Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Aften med indhold

”Aftener med Indhold” - program for 2022-23

 Sogneaftener arrangeret i samarbejde mellem Mørdrup, Egebæksvang og Sthens Kirker.

  • Alle foredrag er kl. 19-21.30 (sluttidspunkt er et ca. tidspunkt)
  • Foredrag og let servering - pr. person 30 kr. (betales ved indgangen)
  • Tilmelding er ikke nødvendig!
     

Foredrag i Sthens Kirke 
Onsdag den 28. september 2022, kl. 19 – 21

Forfatter og salmedigter Iben Krogsdal ”De mislykkede Guder”

Det er bedre at være et helt almindeligt, vellykket menneske end at være en mislykket Gud.

I dette foredrag vil forfatter Iben Krogsdal fortælle om det moderne menneskeliv i præstationssamfundet på godt og ondt. Hvorfor er det både svimlende let og ufatteligt hårdt at være (ungt) menneske i dag? Og kan Gud overhovedet længere tale til os?

Iben Krogsdal vil fortælle ud fra en række af sine egne sange og salmer. De handler om rejsen gennem menneskelivet med dets mange kriser og opstandelser. Undervejs skal vi synge, og der vil også være tid til spørgsmål og debat.
 

Foredrag i Mørdrup Kirke
Onsdag den 26. oktober 2022, kl. 19 – 21

Martin Herbst, Folkekirkepræst i Korsvejskirken på Amager
 ”MIT LIVS OMVEJ”

Foredraget skildrer både hvad det vil sige at være i en sekt, men forholder sig også til sekterisme, der er et stigende og akut samfundsproblem.

  • Hvorfor valgte jeg som ung gymnasieelev at ofre familie, venner, uddannelse og en lovende sportskarriere for at gå helhjertet ind i Moon-bevægelsen?
  • Hvorfor arbejdede jeg i døgndrift med pengeindsamling og hvervning af nye medlemmer, og hvorfor blev jeg ved i næsten 20 år?
  • Hvorfor blev jeg gift med en tilfældig udvalgt kvinde ved et bunkebryllup i Korea, og hvorfor bortadopterede vi vores førstefødte søn til et barnløst par i bevægelsen?
  • Hvorfor besluttede jeg til sidst bryde med alt det, jeg havde levet og åndet for, og hvad har jeg lært af min tid i Moon-bevægelsen?
  • Hvordan får man en ny begyndelse, når alt det, man troede på, er styrtet i grus?
  • Hvordan kommer man videre uden bitterhed og uden at gøre sig selv til et offer?
  • Hvordan kan man fortsat være helhjertet, når man opdager, at man er blevet bedraget, og at bedraget mest af alt viste sig at være et selvbedrag?
  • Hvordan kan det være, at man efter alt dette ender som en lykkelig, livsglad og taknemmelig mand?


Foredrag i Egebæksvang Kirke 
Onsdag den 16. november 2022, kl. 19 – 21

Valgmenighedspræst og foredragsholder Massoud Fouroozandeh om sin rejse fra islam til kristendommen

Massoud er født ind i en muslimsk familie i Iran, men har i mange år levet som kristen i Danmark. Han vil denne aften fortælle om sine første 40 leveår – sin vej ind i Kristendommen, konverteringen og dens begrundelse, herunder ligheder og forskelle mellem Kristendom og Islam og udfordringen ved at leve som konverteret kristen i dagens Danmark.
Massoud har holdt mange, velbesøgte og begejstret anmeldte foredrag rundt om i landet. Nu er turen kommet til Egebæksvang. 
Igennem sit inspirerende foredrag vil Massoud ikke bare fortælle om sin konvertering til kristendommen, hans foredrag vil give os en større viden om henholdsvis integration, religion og gensidig medansvarlighed. Først og fremmest, tror vi, vil Massoud give publikum kærkomment stof til eftertanke gennem sine personlige fortællinger. 


Foredrag i Sthens Kirke 
Onsdag den 22. februar 2023, kl. 19 – 21

Sognepræst Xenia Dalgaard ved Søllerød Kirke: "Marc Chagall, hans kunst og hans liv"

Foredraget sætter fokus på Chagalls kunstneriske udtryk, hvorigennem han belyser nogle af livets store spørgsmål;

  • Hvad er meningen med livet?
  • Hvad gør kærlighed ved os?

Chagall vil gennem sin kunst tale for kulturel åbenhed og religiøs sameksistens, ved hjælp af symboler og farver tolker han livet.

Xenia Dalgaard viser power-point slides der belyser hans kunstneriske udvikling og form og undervejs i foredraget kommer hun også ind på de mange religiøse symboler i hans kunst og deres betydning.

Gennem sin kunst får vi indblik i Chagalls tro og livsfundament.

Hun fortæller også om hans liv under to verdens krige, under jødeforfølgelser, og på flere kontinenter.

 

Foredrag i Mørdrup  Kirke 
Onsdag den 22.marts 2023, kl. 19 – 21

Søren Holst, Lektor (deltids) på forskningsprojektet AMRAM - "Biblen 2020 for begyndere"

Patrick fra Herlev eksisterer ikke.
Bibelselskabet har opfundet ham for at oversætterne kunne bruge ham som forbillede i arbejdet: ”Kan Patrick, som er 14 år, uden videre forstå denne sætning?”, har vi spurgt os selv. Hvis svaret var ”Nej” eller ”Tjoh, tjah”, var oversættelsen ikke god nok endnu.
Foredraget fortæller om, hvordan man oversætter for læsere, der overhovedet ikke kender Bibelen i forvejen – og illustrerer det rundhåndet med eksempler fra arbejdet med de kendte fortællinger fra Bibelens begyndelse.


 

Foredrag i Egebæksvang Kirke 
Onsdag den 19.april 2023, kl. 19 – 21

Foredrag med Marianne Aagaard Skovmand  ”Kvindestemmer, kvinderoller og kvindehistorier i den tidlige kristendom”
Ph.d. og cand. theol., sognepræst, forfatter og foredragsholder

Marianne Aagaard Skovmand, er forfatter til bogen De skjulte ledere. Om kvinderne i den tidlige kristendom.

I foredraget fortæller hun ud fra den nyeste forskning om kvindernes rolle og betydning i den tidlige kristendom. Kvinder havde langt større betydning, end man hidtil har haft øje for.

Det gælder Jesu tolv mandlige disciple. Der var snarere tale om en større gruppe, hvor begge køn var repræsenteret. Og så bør Maria Magdalene, der jo fik et evangelium opkaldt efter sig, betragtes som en slags chefdiscipel på linje med disciplen Peter. Og Jesu mor Maria blev i den tidlige kristendom æret som præst og med en autoritet, der langt overgik mændenes. Og måske har Paulus aldrig sagt, at kvinder skal tie i forsamlinger.
Det fremgår med al tydelighed af hans breve, at han arbejdede godt sammen med kvinder.
 

Velkommen til denne fantastiske foredragsrække i vores 3 smukke kirker.
Menighedsrådene ved Mørdrup, Egebæksvang og Sthens Kirke