4.søndag efter påske

4. søndag efter påske: Johannesevangeliet kap. 8 vers 28-36 - Udskriv PRÆDIKEN
PODCAST: https://soundcloud.com/kalabas3000/4-sondag-efter-paske-sthens-kirke

- ved sognepræst Mette Enevold

I skal være virkelig frie, siger Jesus i dagens evangelium. Jamen, vi har da aldrig trællet for nogen, svarede de dengang, og vi, der lever i dag, vil måske umiddelbart svare det samme: Vi har da aldrig trællet for nogen!

Jeg skal gøre jer virkelig frie, gentager Jesus.

Det er måske lidt af en mundfuld at sluge for os, der lever i et frit land med ytringsfrihed, religionsfrihed og personlig frihed til at leve og udfolde os hver især efter vores overbevisning og kunnen og givne muligheder. Vi er da virkelig frie, kan vi tænke. Og forleden på befrielsesdagen efter 2. Verdenskrig tændte vi lys for at huske på, hvor dyrebar friheden er, og at den ikke er en selvfølge.

Alligevel siger Jesus også til os: Jeg skal gøre jer virkelig frie. Hvad mon han mener?

I denne coronatid har vi måske et lidt bedre udgangspunkt for at forstå, hvad Jesus taler om, for det er for mange af os ikke frihedsfølelsen, der fylder for os, men snarere alle begrænsningerne for vores frie udfoldelse, som sætter sig i os. Vi skal holde afstand til hinanden, vi må ikke ses for mange sammen eller for tæt, og nogle må slet ikke være sammen med deres kære, men skal holde sig i isolation. Vi kan føles os så indespærrede med os selv, så ufrie og klaustrofobisk bundet af nogle forhold, som vi ikke kan ændre på.

Og måske netop i denne situation får vi mere blik for alt det, der styrer os – alt det, vi er afhængige af på godt og ondt – også i vores normale liv uden for coronatid. I skal være virkelig frie, siger Jesus. I vores daglige liv er vi måske slet ikke så frie, som vi går og tror. Vi er bundet af vores historie, det sted vi kommer fra, den familie vi er vokset op i. Vi er bundet af de opgaver, vi har. Og vi er forbundet og bundet af de mennesker, som vi hører til. Alt dette er jo med til at gøre os til dem, vi er. Det er godt, at vi ikke svæver rundt som frie fugle uden nogle bindinger. Der ligger en stor befrielse og frihed i at være bundet til noget og til nogen.

Tænk blot på noget af det største, vi kan opleve i livet: at elske og at blive elsket. Kærlighed sætter os fri fra os selv, vores egen selvkredsen og indespærrethed med os selv, og samtidig binder den os til det andet menneske – det kan være et barn, forældre, venner, ægtefælle, kæreste – og det kan være i næstekærlighed til et fremmed menneske i nød.

I skal være virkelig frie, siger Jesus. Den frihed, han vil skænke os, er netop kærlighedens frihed. Den frihed, hvor vi ikke skal trælle for noget som helst andet end at være bundet og forpligtet på at virke i kærlighedens tjeneste for vores medmenneske.

Jesus taler også om at være syndens træl. Det vil ikke sige at overtræde en gældende lov eller have særlige syndige lyster og tilbøjeligheder. Synd er mere grundlæggende. Det er at vende sig fra Gud og ikke ville have Gud med i sit liv. Det er at ville være sig selv og sin egen herre i både liv og død. Når Jesus siger, at han vil gøre os virkelig frie, så vil han netop befri os fra vores fangenskab med os selv og vores selvkredsen og egen selvberoenhed. Han giver os den virkelige frihed, som er at være bundet til kærlighed til Gud og næsten. Det er den frihed, hvor du og jeg ikke er alene med os selv.

Vi kan trælle for så meget, når vi lader andre magter, kræfter og idéer styre os og bemægtige os i sind og sjæl og i handlinger. Tænk selv efter. Det kan være jalousi, det kan være had og hævn, det kan være egoisme, det kan være frygt, det kan være ondskab, det kan være døden og meget mere, som vi lader os styre af og dermed træller for.

Når du og jeg lader os overvælde af mørkets kræfter, siger Jesus til os: Jeg gør dig virkelig fri af alle disse kræfter og magter. Du er mit elskede barn, og jeg binder dig til min kærlighed. Jeg gør dit liv nyt, giver dig mod og håb. Jeg skaber liv af døde – en verden grøn af grøde, som vi synger i salmen ”Det dufter lysegrønt af græs”, som vi skal hører om lidt. Da blomstrer evigt mit ord om kærlighed. Det er den virkelige frihed, som du kan både leve og dø på, for den sprænger alle ødelæggende kræfter og fører dig til opstandelseslivet.

Det er det, vores stærke alterbillede her i Sthens Kirke viser: Kristus sprænger alle tunge sten, der indespærrer os – selv dødens gravsten – og gør os virkelig frie i hans kærlighed.

Det gælder også for alle dine og mine tunge sten i denne coronatid. Han gør os virkelig frie, for hans kærlighed lader sig ikke begrænse. Den sprænger sig vej ind igennem din og min indespærrethed, og fylder os med livshåb og følgeskab. Du er ikke alene – det er den største befrielse.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.