Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

6. søndag efter påske


6. søndag efter påske: Johannesevangeliet kapitel 17 vers 20-26 - (Udskriv PRÆDIKEN)
PODCAST: https://soundcloud.com/kalabas3000/6-sondag-efter-paske-sthens-kirke

- ved sognepræst Mette Enevold

Man bliver helt rundtosset af at høre dagens tekst fra Johannesevangeliet, og det kan være svært at fastholde koncentrationen. Frem for at have et klart forløb fra start til slut, så vi kan følge tankegangen og komme videre, kører den rundt i de samme gentagelser og lange sætninger, så det kan være svært at finde hoved og hale i den.

Den vil noget andet. Teksten. Den vil netop have os til at blive på stedet. Blive i tekstens meditative rum. Den tvinger os til at stoppe op og være ét bestemt sted: nemlig lige dér, hvor vi befinder os i vores liv, f.eks. hjemme på stuegulvet alene eller med et familiemedlem, eller i sygesengen eller ved siden af som pårørende, eller i arbejde ved computeren eller i ro i sofaen.

Ligesom corona-isolationen har gjort det de sidste mange uger, tvinger dagens evangelium os til at blive på stedet, lige dér hvor vi er, og dvæle ved, hvad det er for en kraft, der holder dig og mig oppe og i live.

Man kan sige, at teksten fokuserer på, hvad vi befinder os i, frem for hvor vi er på vej hen. Om en uge fejrer vi Pinse, og dér kommer der bevægelse i det hele, hvor vi sendes af sted ud i verden med Guds kraft, Helligånden, for at sprede det glædelige budskab om Kristus til hele verden. Men i dag skal vi blive på stedet og lytte os ind til, hvad vi står i, det, som holder os oppe.

Der er en dyb intimitet i dagens evangelietekst. Teksten er fra Jesu sidste bøn, inden han bliver taget til fange torsdag før Påske. Vi kender alle til, når vi står i en afskedssituation – når vi selv skal ud at rejse eller når vi f.eks. skal sende vores børn ud i verden eller de flytter hjemmefra og skal stå på egne ben, – så plejer vi at samle op på de allervigtigste ting, der skal huskes: Har vi husket passet og rejsedokumenterne, eller har vi husket alle de ting, som børnene kan få med sig? Og så slutter vi gerne af med en bøn og et håb i forhold til dem, vi holder af: Kom nu ikke galt af sted, pas på hinanden, husk, hvad jeg har sagt til jer, husk, hvad der er det allervigtigste.

Sådan også med Jesu sidste bøn. Det er som om, han samler op på det allervigtigste, som vi alle skal huske, og derfor gentager han det om og om igen. Det sammenfattes helt til sidst i ordene: …”den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.” Husk det!, er det som om Jesus siger. Den kærlighed, som strømmer mellem Gud og Jesus, er vi indfældet i. Dvs. at Guds kærlighed ikke alene er med dig i dit liv og bærer dig oppe, Guds kærlighed er endnu tættere på: den er nærværende i dig. Også hjemme i stuen, eller hvor du befinder dig. I dine tanker, din krop, dit hjerte, sjæl og sind.

Du er i Guds kærlighed. Guds kærlighed er i dig. Tættere kan det ikke blive, og derfor er Gud dig helt nær, hvor end du er.

Når vi tænker efter, så taler vi utrolig meget om alt det, vi kan og skal gøre i vores liv, men vi er ikke så optagede af, hvad vi er i, står i, hviler i, som de mennesker, vi er. Det er det, Jesus vil gøre os opmærksomme på, med sin afskedsbøn for os: Husk, at I er i min kærlighed, siger han. I er i mig.

Vi kan være i så meget forskelligt: i affekt, i vores følelsers vold, i afmagt. Vi kan være i andres vold eller i nogens tjeneste. Vi kan være og hvile i os selv, og vi kan være ude af os selv. Vi kan være i sorg eller i glædesrus. Vi kan leve i jalousi og i had, vi kan leve i håbet og i lyset. Vi kan være i Kristus, og vi kan være i Guds kærlighed.

Det er så vigtigt, hvad vi hviler i, er i og trækker vejret i. At være i Kristus, at være i Guds kærlighed, det er at tro! Det er at give sig hen til, at hvor end du og jeg befinder os, så er vi i Guds kærlighed og trækker vejret igennem den. Der er ikke noget, du og jeg skal eller kan gøre i denne sag, for vi er allerede i dåben badet og indpodet i Kristus. Ej heller kan nogen eller noget ændre på dette, som Paulus også skriver så klart i sit brev til romerne: Intet kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus!

Husk det!, siger Jesus som det sidste til sine disciple og videre til os i dag. Min kærlighed skal være i jer, hvor end I befinder jer – også i det dybeste mørke og modgang - og I skal elske med den videre til jeres næste.

I Johannes Johansens salme, som vi skal hører om lidt, skriver han: ”Du bærer alt i kærlighed”.

Sådan er det at være i Kristus: Du bæres i kærlighed i liv og død og ind i evigheden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.