2. påskedag


Prædiken til 2. Påskedag - Udskriv PRÆDIKEN
- af Karin Elisabeth Christiansen

De seneste ti uger, ti søndage i træk, har der kørt en serie på DR 1: ”når støvet har lagt sig”. Jeg gætter på, at mange har fulgt med, og levet med, med de personer som vi er kommet tæt på undervejs. Mennesker, hvis liv kommer til at filtre sig ind og ud mellem hinanden, på grund af det terrorangreb som vi fra begyndelsen af er klar over vil komme, og som vi bliver vidne til halvvejs. 

Vi følger dem inden det angreb som kommer til at vende op og ned på deres tilværelse. Følger dem i deres almindelige liv, med dagligdags konflikter, genkendelige i al deres almindelighed. Små og store problemer. 

Men så kommer terroren, med død og ødelæggelse, og frygt. Skyderiet på restauranten på åbningsaftenen, døde og sårede overalt. Og bagefter: chok, sorg, angst og raseri. Og de mennesker som vi er kommet til at kende så godt før angrebet, ser vi nu forsøge at finde en retning, skabe mening i deres liv, sammen eller hver for sig. Ser dem forsøge at hjælpe hinanden, række ud efter hinanden og skabe orden og liv i kaos igen.

Sidste afsnit rullede over skærmen i søndags. Efterforskningen afsluttet, gerningsmændene fundet. Og ejeren af restauranten, Nikolaj, er tilbage på skuepladsen, i virkeligheden for at forsøge at afhænde restauranten, for hvem vil nogen sinde have lyst til at komme tilbage og spise der igen?

Men så får han besøg, af den lille pige, som overlevede skyderiet, og som han har forsøgt at hjælpe ved at fortælle hende, hvad det var der skete, for hun kunne intet huske selv. 

Hun kommer med sin mor, for at lave mad til ham, pizza. Og mens de sidder der og spiser sammen, kommer en kvinde ind for at lægge blomster for de døde, og for at tænde lys. Hun bliver inviteret til at sidde med, og inden længe begynder folk at komme ind. Og det forunderlige sker, at restauranten bliver fyldt igen, og igen summer af liv, og af samtale. 

Og restaurantejeren som havde set sin livsdrøm synke i grus, ser pludselig sin restaurant rejse sig igen, på grund af de mennesker, som kommer ind og sætter sig. Gør lige det stik modsatte af, hvad han havde troet: at ingen nogensinde ville sætte sine fødder der igen. Men det gør de, som en stædig insisteren imod volden og frygten og døden. 

Og ja, det er selvfølgelig fiktion, men den krise som menneskene i serien gennemlever, deres søgen efter mening, deres rådvildhed, men også deres rækken ud og vilje til fællesskab, er et meget godt billede på den virkelighed vi alle står i lige nu, med en epidemi, vi ikke havde troet mulig, og som på rekordtid har ændret vores samfund og vores omgangsform. Som har vist os, hvis vi skulle have glemt det, hvor skrøbeligt livet er. Og hvor dyrebart det er. 

Men som også har afsløret vældige kræfter i samfundet: en vilje til fællesskab og sammenhold, til at beskytte de udsatte og sårbare, og til at beskytte alt det vi har til fælles. Og hvor vi lige nu, midt i bekymringen for vore kære og for vores samfund, heldigvis også oplever et spirende håb på grund af alt det vi har gjort i fællesskab for at bekæmpe smitten. 

Og midt ind i alt dette kommer påsken så, med sit berusende glædesbudskab. I dag er det anden påskedag. Det er så at sige dagen derpå, efter den store festdag i går, påskedag. Glædesdagen, festdagen, hvor vi fejrede Jesu opstandelse fra dødsriget. Kristus er opstanden. Ja, men hvorfor er der så ikke mere glæde at spore i den fortælling vi netop hørte om opstandelsen? 

Os, der kender fortællingen, som ved hvad meningen er med det hele, vi ved at det er en glædelig begivenhed. Men de mennesker som vi hører om i dagens fortælling, de står midt i det, og kan ikke se sig ud af det. De har lige været vidner til noget, som har kuldkastet deres drømme og håb. Alt hvad de havde håbet på og set frem til i ham de havde fulgt, deres elskede Mester, Jesus, var styrtet i grus, for han var blevet slået ihjel. De havde selv set det, set ham blive hånet, slæbende sit kors hen til Golgata, set ham blive sømmet fast til korset og hejst op. Hørt de hånende tilråb, set ham udånde på korset. 

