5. søndag efter påske


5. søndag efter påske d. 17 maj 2020  - Udskriv PRÆDIKEN
PODCAST: https://soundcloud.com/kalabas3000/5-sondag-efter-paske-fra-sthens-kirke

- ved sognepræst Karin Christiansen

”Så tilspørger jeg dig” siger præsten til de to, der skal vies, først den ene og så den anden: ”Vil du have den og den, som hos dig står, til din ægtehustru eller ægtemand?” Vil du elske og ære… og leve med hende - eller ham - i både medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad.”  

Sådan lyder ordene - til begge parter, og begge skal svare ja. Det er store ord. For livet kræver store ord.  

Jeg blev engang spurgt, af et ungt menneske, om det ikke var mærkeligt at bruge de store ord ved en vielse, i betragtning af den høje skilsmisseprocent. ”Til døden skiller jer ad – giver det mening, når halvdelen af alle ægteskaber opløses?”, spurgte den unge mand.  

Jeg kan huske, at jeg svarede ham, at livet kræver store ord. Og at ordene er udtryk for et ønske, ønsket om at holde sammen, og at kærligheden må være stærk nok – gennem hele livet, henover og på trods af, hvad der måtte komme på tværs af dette ønske. Og når det lyder i kirken, indebærer det også bønnen om, at noget, der er større end os, må bære med på vores liv og vore ønsker og håb til livet.  

Så: når vi elsker, bruger vi store ord. Så kan vi ikke nøjes med de små eller lave ord, eller laveste fællesnævner. Nej, når det er livet, der er på spil, så bruger vi store ord. Elske og ære, leve med hinanden i medgang og modgang, uanset hvad der kommer, og til døden skiller os ad. Og uanset, at vi ikke altid magter at leve op til de store ord – og vore forventninger til os selv. 

Når vi elsker bruger vi store ord. Men også når vi oplever noget som ryster os, eller vender op og ned på vores tilværelse: når vi møder den vi vil dele vores liv med, når vores børn kommer til verden. Når vi mister dem vi elsker.  

Så bliver vi nødt til, ja, vi kan ikke andet, end at løfte vores liv op, med store ord. Så gør vi tiden høj, ved en højtidelighed, som vi også gør det ved højtiderne, til påske og jul. Og markerer modsætningen til hverdagen.  

Ved højtideligheden løfter vi vores liv op, benytter ritualer og ord som er udarbejdet til netop den omstændighed vi står i, klæder os pænt på, som for, med hele vores fremtræden at fortælle, at noget særligt er på spil. Og det er et vigtigt element, dette med at fortælle.  

For ved højtideligheden fortæller vi hinanden, og bekræfter over for hinanden, at der er noget særligt på spil, som vi skal passe på og bevare. Vi bevidner over for hinanden, og over for Gud og verden, at det er alvor, at vi mener det.  

Men det er også en bevidnelse af vores søgen efter mening. Kirkegaard beskriver det som tegnet på menneskets adelskab, at vi kan beskæftige os med det tilkommende: ”var der hverken noget Tilkommende eller noget Forbigangent, da var Mennesket trælbundet som Dyret, hans hoved bøiet mod Jorden, hans Sjæl fængslet i Øjeblikkets Tjeneste. … Det at kunne beskæftige sig med det Tilkommende, er da et Tegn på Menneskets Adelskab.” Skriver Kierkegaard.  

At kunne beskæftige sig med det Tilkommende, altså med det, der vil komme til én, villet eller uvillet, det indebærer spørgsmål efter mening: hvad skal jeg? Hvor passer jeg ind? Er der en mening med mig?  

Og der har vi brug for de store ord til at sætte ord på vores inderste tanker og søgen.  

Dagens tekststykke fra Johannesevangeliet er også fuldt af store ord. Teksten, vi netop har hørt, kommer fra det, som kaldes Jesu ypperstepræstelige bøn, og kommer lige efter afskedstalerne, som han holder for disciplene, efter at de har spist sammen torsdag aften før påske. Og hvor han forsøger at forberede dem på, hvad der skal ske, når han ikke mere er iblandt dem.  

