Store Bededag

Store Bededag, fredag den 8. maj 2020 - Udskriv PRÆDIKEN 
PODCAST: https://soundcloud.com/kalabas3000/store-bededag-fra-sthens-kirke

- ved sognepræst Karin Christiansen

I dag er det Store Bededag. Den blev indført helt tilbage i 1686 af en biskop som ønskede at samle nogle af de mange bods - og bededage, som var indført efter 30 års- krigen, hvor befolkningen skulle faste og præsterne bede for fred. Det er altså en særlig dansk helligdag, og den falder altid 4. fredag efter påske.

Mange forbinder dagen med konfirmation. Og under normale omstændigheder ville der også i dag have været to konfirmationer her i kirken, med forventningsfulde unge mennesker i deres stiveste puds – og deres familier.

Men alt ikke er som det plejer at være. På grund af corona er der rigtig meget som vi må afholde os fra og udskyde, heriblandt forårets konfirmationer, både den i dag og den på Kristi Himmelfarts dag.

De kommer heldigvis på et andet tidspunkt, til september, men jeg kan godt forstå, hvis der er nogle konfirmander, der er skuffede over, at det ikke blev nu. Ligesom jeg godt kan forstå skuffelsen hos de mange unge som skal afslutte folkeskolen uden eksamen og sidste skoledags-fester, og meget andet.

For der er noget der ikke kommer igen. Noget der hører en bestemt alder eller tid til. Og det svære ved det vi står i lige nu er, at vi ikke ved, hvor længe alt det vi havde glædet os til eller plejer at gøre, skal være på hold.

Jeg tror, at mange, har bedt bønner om, at coronakrisen skulle gå hurtigt over, så livet kunne normaliseres igen - også jer konfirmander, hvis I sidder og kigger med nu- tilbage i skolen, til vennerne og fritidsaktiviteterne og så, ja, at konfirmationerne kunne holdes. Men det gik ikke bare væk og vi må vente en tid endnu.

Det er som om, at coronakrisen på den hårde måde, har mindet os om noget vi egentlig godt ved: at vi ikke styrer det hele selv. At vi er underlagt vilkår i verden som påvirker vores liv. Det har mennesker altid vidst, men det var nok mere tydeligt, mere virkeligt, på den hårde måde, i gamle dage.

Men nu oplever vi det så igen: os moderne mennesker, som på mange måder er vant til selv at styre, lægger planer langt ud i fremtiden, og kan hvad vi vil; nu er vi pludselig begrænsede i vores færden, planer er kuldkastet, sat på hold på ubestemt tid. Og det rammer særligt de unge.

Måske kan I unge, ja måske kan vi alle finde hjælp i bønnen. Men bønnen er ikke et tryllemiddel, og det ved vi også godt. Bønnen er afmagtens sprog. I bønnen beder vi om det vi ikke kan magte. Men bønnen er også et sprog for det vi ikke kan tale om.

For nogle år siden blev der joket med, at første maj, var erstattet af ”mig først”. En ironisk kommentar til tidens selvoptagethed, optagetheden af egne behov. Mig først. Ønskesedler der til forveksling ligner bestillingslister eller ordresedler – som ikke har meget at gøre med ønsker eller med at bede om noget.

Mig først – står i kontrast til bønnens sprog. Bønnen er altid en henvendelse: fra et jeg til et du. Den, der beder over for den, som bønnen er rettet til. Bønnen er derfor altid knyttet til et håb: om at der bliver lyttet – om bønhørelse, og bedes derfor også i tillid til, at der bliver lyttet.

Vi ved dog godt, at vi ikke altid får det vi beder om, langt fra. Men er det det samme som, at der ikke bliver lyttet? At vi ikke er blevet bønhørt? Man kan også spørge: ved vi altid hvad der er bedst for os? Det kan jo godt være, at vi beder om noget som ikke er godt for os. Og det, der kan virke som manglende bønhørelse, er måske i virkeligheden netop bønhørelse.

