1. søndag efter påske

Prædiken til 1. søndag efter påske - Udskriv PRÆDIKEN
LYT TIL PODCAST: 
https://soundcloud.com/kalabas3000/1-sondag-efter-paske-i-sthens-kirke

- ved sognepræst Karin Christiansen

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Det har vi lært af Victor Borge for mange år siden. Eller, måske har vi ikke ligefrem lært det af ham, for vi ved det jo egentlig godt, det rigtige ord er måske snarere, at han mindede os om det: at smilet er den korteste afstand mellem mennesker.

I denne tid, hvor vi skal stå sammen ved at holde afstand, er det i al fald tydeligt, at det er sådan det er, at selvom man skal vise hensyn ved at holde afstand, så er det smilet som bringer os tæt på hinanden.

For hvor kan man vise meget hensyn og opmærksomhed ved bare at smile og nikke til hinanden, selvom man står 2 m fra hinanden, eller går i en bue uden om den man møder på fortovet, på skovstien, eller i butikken. Måske ledsaget af en hilsen, et goddag eller et hej.

Smilet – det afvæbner, overkommer afstande, smelter hårde eller forfrosne hjerter, og får os til at slappe af. For når vi smiler så slapper vi af i ansigtet og kroppen, og byder de andre ind. Uanset om vi smiler til dem vi elsker, dem der er tæt på, eller dem vi ikke kender, men bare møder, ja, så virker smilet på samme måde: det nedbryder afstanden imellem os og lukker op, hvad der måtte være lukket i.

Men hvad der kan være let at tage imod, smilet og imødekommenheden fra den fremmede på gaden, det kan være som et bjerg at skulle over, hvis det kommer fra én man elsker og som man har svigtet. Afstanden kan simpelthen være for stor – på grund af en afgrund eller et helt bjerg, der er dynget op af skyld og skam, over noget der er sagt eller gjort, eller måske ikke gjort.

Den, der har prøvet det ved det, at så tager man ikke imod smilet, så vender man sig bort. Prøver at gøre sig hård over for det, der kunne tø isen op.

Simon Peter, en af Jesu disciple, har sådan en bagage med, som han ikke er særlig stolt af. Han er en af dem, der har været tættest på Jesus, og den der har været med længst af alle disciplene. Men alligevel ender han med at svigte Jesus, tre gange fornægter han ham.

Peter havde endda forsikret Jesus om, at han ville sætte sit liv til for ham, den aften inden påsken, hvor de sidder og spiser sammen for sidste gang. Og da Jesus siger, at han skal gå, vil Peter følge med ham, og siger, at han vil sætte sit liv til for ham. Men Jesus svarer: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale før du har fornægtet mig tre gange.”

Og det kommer til at passe. Inden hanen har galet næste morgen har Peter tre gange sagt, at han ikke kender Jesus. Ham som han ville sætte sit liv til for, har han ikke modet til at stå ved.

I den tekst vi hørte lige før møder vi Peter og Jesus i samtale. Det er kort efter påske og Jesus har vist sig for disciplene et par gange. Nu er han sammen med dem igen, for tredje gang, og spiser sammen med dem.

Efter måltidet spørger Jesus så Simon Peter om han elsker ham. Han spørger hele tre gange, og Peter bliver bedrøvet. Ham som netop havde sat sit liv til og gennemgået forfærdelige pinsler, for menneskenes skyld, han spørger om Peter elsker ham.

Det er klart, at man kan blive bedrøvet, hvis den man elsker kan blive ved med at spørge: elsker du mig? For så er det måske ikke så tydeligt, at man elsker. Det kan være derfor, at Peter bliver bedrøvet.

Men det kan også være, at Peter i virkeligheden inderst inde skammer sig, krymper sig, for det er jo ikke ret længe siden Peter vendte Jesus ryggen. Og uanset om Jesus ved det eller ej, så ved Peter det med sig selv, at han svigtede den han elskede - og hans samvittighed vil blive ved med at minde ham om det: ”du svigtede ham. Ham der satte sit liv til for os alle, ham svigtede du.”

Det er let at foragte Peter. At forkaste ham og hans opførsel som moralsk anløben. Men på den anden side, så er Peter også så menneskelig, at vi kan spejle os i ham - for han minder så godt om alle os helt almindelige mennesker, som ikke er særlig modige, og som godt kunne finde på at stikke halen imellem benene, når det begynder at blive ubehageligt, eller farligt. Ikke fordi vi er onde, eller meget dårlige mennesker, men fordi vi bliver bange.

Og blandt mennesker er dommen hård: vi dømmer os selv hårdt, når vi har været nogle krystere. Men vi dømmer også de andre hårdt. Slår måske hånden helt af dem.

Men det gør Jesus ikke. Han har ikke slået hånden af Peter. Jesus kunne vel have vendt sig mod en af de andre og bedt dem om at tage de opgaver som var til Peter. Men det gør han ikke. Det er ikke ligegyldigt for Jesus om Peter elsker ham. Peter er altså mere for Jesus end svigt og fornedrelse – Peter er stadig Peter, og et menneske som Jesus vil elskes af.

Og det viser han ved at bede Peter om noget: han giver ham en opgave: vogt mine får, vær hyrde for mine lam. I det at han giver Peter den opgave, ligger tilgivelsen, og med tilgivelsen: genoprettelsen af forholdet mellem de to. Jesus siger i virkeligheden til Peter: du er mere end dine fejl. Du er mere end dit svigt af mig. Du er bare et menneske på godt og ondt, og jeg elsker dig og har brug for dig.

Det er godt nyt for os. For det betyder, at der er en chance for os også, selvom vi ikke altid gør det vi bør, eller opfører os så godt som vi burde. Selvom vi kan finde på at krybe i et musehul, eller vende ryggen til, i stedet for at stå ved det vi tror på, eller dem vi elsker, så kan vi godt bruges alligevel.

Påskens budskab til os er, at Guds kærlighed til mennesket er så stærk, at han gik igennem både lidelse og død for vores skyld, og overvandt døden for at komme tilbage til os.

Og selvom vi fejler, og den ene gang efter den anden vender ham ryggen i fejhed, så bliver han ved med at stå der, og række hånden frem til os. Henover skylden og skammen som tårner sig op foran os, rækker han sin forsonende kærlighed, og viser os, at vi stadig hører til hos ham.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader Søn, og Helligånd,
Du, som var, er og bliver, én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen