Prædiken til Mariæ Bebudelses dag - søndag den 29. marts 2020
- ved sognepræst Karin  Christiansen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.”
Lukasevangeliet 1,46-55
”Intet er umuligt for Herren!” 
Mod til at tåle. Mod til at holde ud. Styrke til at håbe – på trods.
Foråret er hos os med liv og sol og lys. Dagen er længere end natten nu. Ved forårsjævndøgn den 20 marts var dag og nat lige lange, men dagen er nu rykket fra natten. Dagen og lyset har vundet.
Samtidig med glæden over forårets og lysets komme, tæller vi ned til påsken. Allerede næste søndag fejrer vi palmesøndag, optakten til påskeugen, med Jesu indtog i Jerusalem. Men inden da ligger denne søndags fejring af Mariæ Bebudelsesdag: dagen hvor Maria modtager beskeden om, at hun skal blive gravid og føde Guds søn – og give ham navnet Jesus.
Tidligere lå Mariæ Bebudelsesdag ikke på en søndag, men var lagt fast den 25 marts. Ni måneder før Jesu fødsel. Efter helligdagsreformen i 1770 blev dagen imidlertid lagt på den femte søndag i fasten, og kom dermed til at ligge som indgangen til påskens lidelse, død og opstandelse.
Det sætter denne dag og Marias lovsang i relief: lovsangen, hvor den unge kvinde takker Gud for det under der er overgået hende, at hun skal blive med barn og føde hans søn. Marias umiddelbare glæde over at skulle være mor – bliver sat over for påskedramaet, hvor hendes søn, Guds søn, skal gå igennem lidelse og død, men også hentes op igen fra dødsriget til de levendes land. Det er det vi kigger frem mod, det er så at sige bagtæppet for teksten, for vi ved jo at det ligger forude.
På alle måder er der et voldsomt sammenstød mellem modsætninger her: der er lys og styrke og det at få livet, i fejringen af Mariæ Bebudelsesdag. Og mørke, lidelse og afmagt, og det at give livet, i fejringen af påsken.
Den kontrastfyldte spænding fortættes og forstærkes i Marias lovsang: det mægtige fødes i det svage, det høje forener sig med det lave. Der er vendt op og ned på alt.
Men det er vigtigt at holde fast i, at Maria bare er en ganske almindelig ung kvinde, ikke rig, ikke af fornem slægt, ikke noget særligt, men et helt almindeligt menneske. Som altså ikke desto mindre er udvalgt af Gud til at være mor til hans søn. Det umulige sker: det mægtige fødes i det svage. Det høje forener sig med det lave. Det umulige bliver til virkelighed.
Det er en omkalfatring af alle værdier. Alt er vendt op og ned. Det er det samme, der er på spil i fortællingen fra det gamle testamente om Abraham og Sara, som er barnløse, og langt ude over den tid hvor de kan få børn ad naturlig vej. Også de bliver lovet, at hun skal føde en søn. Men Sara tror ikke på det, for det er jo en umulig tanke. Men Gud siger til Abraham: ”Intet er umuligt for Herren! Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage, og så har Sara en søn.”
”Intet er umuligt for Herren!” – og ”Hvad der er umuligt for mennesker er muligt for Gud!” Kristendommen rummer et overflødighedshorn af billeder og fortællinger, der åbner for nye perspektiver, hvor vi mennesker alt for ofte lukker af med et: ”det kan ikke lade sig gøre” eller: ”det er umuligt” eller: ”alt håb er ude”. Der giver kristendommens fortællinger et andet perspektiv. Kristendommen er fuld af håbs-fortællinger og mod-fortællinger. Evangeliet om Jesus Kristus er en håbs-fortælling og en mod-fortælling. Mod forstået på to måder: som en fortælling, der går imod vores – menneskets – alt for snævre og jordbundne betragtninger, imod død og det mørke som vi kan føle truer vores liv… men også som en fortælling der kan give os mod.
Mod til at tåle. Mod til at holde ud. Styrke til at håbe – på trods.
Det er ikke sikkert, at vi tænker over det hver dag. Men indimellem bliver vi mindet om det: hvor stor en gave livet er, men også hvor skrøbeligt det er. Og hvor skrøbelige vi er. Vi bliver mindet om det, når et lille barn kommer til verden: når vi venter på, at barnet skal komme, og når det endelig kommer - for så blander glæden og taknemmeligheden over at være vidner til det nye liv, der er kommet ind i verden, sig med noget andet: nemlig angsten for, at noget kan gå galt, at sygdom og død kan ramme én selv, eller barnet. Eller angsten for ikke at slå til som forælder, for ikke at gøre det godt nok.
Også i denne tid, hvor mange er bekymrede på grund af den epidemi, som har rystet hele verden, mærker vi det. Så kommer det pludselig helt tæt på. Bekymringen for, at der skal ske noget med dem vi elsker. Børn, forældre, bedsteforældre og alle de andre vi har tæt på og er forbundet med.
