2. søndag efter påske

2. søndag efter påske: Johannesevangeliet kap. 10 vers 22-30 - Udskriv PRÆDIKEN
LYT TIL SØNDAGENS POTCAST: 
https://soundcloud.com/kalabas3000/2-sondag-efter-paske-sthens

- ved sognepræst Mette Enevold

”Giv mig ord til mit liv. Jeg mangler svar. Og jeg mangler spørgsmål.”

Således skriver Helle Søtrup i en af sine bønner. Den er meget kort, men den rummer det hele og kunne måske også være din og min bøn i denne tid.

Gud, giv mig ord til mit liv! Giv mig livskraft og livsmening, giv mig styrke og håb, også i denne coronatid, hvor vi hører så mange usikre ord, og selv kan miste ordene og orienteringen. Forvirringen kan synes så stor. Vi mangler svar på alt muligt i vores liv nu og her og ud i fremtiden. Og vi mangler måske egentlig også spørgsmål. Eller snarere mangler vi at stille de rette spørgsmål og rette fokus det rette sted hen, for måske at få øjnene op for et livgivende svar.

”Giv mig ord til mit liv. Jeg mangler svar. Og jeg mangler spørgsmål”. Det kan være en bøn, vi alle kan have brug for at bede i denne tid.

I dagens evangelietekst kan man også fornemme stor forvirring mellem ord, svar og spørgsmål. Jøderne omkring Jesus mangler svar og stiller spørgsmål til Jesus. Men måske er pointen netop, at de stiller spørgsmålet forkert og dermed ikke kan høre Jesu ord til dem. De kan ikke høre de ord, der er livgivende og livskraftige ind i deres tilværelse. De spørger kritisk, hvor længe Jesus vil holde dem hen, førend han klart og tydeligt vil sige dem, om han er Kristus eller ej. Og Jesus svarer dem, at han allerede har sagt det til dem, men at de ikke tror på ham.

Det er som om, de taler forbi hinanden – eller taler ud fra to forskellige verdener eller virkeligheder. Jøderne er så forhippede på at ville have en eller anden form for direkte klarhed og utvetydigt bevis, at de ikke kan se eller høre andet. Jesus siger derimod, at han allerede både har sagt det til dem og gjort gerninger, der viser dem det, men at de ikke tror og ikke hører det, han siger til dem. De hører ikke hans røst. De mangler svar, men de mangler også at stille de rette spørgsmål.

Vi kender det jo godt selv, at vi er så forhippede på at kunne måle og veje, bevise og sandsynliggøre, forstå og forklare, at vi måske ikke kan få øje på og øre for det vigtige og væsentlige.

”Giv mig ord til mit liv. Jeg mangler svar. Og jeg mangler spørgsmål.”

Vi har brug for at bede med på bønnen: Giv mig ord til mit liv. De sande og livgivende ord, der trøster og bærer os, også når vi ikke har svarene, og når vi ikke kan stille de rette spørgsmål, når vi hverken kan se eller høre. Giv mig ord til mit liv. Håbsord. Meningsgivende ord. Ord om livsmod og nærvær. Ord, der holder også i ensomhed og isolation og i disse svære tider.

Det var de ord, Kristus kom og vidnede om og lagde egen krop til i alt, hvad han sagde og gjorde og oplevede helt frem til påskemorgen. Det siges ligefrem, at Kristus var Guds ord til menneskene i kød og blod. Han var altså selv alle de livgivende ord, der er at sige til dig og mig. Han har selv været lige dér i vores liv, hvor du og jeg er. Det betyder, at han forstår dig, lider med dig, går foran dig, døde for dig, opstod for dig – og dermed vil være din opstandelse! Han går med dig på hele din vej.

”Giv mig ord til mit liv”, beder vi. Kristus svarer i dag med de livgivende ord: at vi er i Guds hånd, som ingen eller intet kan rive os ud af! Om vi har alle svarene eller ej, om vi stiller de rette spørgsmål eller ej. Om vi er forvirrede og frygtsomme eller ej. Vi er i Guds hånd.

Det er de livgivende ord, du og jeg får givet i dag, og lad os høre dem! Lad os tage dem til os. Lad os trøstes og styrkes ved de ord: at vi aldrig i evighed skal være det fortabte får i glemsel og mørke uden hyrde, for ingen kan rive os ud af Guds eller Jesu hånd. Han er med os indtil verdens ende, som det siges til os i dåben. Nede i døbefonten her i Sthens Kirke er hånden indhugget i stenen: Guds hånd, som favner os i liv og død og ind i evigheden.

Om et øjeblik skal vi høre nogle vers fra Jakob Knudsens salme: Se, nu stiger solen af havets skød. I det 6. vers lyder de stærke og livgivende ord: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn. I Guds hånd bliver vi skærmet og revet ud af dødens garn i alle forhold, så vi i stedet kan leve vores liv badet i opstandelsens lys.  

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.