Palmesøndags prædiken

Palmesøndag: Markusevangeliet kap. 14 vers 3-9 - Udskriv PRÆDIKEN

- ved sognepræst Mette Enevold

”Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige” siger de snusfornuftige omkring Jesus. De moralsk forargede. De, der håndhæver, hvad der er retfærdigt og rigtigt at gøre. De, der mener sig i deres gode ret til at overfuse og irettesætte kvinden.

Men her er noget meget større på spil end smålighed og selvretfærdig moralisme. Her kræves et større blik på tingene. Her er det nødvendigt at kunne se dybere og se bredere og se bag om den umiddelbare overflade. Se betydningen i det, der sker.

Sådan er det med alle påskens fortællinger. Hver og en er de så betydningsmættede, så for at kunne modtage dem, må man fordybe sig i dem. Derfor har vi 5 forskellige gudstjenester i påsken med hver deres temaer og fortællinger.

I dag er det Palmesøndag, hvor vandringen ind i påskedramaet begynder. Jesus har været på vej rundt i landet længe, men nu intensiveres hans vandring: han er på vej til Jerusalem for at holde påske, og han har forudsagt, at det bliver en vej, der fører til hans lidelse og død. Men han har også sagt, at han skal opstå tre dage efter. Det er en vej, hvor Jesus vandrer igennem mange sider af vores menneskeliv – gennem jubel, glæde, samvær, forræderi, skyld, svigt, hån, spot, smerte, lidelse og til sidst døden – men da han jo ikke kun er menneske, men kommer fra Gud til os, så ender vejen ikke med død, men med påskemorgens liv og lys.

Du og jeg inviteres med på Jesu vandring i denne påskeuge. Man kan sige, at han går med på vores menneskevej og viser os, at den vej også er Guds vej. Gud er med os. Og Guds vej ender ikke med død, men med opstandelse – med livets håb, med frelse, med håbet om, at det ender godt.

Palmesøndag kommer Jesus ridende til Jerusalem på et æsels føl, og han hyldes af folket med palmegrene. Deraf navnet Palmesøndag. Allerede her skal begivenheden tydes. Den er tegn på noget mere, end vi lige ser. Jesus kommer ridende som en fredskonge ydmygt på et æsel – ikke som en magtfuld verdslig konge på hesteryg med hele udstyret. Han kommer til folket, almindelige mennesker, ikke de fine og eksklusive. Dvs. at han kommer med Guds fred ind i alt det almindelige, der er vores. Ind i menneskelivet. Ind i vores glæde og lyse stunder, men også ind i vores skyld og smerte. Ind i alt det, vi bakser med – også i denne coronakrise-tid. Vi er med på hans vej, og han er med på vores vej med Guds fred.

Førend han ridder ind i Jerusalem, indledte han sin vej med at tage forbi Betania, hvor han sad til bords i Simon den Spedalskes hus. Pludselig kommer en fremmed kvinde ind og salver Jesus med den meget kostbare og ægte nardusolie. Forargelse og overfusning er den første menneskelige reaktion, der berettes om. ”Hvorfor ødsle sådan med olien?” – Pengene kunne være blevet brugt på de fattige!

Også her skal man se dybere og bag om det, man lige umiddelbart ser. Jesus tolker kvindens handling ved at sige, at hun nu har salvet Jesu legeme til hans begravelse. Kvindens handling var altså ikke en ødslende overflodshandling til hendes eget bedste – kvindens handling var en kærlighedsgerning! Hun gav sig hen til Jesus med alt, hvad hun havde at give. Hendes handling peger væk fra hende selv og har en dyb betydning, som er meget vigtigere, end kortsigtet forargelse og smålighed.

At ødsle med kærlighed er det største, man kan. Det skal kvinden huskes for. Den gerning peger hen på, at Jesu vandring mod sin lidelse og snarlige begravelse har samme drivkraft. Han gør det af kærlighed. Af Guds grænseløse kærlighed. Han giver sig hen for os. Han ødsler ud af Guds kærlighed ind i enhver krog af den menneskelige tilværelse – også i din og min tilværelse.

Om du sidder alene eller er sammen med de nærmeste, om du glædes eller er i sorg, om du er syg eller rask, om du oplever lidelse eller er befriet derfra, så går Jesu vej også ind til dig med Guds fred og Guds grænseløse kærlighed.

At ødsle med kærlighed er det største, man kan. Helt ind i den mørkeste krog og ned ad de mindste veje og stier. Det er det påsken handler om, at Jesus ødsler Guds fred og kærlighed ind i den mest fortabte krog af menneskelivet.

Og vi skal selv ødsle videre med kærligheden til vores næste på denne Palmesøndag, hvor vi begynder vandringen med Jesus på vejen ind i påsken.

Guds fred og kærlighed være med os alle.

Amen.