3. søndag efter påske

Prædiken til 3. søndag efter påske, 3. maj 2020 - Udskriv PRÆDIKEN
LYT TIL SØNDAGENS PODCAST: 
https://soundcloud.com/kalabas3000/3-sondag-efter-paske-sthens
- ved sognepræst Karin E Christiansen

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

At gå mens vi asfalterer, eller mens vi brolægger, er udtryk som bliver brugt en hel del for tiden. Udtrykket betegner, at man er ude for noget som er nyt, noget som man skal navigere i samtidig med, at man finder ud af, hvordan man gør det, altså lægger det grundlag som man går på. Uden at vide om man gør det rigtige, om det ville være bedre at gøre noget andet; man bliver bare nødt til at handle.

Det er betegnende for den tid vi sammen går igennem lige nu: her i coronakrisen, hvor myndighederne og regeringen, som har ansvaret, skal træffe beslutninger om hvilken vej vi skal gå, på basis af den viden som indhentes lidt efter lidt – eftersom virussen er ny og ukendt også for eksperterne.

Jeg tror roligt, at vi kan gå ud fra, at Jesu disciple havde en følelse af at brolægge samtidig med at de gik, i perioden efter påske.

De er forfærdede, rystede i deres grundvold over det der er sket: for Mesteren, Jesus, som de havde gået sammen med og som de havde sat al deres lid til, var borte. Død og begravet, og nu også opstanden.

Og de er kun lige i gang med at begynde at fatte, hvad der er sket, hvad eller hvem Jesus var, og hvad det var de selv skulle gøre, ja, hvad deres opgave var i verden, nu hvor deres mester havde forladt dem. Ja, hvad skal de egentlig tro?

De er fyldt op af spørgsmål og tvivl. Hvad var det egentlig han sagde til dem før han gik bort?

Disciplene må som alle andre prøve at gribe tilbage i deres fælles erfaringer. Prøve at mindes det, de havde oplevet sammen med ham, og det han havde sagt til dem, for at prøve at finde mening.

Heldigvis viser Jesus sig for dem flere gange efter sin død, for at tale med dem og hjælpe dem til at forstå. Og for at minde dem om hvad det var han sagde til dem inden sin død, inden han gik bort.

Men hvad var det så han sagde? Torsdag aften inden påsken, hvor de sidder og spiser sammen for sidste gang fortæller han disciplene, at han går bort for at gøre en plads rede til dem i sin fars hus, og at han vil komme tilbage og tage dem med til sig, og så siger han, at hvor han går hen, derhen kender de vejen.

Disciplene, som tænker på menneskevis i tid og rum, forestiller sig at han går et fysisk sted hen, hvortil de så skal komme bagefter. Det afslører Thomas da han siger: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?”

Vi er vel tilbøjelige til at tænke på samme måde, at vi skal flytte os et sted hen, gøre noget særligt for at komme til ham. Søger og søger, men uden at finde vejen frem. Og man kan få tanken, at det ville være meget lettere med et kort eller en vejledning til at finde vejen.

Men Jesus giver ikke bare disciplene et kort så de selv kan finde vejen. Eller står ved vejen og peger og siger: ”gå den vej.” Nej, han er selv vejen, og svarer Thomas: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.”

Jesus er altså den vej de skal gå. Det lyder måske lidt kryptisk, men i de første årtier efter Jesu død hed kristendommen ifølge Apostlenes Gerninger: ”Vejen”, og de kristne var dem, der fulgte vejen.

Kristen tro har altså at gøre med bevægelse. ”Følg mig”, siger Jesus, til Simon Peter og de andre fiskere. ”Følg mig”, siger han til tolderen Levi. Og de rejser sig og følger ham, og går med ham.

Det er Jesus, der er vejen de skal gå, vejen til Faderen. Han er vejen, ad hvilken de skal nå frem til faderen, frem til faderens hus, for: ”ingen kommer til faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader.”, siger han.

Det er ikke sært, at Filip reagerer som han gør: ”Herre, vis os faderen, og det er nok for os.” Ja, hvis vi bare får udpeget målet, så vi kan se det klart og tydeligt, så vi kan gå den rette vej dertil – så er det meget nemmere for os – tror vi.

Den vej Jesus skal gå til Faderen går via korset, døden på korset. Disciplenes og vores vej til Faderen må da være gennem Jesus. Vi skal altså ”gå” Jesus for at komme til faderen, men hvad vil det sige?

Han siger det selv: den, der har set mig, har set faderen. Set i betydningen: erkendt eller indset. Men det er det samme som at tro.

Når vi går, altså når vi sætter den ene fod foran den anden, så bevæger vi os fysisk fra et sted til et andet. Der er en bevægelse.

Når vi har travlt og bare haster afsted, så tænker vi ikke så meget over vejen, andet end som noget tilbagelægger for at komme fra et sted til et andet. Men når vi har lidt mere tid, kan vi opleve at synke ind i vejen vi går.

Pludselig lægger vi mærke til noget andet, fuglene der synger, dufte og lugte af det vi går forbi, blomstrende buske og træer, en liflig duft fra en madbod, og vi lægger mærke til udsigter og mennesker vi passerer.

Og vi flytter os mentalt fra det fysiske, ja, det bliver en åndelig bevægelse, hvor vi erkender eller indser noget vi ikke før vidste.

Det samme kan man sige om det at have et forhold til et andet menneske, en tæt ven eller den elskede. Man sidder ikke bare isoleret for sig selv og elsker den anden. At have en kærlighedsrelation til et andet menneske er også at flytte sig sammen med den anden, så at sige at brolægge mens man går vejen sammen, den vej der er og bliver til det forhold man har sammen. Så lægger man sig ind i den andens hænder, i tillid til at den anden vil én det godt. Og erkender eller indser den anden som den der vil én det godt.

Når Jesus siger til disciplene, at han er vejen, og sandheden og livet, og at ingen kommer til Faderen uden ved ham, så betyder det, at de ikke skal sætte sig ned og vente på frelsen, vente på, at de bliver hentet bort til nogle himmelske boliger for at se faderen ude i en fjern fremtid.

Nej, de skal gå ud og leve deres liv, det liv der ligger lige foran dem og gøre det, der hører deres liv til, i tro på ham, hvilket vil sige at rette blikket mod ham, for Faderen er i ham, og han er i Faderen. Han er Gud, kommet i kød, tilgængelig i verden, for sine mennesker, som sønnen.

Og vejen til Faderen går gennem ham, gennem troen på ham, for den, der har set ham, har set faderen. Han er ikke vejviser. Han peger ikke væk fra sig selv, som profeterne og Johannes Døber. Nej, han siger: JEG ER vejen. JEG ER sandheden. JEG ER livet.

Der er altså en vej mellem Gud og mennesker. Den blev ”gået” da Gud blev menneske i Jesus. Da blev afstanden mellem Gud og mennesker fjernet, den afstand der gjorde, at israelitterne ikke kunne tåle at se Gud, ikke måtte sige navnet, men i Jesus er Gud er kommet os helt nær.

Så lad os da gå ud i livet og brolægge mens vi ”går” Jesus sammen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen