Langfredag

Langfredag: Lukasevangeliet kap. 23 vers 26-49 - Udskriv PRÆDIKEN

- ved sognepræst Mette Enevold

 At ødsle med kærlighed ind i selv den mørkeste krog af vores liv: det er hvad påsken handler om. Men i dag på Langfredag, hvor vi hører om, at Jesus bliver korsfæstet, da er mørket virkelig så tæt af både hån og vold og hævn og lidelse, at det kan være svært at se, hvor der bliver plads til at ødsle med kærlighed.

Det er ikke ligefrem det, der umiddelbart lyser ud af hele beretningen. Hvordan overhovedet påstå sådan noget, at det handler om kærlighed ind i den mørkeste krog. For hvor er kærligheden overhovedet henne i hele denne dystre fortælling om lidelse og død? Hvor er Gud egentlig henne?

”Alle de, som kendte ham,… stod og så alt dette på afstand” slutter teksten. Stod og så alt dette på afstand. Ligesom os selv, der er på flere tusind års afstand af det skete, og som også her i coronatiden sidder hver for sig på afstand af hinanden og af kirkens fællesskab.

Dengang og i dag står vi på afstand af hele denne Langfredags-beretning og ser det hele på afstand. De gjorde ikke noget dengang, blandede sig ikke, stoppede det ikke, men så til. Kiggede på. Ligesom vi ville have gjort, og som vi gør i dag. Og vi tænker måske: hvad har det egentlig med mig at gøre?

Dertil siger evangeliet: Det har uendelig meget med dig og mig at gøre, at Gud vil ødsle sin kærlighed ind i den mørkeste krog af vores liv – også når vi står på afstand og ser på. For derinde i centrum af al smerten og volden og døden, derinde på kamppladsen hvor mørket hersker, derinde hvor vi helst vil flygte fra at være, der hvor vi også selv kan befinde os i løbet af vores liv, netop dér er Jesus. Han løber ikke bort, han slår ikke tilbage, han gengælder ikke alt det onde med at gøre ondt. Han nægter ikke at gå hele vejen ind i mørket for at bane vej for dig og mig igennem det. Det er for dig og mig, han gør det. For ikke at stå på afstand af os og vores mørke.

Og hvor er Gud henne i alt dette? Han er lige midt i det alt sammen, for han handler igennem Jesus. Han er i ham. Jesus kommer fra Gud og viser, hvem Gud er i verden hos os. Og hans hovedopgave er at ødsle Guds kærlighed ind i den mørkeste krog af vores liv og død.

I teksten fra Lukasevangeliet, som vi hører i dag, siger Jesus tre korte sætninger, mens han hænger på korset. Tre korsord, som de kaldes. De kommer midt ind i al tumulten af råben og skrigen og spot og smerte. Midt i al mørket ødsler han Guds kærlighed ud – altså også her, hvor alt synes håbløst og Gudsforladt. Midt i blodrusen, råheden og fejheden åbner han et andet rum 3 gange. Et rum af tilgivelse og samhørighed, hvor Gud er med, hvor Gud er nær.

Det første ord er: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Hævn- og voldsspiralen brydes her, og Guds nærvær i tilgivelsen er en stærkere magt og kraft.

Det andet ord er: ”I dag skal du være med mig i Paradis.” Dødens adskillelse og dybe ensomhed modsiges, og samhørigheden med Gud og næsten er stærkere.

Det tredje ord er: ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.” I Guds hænder er der tryggest at være både i livet og i døden.

Disse tre gange ødsler Jesus Guds kærlighed ind i hele dette ellers håbløse og lidelsesfyldte Langfredagsmørke, og det er også sagt til os i dag, og til dig, der måtte sidde derhjemme og opleve ensomhed, lidelse og sorg. Det er helt ind også i dine og mine mørke kroge, også på vores lidelses dag, at Kristus forkynder tilgivelse og samhørighed med ham.

Han går hele vejen med os, selv i døden, hvor han også ødsler Guds kærlighed ind i hver en krog.

Her på Langfredag har vi ikke blomster på alteret eller tændt lys i stagerne. Men vi har tændt et vågeblus i kirkens lysglobe. Det er for netop på denne dag at huske på, at Kristus er os nær med Guds kærlighed selv der, hvor livet går under.

Guds kærlighed være med os alle.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.