Det er faktisk det Jesus siger til disciplene i det tekststykke vi netop har hørt. Det kommer fra det man kalder Bjergprædikenen, som Jesus holder for disciplene, hvor han lærer dem forskellige ting som de skal lægge sig på sinde.

På det tidspunkt har han været rundt i hele Galilæa, undervist i synagogerne, prædiket evangeliet, og helbredt syge og lamme, og rygtet omkring ham er nået vidt og bredt. Og evangelisten Matthæus fortæller, at Jesus, da han ser de store folkeskarer som følger med rundt, går op på et bjerg og sætter sig sammen med disciplene – som for at tale et alvorsord med dem.

Det er ikke godt at vide, hvordan disciplene tænkte, og reagerede på alt det nye de oplevede sammen med Jesus. Helt almindelige mennesker var de, fiskere, som havde levet helt almindelige liv – men nu går de sammen med en mand som trækker et hav af mennesker efter sig.

Overvældende, omvæltende, må det have været for dem. Der kommer til at hvile et stort ansvar på dem, når han engang ikke længere skal gå sammen med dem, så derfor skal de forberedes godt.

Han belærer dem om mange ting, blandt andet om dom, at de ikke skal dømme andre. Han lærer dem at bede Fadervor. Og så kommer det stykke vi netop har hørt: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder, og den, som banker på, lukkes der op for.”

Bed. De skal bede, for så skal de få. Det er det disciplene skal lægge sig på sinde. Og han har endda givet dem den bøn de skal bede: Fadervor. Ske din vilje.

Ske din vilje, beder vi i Fadervor. Ikke: ske min vilje. Fadervor sætter på spidsen hvad bønnen handler om, og det er ikke, at min vilje ske, men at vi lægger os ind under noget, der er større end os, og accepterer det som ikke kan være anderledes.

For det er ikke sikkert, at vi får det vi beder om. Men når en mulighed lukkes, er der noget andet der viser sig, en anden dør, der lukkes op. Og det er det bønnen åbner for.

Bønnen gør noget ved os. Bønnen forandrer os, for når vi beder træder vi selv tilbage for at lytte – og giver dermed plads for at noget andet kan komme til.

”Bed, søg, bank på, så skal der gives jer, så skal I finde, så skal der lukkes op for jer”. Det er ord der lukker op. Beder vi ikke hinanden om noget eller beder med hinanden, forstener vi. Vi tier måske af frygt for at blive afvist og til grin.

Men kærligheden lever af tro og har brug for, at vi tør være synlige for hinanden, sætte ord på vore ønsker og vores længsel. Når vi beder, opbygger vi også et fællesskab, et tillidsforhold, til Gud – og til andre mennesker.

Det giver mod til at tåle, og at gå ud i livet med frit mod og tåle det, som kommer til os, det som vi ikke kan ændre. Velvidende, at Gud går med os, også i det der er svært.

I bogen ”det vigtige” som indeholder bønner af Martin Luther er der en bøn der hedder ”Find mig”. Her beder Luther til Gud, som det fortabte får, der er faret vild:

”nu hører jeg her, at du længes lige så meget efter mig, som jeg længes efter dig. Det plager mig, at jeg ikke ved hvordan jeg kommer til dig, hvordan jeg får hjælp. Men du bekymrer dig også om mig, og vil ikke andet, end at komme mig nær. Kom altså nu til mig, søg og find mig, så jeg kan komme til dig og love og takke dig i evighed.”

Luthers bøn minder os om noget som er vigtigt: og det er, at vi ikke er alene, og at vi ikke skal bekymre os om at bede på den rette måde, for at blive hørt af Gud.

Nej, og det er ikke nødvendigt at bede alenlange bønner.

”Hjælp mig” er nok, og så skal Gud nok høre os, søge os og finde os. Og lukke døren op for os.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
Du, som var, er og bliver, en sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.