kan ligeså vel være på familieplan og børneplan, for vi kæmper om at være størst, komme først og være de mægtigste på mange planer.

Sigurd Barrett har skrevet 24 julehistorier for voksne og i den, der hører til Luciadag, fortælles om børnehavepigen, Barbara, der ved morgenbordet derhjemme rasende udbryder: Mor, hvorfor skal det altid være Emilie, der skal være Luciabrud? Barbaras mor tysser på hende og siger: Hold så op! Jeg har strøget din Luciakjole, og det skal nok blive fint. Far og jeg kommer klokken fire og ser jer, og stop så med det surmuleri!

Det sætter sig alligevel i Barbaras mor, hvis der nu er noget om det, Barbara siger, - hvis der nu er tale om uretfærdighed, og det faktisk er synd for Barbara, at det ikke er hende, der får lov at være Luciabrud. Det vokser i Barbaras mors hoved, og hun nævner det for en af pædagogerne i børnehaven og siger: Det kan altså ikke passe, at det er Emilie, der skal være Luciabrud igen i år. Har I slet ikke fokus på, om der kan være børn i gruppen, som føler sig overset?

Og pædagogen Jytte svarer, at de sandelig har fokus på alle børns trivsel, og at Emilie ikke har været Luciabrud før, og at de har valgt hende af den simple årsag, at hun er den højeste.

Barbaras mor er ikke tilfreds, og hun bruger hele arbejdsdagen til at ryste morgenens frustrationer af sig. Hun ønsker af hele sit hjerte at se Barbara glad. Da alle forældrene er mødt op i børnehaven, og man spændt venter på, at børnene skal begynde Luciaoptoget, kan Barbaras mor ikke lade være at hviske til en anden mor: De tilgodeser altså enkelte børn i stedet for at se de andre i gruppen. Barbara er for eksempel helt ulykkelig over, at hun ikke skal være Luciabrud.

Nu går døren op, og de spage børnestemmer istemmer: Nu bæres lyset frem… Fra sin plads midt i optoget stråler Barbara som en engel, hun smiler stolt med sit fine julelys midt i børneskaren. Hun har for længst glemt morgenens jalousi.

I et kort lykkeligt sekund glemmer Barbaras mor sin forsmåede vrede. Hvert enkelt lys skinner, og hvert enkelt barn stråler som en engel, og fortællingen slutter med ordene: for i englenes verden er der ingen, der er vigtigere end andre.

Man kan også sige: for i Guds rige er der ingen, der er mægtigere end andre! Se ham i barnet i krybben. Gud er kommet hver og en af os helt nær, for julen er Gud. Guds nærvær. Selv helt alene er mennesket to!

Glædelig jul!

Skrevet af sognepræst Mette Enevold