Og så følger altså den bøn som vi netop har hørt begyndelsen af. Det er en prægtig bøn, som så at sige sætter alt på et bræt. Fortæller om forbindelsen mellem det store og det lille. Mellem menneske og Gud. Som sætter os ind i den store sammenhæng med Gud og fortæller, hvad det er Gud vil have os til. 

I bønnen beder Jesus til Faderen om at herliggøre ham, ligesom han har herliggjort ham ved at fuldføre den gerning, han var udsendt for at gøre, nemlig at åbenbare Faderen for menneskene. Og han beder for os, for de mennesker som Faderen har givet ham, de mennesker som skal blive ved med at være i verden, mens han selv går bort, og beder Faderen om at holde os fast i hans navn, for at vi, altså mennesket kan blive ét med Faderen og Sønnen.  

Han beder altså om, at mennesket bliver holdt fast i fællesskabet med Gud. At vi bliver sat ind i den store sammenhæng med Gud, og at vi skal være elskede af Gud.  

Han ønsker, at den kærlighed som Faderen har elsket ham med, skal være i mennesket, og han vil selv være i os. ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. ”- siger han. Det er i sandhed store ord.  

Hans ord gælder, må vi regne med, disciplene som har fulgt ham og som skal fortsætte opgaven med at vidne om Gud i verden, når Jesus ikke længere er i verden. En verden som er fjendtlig, en verden som reagerer med forargelse og vrede over for evangeliet. Men der kommer jo nogle efter disciplene, som skal fortsætte deres opgave, og dem gælder ordene naturligvis også – de gælder altså også for os i dag.  

På tværs af 2000 år, kommer ordene til os, men hvordan lyder de så for os? Hvilket lys kaster de ind i vore liv? I en verden som ser helt, helt anderledes ud end i Palæstina for 2000 år siden.  

Mennesket søger efter mening, efter kærlighed og en plads i tilværelsen, hvor vi er del af et fællesskab og har en opgave. Men der er allerede en plads til os i fællesskabet med Gud. Og en kærlighed som bliver rakt os kvit og frit, uden at vi skal gøre os fortjent til den. Det eneste vi bliver bedt om er at række kærligheden videre, den kærlighed som vi selv har fået ganske gratis.  

Det med kærligheden og gaven, det kan vi ikke altid se – eller mærke, det ved jeg godt. Det er en almenmenneskelig erfaring, at livet kan synes sort og trist og ørkesløst. Som en ørkenvandring uden mål og mening, og alt kan synes fuldstændig meningsløst.  

Men det er en ligeså almenmenneskelig erfaring, at ind i det mørke, der kan lyset pludselig bryde igennem, fra et menneske som rækker hånden frem mod én. Og tø det frosne hjerte op, som solens stråler om foråret tør isen op. 

Når man holder en prisme op i solen, og lader den fange en solstråle, vil prismen bryde sollyset i de farver som det består af: rød, orange, gul, grøn, blå violet… sådan kan vi mennesker vel også være en slags prismer for Guds kærlighed.  

Gud valgte at komme til verden som sønnen, i mennesket Jesus, som havde den opgave at åbenbare Gud. At få mennesker til at erkende Guds væsen gennem ham. En overbydende kærlighedshandling, fordi han elskede os mennesker så meget, at han måtte forsøge at komme os nær, og vise os hvad vi er her for: at give kærligheden videre.  

Den kærlighed vi hver især har fået for intet, den skal vi give videre: ved at elske Gud og vores næste. At være prismer for Guds kærlighed, det vil sige: den kærlighed som strømmer gennem os, den skal vi sende videre, ja, sprede den i alle retninger til vore medmennesker. 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, 
Fader, Søn og Helligånd, 
du, som var, er og bliver, én sand treenig Gud,  
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen