Bibelord med refleksioner

 

”Frygt ikke, tro kun.” (Markusevangeliet kapitel 5 vers 36) - Download

I denne tid har vi særligt brug for at dvæle ved Jesu ord: ”frygt ikke, tro kun”. Der er så meget, der kan få frygten til at tage sit tag i os, så vi ikke kan se og høre andet. Fotos af coronavirus bombarderes vi med alle steder, så det også blander sig i vore drømme om natten og sætter sig på vores synsevne, så vi ikke kan få øje på andet.

”Frygt ikke” sagde englen julenat til hyrderne. ”Frygt ikke” sagde englen ved graven påskemorgen til kvinderne, og ”frygt ikke” sagde Jesus, da han var opstået fra de døde. Og i Markusevangeliet, hvor der fortælles om synagogeforstanderens lille datter, som ligger for døden, modsiger Jesus angsten og afmagten med ordene: ”Frygt ikke, tro kun.”

Det kristne budskab er netop til os alle, når vi står også i de svære krisesituationer, at vi ikke skal lade frygten vinde, men i stedet holde fast ved troen på, at der er noget endnu større og vigtigere, som bærer os i vores liv, og som er med os: Det er Guds livgivende kærlighed. Og den hører aldrig op. Den kan selv ikke frygten ødelægge.

Jesus rækker Guds kærlighed til alle de mennesker, han møder, som står midt i krisesituationer med sygdom og død, og han siger: frygten hjælper ikke her! I stirrer jer blinde på den. Og den ødelægger jer. Derimod giver troen jer håb og mod om, at Guds kærlighed vinder, og at livet opstår også i de mest svære og mørke stunder.

 ”Frygt ikke, tro kun.”

(Skrevet af Mette Enevold)

 

27.03.2020

”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden”. 
(Første Korintherbrev kapitel 13 vers 13) - 
Download

Ingen kan bære sig selv. Prøv selv. Ingen kan løfte og bære sig selv helt fysisk, og ingen kan heller bære sig selv igennem livet i bredere forstand. Det er der nok mange af os, der bliver mere opmærksomme på i denne tid, hvor vi må holde afstand til hinanden og mærker savnet af kontakten til hinanden. Savnet af et håndtryk eller et knus eller en trøstende favn, når vi er kede af det.

Vi bliver mere klar over, hvor afhængige vi er af andre, der bærer med på vores liv – både når vi er glade, og når vi er kede af det, både når vi er taknemmelige for alt det gode, vi får skænket i livet, og når vi mister et elsket menneske eller mister livshåb og mod.

Vi kan heldigvis bære med på hinandens liv i denne tid via diverse sociale medier, så vi holder afstand samtidig, og vi kan kollektivt bære med på hinandens liv og bære med på sundhedspersonalets virke ved at holde afstand. Men de, der sidder helt alene og isoleret, eller de svage og syge som ikke må have fysisk kontakt med omverdenen og heller ikke kan betjene de sociale medier, dem må vi ikke glemme. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at finde veje til at bære med på deres liv også.

Ingen kan bære sig selv. Det er en gammel sandhed, som også Paulus skriver om i sit brev til Korintherne. Han skriver, at det som kommer før alt andet, det som er grundlaget for alt, og som aldrig hører op: Det er kærligheden. Paulus skriver om Guds kærlighed, for vores menneskelige kærlighed kan komme til kort, den kan ruste, den kan ændre sig, og den kan ikke tåle alt og udholde alt.

Det kan Guds kærlighed. Den bærer os alle i liv og i død og til liv igen. Den hører aldrig op.

”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden”.

 

(Skrevet af Mette Enevold)

 

26.03.2020

Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke (Johannesevangeliet kapitel 1 vers 5) - Download

Vi bliver bombarderet med store ord hele tiden, som en konstant påmindelse om den situation vi står i: undtagelsestilstand, usædvanlig situation. Danmark lukket ned. Og så krise. Krise, krise, krise, coronakrise, økonomisk krise, samfundskrise. Og billedet af coronavirussen dukker op over alt, som bagtæppe for nyhederne på TV, i aviser og på digitale medier.