Maria Magdalene er den første ved graven påskemorgen, hende der ser, at stenen er væltet fra og som løber hen til Simon Peter og den anden discipel og fortæller, at Herren er flyttet fra graven. Det er det hun tror. At nogen har flyttet ham. Og de to, opskræmte, løber så hurtigt de kan derud for at se om det kan være rigtigt. Og konstaterer, at linnedklæderne, som havde været viklet om Jesu legeme, ligger derinde. Og også klædet som han havde haft over hovedet, ligger sammenrullet derinde. 

Hvad mon de tænker? Vi får kun at vide, at den ene af dem, yndlingsdisciplen, så og troede. ”Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde”, forklarer Johannes. Og så går de hjem igen. 

Det er nok ikke urimeligt at tænke, at de er i en choktilstand, paralyserede, efter de seneste dages begivenheder. Sorgen over tabet af Jesus har lammet dem. Alt er styrtet sammen om dem. Hvad skal de tro og hvad skal de tænke? Hvem var han? Hvad har alt dette betydet? Og så nu dette. De går lige forbi Maria som står udenfor ved graven og græder. Hendes fortvivlelse er til at forstå. Hun har mistet den hun elskede. Som tidligere prostitueret havde hun levet som udstødt, men hun havde fået livet skænket igen i mødet med Jesus. Nu er han væk. 

Men det er hende Jesus viser sig for, midt i hendes fortvivlelse, er han der. Hun genkender ham ikke først, tror, at det er havemanden der står der, men så siger han hendes navn, og hun genkender ham. 

Forstanden ser kun den tomme grav og ligklæderne. Kun troen kan holde det ud – se livet og høre ordet. Dietrich Bonhoeffer, den tyske præst og modstandsmand som sad fængslet i Berlin under anden verdenskrig i næsten to år, og som blev henrettet i april 1945, skriver i et af sine breve til vennen Eberhard: ”at leve på opstandelsens grund – det er jo påske.” Det er hans tolkning af påskens budskab: at vi kan og skal leve på opstandelsens grund. Jeg tror, at det er det Maria opdager. At hun nu må, ja - skal leve på opstandelsens grund.

For efter Jesu opstandelse har døden mistet sin betydning, hvilket ikke betyder, at vi ikke skal dø. Det skal vi, vi skal heldigvis ikke leve for evigt. Men vi kan så at sige leve med opstandelsen i ryggen, som en begivenhed der er sket for os, som giver håb om nye begyndelser, der hvor vi kun kan se håbløshed, og liv, hvor der før kun var død. 

Bonhoeffer vil sige, at det kristne opstandelseshåb kaster mennesket tilbage på det liv vi lever med hinanden, i fællesskabet med hinanden – og med ham. Med troen på at livet kan springe ud, der hvor alt ser ud til at være tabt. Det er det Maria opdager, da han viser sig for hende. At han stadig er der, og ikke har forladt hende. Og at hun skal fortsætte med at leve sit liv i denne verden, sammen med de andre. 

Det fortæller os, at vi må leve vores menneskeliv med opstandelsen som fortegn. Og det vil sige i fortrøstning og håb om, at livet fortsætter og nye begyndelser vokser frem, hvor alt håb syntes ude. Og når vi, indkrogede i os selv på grund af bekymring eller angst, ikke kan se vejen ud, så er han der og rækker os hånden, kalder os ved navn, som han kaldte Maria ved navn. 

Og vi kan atter rejse os og gå ud i livet igen, tage det tilbage, og bygge op i fællesskab hvad der måtte være tabt. Som vi ser det for tiden, hvor fællesskaber skyder op, og hjælpende hænder rækkes frem der hvor der er brug for hjælp, med indkøb, pleje og omsorg. Det er påske, i vores menneskeliv, og det giver os håb og tro for vores fælles fremtid. Glædelig påske!

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, 
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var er og bliver, 
én sand treenig Gud, 
højlovet fra første begyndelse,
nu og i al evighed. 

Amen