Så har vi brug for mod til at tåle. Mod til at holde ud. Og vi har brug for fortællinger, der taler imod mørket og døden. Imod kriser og modstand som truer med kaos, og hvor den normale samfundsorden er sat ud af kraft, har vi brug for at sætte ind med noget, der kan skabe normalitet og struktur, men også for at lytte til stærke håbs- og modfortællinger, som kan præsentere os for andre billeder end dem vi dagligt bliver konfronteret med, og som nærer vores frygt for kaos.
Fortællingen om fødslen om barnet er en sådan håbs-fortælling. Og fortællingen om, at det er den unge kvinde, mennesket Maria, der skal føde Guds søn. Og at Gud henter sin søn op fra dødsriget, tilbage til livet, hvormed livet sejrer over døden – det er en håbs-fortælling, og en mod-fortælling. For det er fortællingen om, at livet sejrer over døden. At dødens magt er brudt.
”Hvad er meningen?” Vil nogle sige. ”Vi skal jo dø, vi lever jo ikke evigt. Så hvad er det for noget sludder, at dødens magt er brudt?”
Ja, det er rigtigt, at vi skal dø. Det er et vilkår vi mennesker deler med alt levende. At dødens magt er brudt betyder ikke, at døden er afskaffet, men at Kristus har taget magten fra døden. Og det evige liv betyder ikke, at livet bliver ved, hvilket også ville være en uudholdelig tanke, at vi aldrig skulle bort herfra. Nej, det betyder, at det har evig betydning til trods for døden.
Dietrich Bonhoeffer, den tyske præst og modstandsmand som sad fængslet i to år fra april 1943-45 og som blev henrettet d. 9 april 1945 for delagtighed i attentatet mod Hitler i 1944, skriver i bogen ”Min tid er i dine hænder” et essay. ”Ti år er gået” hedder det, og her skriver han til venner og medsammensvorne om de ti år, der er gået siden nazisternes magtovertagelse. Han skriver blandt andet om optimisme: ” Optimismen er i sit væsen ikke en anskuelse af den nuværende situation, men derimod en livskraft, en håbets kraft, hvor andre resignerer, en styrke til at holde hovedet højt hævet, når alt ser ud til at gå galt, en styrke, hvormed man kan bære slagene, en kraft, som aldrig overlader fremtiden til modstanderen, men selv gør krav på den. Der findes ganske vist også en dum og fej optimisme, der burde forbydes. Men optimisme forstået som vilje til fremtid skal ingen foragte, heller ikke, selv om den tager fejl hundrede gange. Optimismen er det sunde ved livet, (…). Der findes mennesker, som regner det for ualvorligt, og kristne, der regner det for ufromt, at håbe på og forberede sig på en bedre jordisk fremtid. De tror på kaos, uorden, på katastrofen som meningen med de nutidige begivenheder og trækker sig tilbage i resignation eller from verdensflugt fra ansvaret for livets fortsættelse, for det nye, som skal bygges, for de kommende slægter. Kan hænde at dommedag begynder i morgen. Da lægger vi gerne arbejdet for en bedre fremtid for os. Men ikke før.”
Det er stærke ord. Håbefulde ord. Om optimisme som håbets kraft, som vilje til fremtid. Som vilje til at kæmpe for livet og for at bygge nyt op. Fra en mand som sad fængslet og var fuldstændig klar over, hvad det kunne ende med for ham. Ja, vi skal dø, og vi ved ikke hvornår. Men der er forskel på om vi anskuer livet som et ”styrtløb mod døden” som Heidegger ville udtrykke det, eller om vi med Hannah Arendt anskuer livet på fødslens eller den nye begyndelses vilkår.
Vi lever kun én gang, og hvert eneste øjeblik i vort liv har evig betydning. Evigheden er livet her og nu. Og livet er fuldt af nye begyndelser. Det ved vi også af egen erfaring. Alle har vi prøvet at stå i noget som føltes som enden på en vej, eller et forhold, og så alligevel opdage, at nye veje byder sig til, nyt liv dukker op. Som når solen bryder igennem efter lang tids mørke eller overskyet vejr. Som når forårsblomster bryder gennem den kolde og hårde jord i januar måned. Som når et forhold mellem to, som syntes fuldstændig nedfrosset og dødt, pludselig tør op og åbner sig igen. Det er også nye begyndelser, nyt liv, hvor der var øde og mørke.
Det bliver vi nødt til at holde fast i, særligt i denne tid, hvor alt er vendt på hovedet, og vi er frarøvet den kontakt vi normalt har til hinanden, frarøvet vores normale liv. Finde nye veje sammen, men på afstand. Sammen betræde nye stier i det der kan synes som mørke og kaos. Og med Marias lovsang holde fast i underet: at liv og nye begyndelser opstår, også der hvor man mindst venter det, og selv når det ser umuligt ud. Det er det håb evangeliet om Jesus Kristus rækker os, lige til at tage imod.
Amen