Ordet krise er ikke et ord vi tit bruger. Det er reserveret til de virkelig alvorlige situationer, som den vi står i nu.

Ordet Krise betyder: adskillelse, strid, afgørelse og bedømmelse.

Når man står i en krise er der ofte tale om, at man må skelne mellem synspunkter, at man må tage en beslutning, altså afgøre sig for noget, skille det ene fra det andet, for at finde en vej gennem mørket. Måske stride sig gennem mørket. På en måde er det der vi står nu. Vi skal stride os frem, skille det ene fra det andet, træffe beslutninger. Jeg ved godt, at det er en myndighedsopgave at træffe de store beslutninger – men vi bliver jo alle bedt om at bidrage. Det er os alle sammen, der skal sørge for at det bliver til noget, sammen. Træffe afgørelser, finde nye måder at være sammen på. Finde vej.

Men vi reagerer meget forskelligt på det vi får at vide: nogle går straks i gang med at handle, mens andre går i stå, og føler sig afmægtige overfor alt det der sker. Bliver bange for om man nu gør det rette….

Men: hvis vi taler med hinanden om det, der er svært, om det, der bekymrer os, om mørket, så laver vi en vej sammen, gennem mørket. Vi træder en sti gennem det ubetrådte land. Og når vi går ind i mørket sammen, opdager vi, at vi kan se, selv der hvor vi ikke troede, at vi ville kunne se. For selv i mørket er der lys. Selv et ganske lille lys kan lyse et stort og dunkelt mørke op - som når det lille stearinlys lyser den mørke stue op om aftenen, eller en mørk vintermorgen.

”Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Ordene lyder i begyndelsen af Johannesevangeliet, og de handler om Jesus, som kom til mennesket som verdens lys. ”I ham var liv, og livet var menneskers lys.”, (vers 4). Og mørket prøvede af alle kræfter at gribe ham, tage ham, kule ham helt ned, slukke lyset. Men mørket kunne ikke gribe ham. Og mørket har aldrig kunnet vinde over lyset.

Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.”

(Skrevet af Karin Christiansen)

 

25.03.2020

”Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer” (Første Petersbrev kapitel 5 vers 7) - Download

Det er en del af det at være menneske, at man bekymrer sig. Især at man bekymrer sig for sine kære. Forældre erfarer med tiden sandheden i vendingen: Små børn = små bekymringer, store børn = store bekymringer. Det er en del af det at være forældre, at man bekymrer sig for sine børn, og at man fortsætter med det hele livet, også når de bliver store og voksne. For det betyder, at vi har omsorg for hinanden, og at vi kerer os om hinanden. Sådan gælder det i enhver nær relation i familien og blandt venner, men sådan gælder det også i den bredere sammenhæng, i det større fællesskab på samfundsplan, som vi oplever det i denne tid.

Tænk, hvis vi ikke bekymrede os om hinanden. Så ville vi jo være ligeglade med hinanden, og det ville være en forfærdelig verden at leve i! Så bekymring for hinanden er en livsvigtig del af menneskelivet.

Men bekymringerne kan også vokse sig for store, så vi ikke kan være i os selv. Både bekymringerne for vores kære, men også de mere ukonkrete og uhåndterlige bekymringer som en altomfattende bekymring for fremtiden eller for hele landet eller for hele verden eller for klimaet. Ligeledes gælder det alle de bekymringer, som vi vender indad, når vi bekymrer os om vores eget værd, om vi er gode nok, om der er plads til os, og om vi kan klare at bære det alt sammen helt alene.

Det befriende budskab til os er, at vi netop ikke er alene med alle vores bekymringer. Vi kan kaste al vores bekymring på Gud, for han har omsorg for os. Vi kan lægge det hele over på ham. Han glemmer os ikke, for han har omsorg for sit elskede barn – dig og mig. Han bærer med i vores liv indtil verdens ende, som det blev sagt til os i vor dåb. Vi er ikke alene med vores bekymringer.

 

(Skrevet af Mette Enevold)