Prædiken til påskesøndag - læs/udskriv PRÆDIKEN
- af sognepræst Karin Elisabeth Christiansen  

Denne er dagen, som Herren har gjort, den skal hans tjenere fryde. Op han i dag lukked Himmerigs port, så skal hver søndag det lyde; thi i dens hellige timer herlig af graven opstod Guds Ord, nådig fra Himlen Guds Ånd nedfór. Ved I nu, hvorfor det kimer?  

Sådan lyder det i en af Grundtvigs salmer om gudstjenesten – om hvorfor vi holder gudstjeneste om søndagen. Denne er dagen, lyder det, nemlig søndag, som er den dag, hvor vi holder gudstjeneste og hvor de første kristne også holdt gudstjeneste: på Herrens dag, søndag, eller solens dag. Den første dag i ugen. 

I skabelsesberetningen i det gamle testamente hører vi om hvordan Gud Herren skabte universet, månen, solen, stjernerne, jorden og alt hvad der er på jorden: planterne, dyrene og til sidst mennesket. I seks dage skabte han, og på den syvende dag hvilede han efter alt sit arbejde, på sabbatten, for shabat, betyder syv. Og den dag skulle holdes hellig. 

I den moderne ugekalender er det søndag, der er den sidste dag i ugen, den dag hvor vi, eller mange, holder hviledag, og mandagen er den første dag i ugen. Men engang var det altså søndagen, der var den første dag i ugen, fordi det var den dag Gud begyndte at skabe: det var den dag lyset og dagen blev til. 

Men søndag er også opstandelsesdag. For det var den første dag i ugen, om søndagen i jødernes påske, Jesus stod op af graven. Den grav som han blev lagt i langfredag efter døden på korset. Og hvorfra han fór ned til dødsriget, og derfra på tredjedagen blev hentet op igen, tilbage til de levendes land. Hos Grundtvig lyder det:” thi i dens hellige timer, herlig af graven opstod Guds Ord, ved I nu, hvorfor det kimer?”

Det er det vi fejrer i dag, som generationer af kristne har gjort det før os, siden den søndag for henved 2000 år siden: påskedag med Jesu opstandelse, på dagen for altings begyndelse. Skabelse og opstandelse. For opstandelse er ny begyndelse.

Det var kvinderne ikke klar over, de to kvinder vi netop hørte om i dagens evangelietekst. De var på vej, Maria Magdalene og Maria, i det tidlige morgengry, søndag morgen, for at se til graven. Lad os slå følge med dem: de er på vej sammen. Der er stille, for der er ikke andre ude, kun fuglene kan man høre. Og så de to kvinder. De taler stille sammen, for de er stille indeni – for de har jo mistet ham de elskede højt, Jesus er død. 

De vil hen for at se til graven, måske vil de salve liget, som det var skik og brug på den tid, med velduftende olier, som vi hører i et af de andre evangelier. Og så taler de måske om, hvad de skal gøre med stenen. For de var der, da Jesus blev lagt ind i graven, af én der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven. Derfor ved de, at de på en eller anden måde skal have den sten fjernet – og nedsunket i dybe tanker, om hvordan de skal klare det, tyngede af det umulige i opgaven, kommer de til graven. 

Og så sker det: der kommer et kraftigt jordskælv. Og samtidig stiger Herrens engel ned fra himlen, og vælter stenen fra. Sætter sig på den. En engel, hvis udseende er som lynild og med klæder hvide som sne. ”Frygt ikke” siger englen til kvinderne. ”Jeg ved, at I søger efter Jesus. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet hvor han lå.”  

Lad os zoome ud et øjeblik. Det er en voldsom fortælling. Men så kort og nøgtern. En ganske kort og stram fortælling, hvor vi selv må tænke os til en masse mellemregninger: hvordan var det at stå der, hvordan oplevede kvinderne det? Hvad tænkte de? 

Kvinderne er vidner til en voldsom begivenhed: jordskælv, englen der lander og vælter stenen fra. Og midt i det hele: opstandelsen, men den er der ingen der ser. ”Det er så sandt, at ingen så vor Herre ud af graven gå” lyder det i en salme af K.L.Aastrup: ”For det, der aldrig kunne ske, det skulle intet øje se.”

Vi får detaljer om englen, om englens udseende, om vagterne der skælvede af frygt – de vagter som Pilatus ironisk nok havde sat for at holde øje med graven, for at undgå at disciplene skulle stjæle ham ud af graven på tredjedagen og fortælle folket, at Jesus var opstået. Ja, stenen var endda blevet forsynet med et segl, så det kunne ses hvis det var blevet brudt. Men den centrale begivenhed, opstandelsen, beskrives ikke. Vi får kun at vide, at ham de søger efter, Jesus, er opstået. Det er beskeden til kvinderne – og til os. De kan komme ind og se stedet hvor han lå. Og så skal de ellers skynde sig hen og sige til disciplene, at han er opstået fra de døde. Og at han går i forvejen for dem til Galilæa, hvor de skal se ham. ”Nu har jeg sagt jer det”, sådan slutter englen. Og kvinderne skynder sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løber hen for at fortælle, hvad de har hørt og set til disciplene.

Det ubegribelige kan ikke ses, men må tros. 

Tænk, hvad der var sket, hvis de havde set det, kvinderne. De ville tænke enten, at Jesus ikke havde været rigtig død, eller, de ville tro, at de havde mistet forstanden. For ingen kan jo komme tilbage fra de dødes rige. Men det skete altså. 

Og det budskab som kvinderne tog imod, og troede, det lyder også til os. Budskabet om Jesu opstandelse som forkynder håb, hvor mennesker kun kan se håbløshed. Og liv, hvor mennesket kun kan se død. Spørgsmålet er om vi tør overgive os til det irrationelle budskab? Som hverken vi eller pstandelsesvidnerne, altså kvinderne, kan se beviser på med egne øjne og da slet ikke fatte med forstanden? 

Det var ikke lettere for dem dengang, end det er for os. Det skal vi ikke tro. For dem dengang, som for os, er det ubegribeligt, ufatteligt – nogle ville sige: en forargelse for forstanden. Men på den anden side kender vi alle til, at et andet menneske kan gøre os helt ufatteligt eller helt ubegribeligt glade. Og når vi elsker eller er forelskede, kommer vi ikke langt med at lade vores rationelle forstand forklare os hvad vi oplever. 

Nej, hvis vi skal fatte opstandelsen må vi skubbe den rationelle forstand til side. Vi er så vant til, at alt hvad vi kan se med det blotte øje, alt det vi kan sanse, det må vi acceptere. Der er ingen anden mulighed. Men når noget stadig er uset, kan håbet tændes – og det kan fattes eller begribes med hjertet.

Kristus er opstanden. På tredjedagen opstanden fra de døde, hentet op af dødsriget af Faderen, gennem dødsrigets porte – og tilbage til verden. Men det er en fortælling som kun kan tros, og som skal tages imod i tro. For vi kan ikke begribe det med forstanden. Men det er en fortælling som giver håb. Det har vi hårdt brug for i denne tid, hvor vi sidder med vores bekymring, hver især, over hvordan det skal gå, for vores kære og for os selv. 

Graven var tom. Det fortæller os, at det ikke er der vi skal møde den opstandne, men udenfor. I det liv vi lever med hinanden, på arbejde og i fællesskaber overalt. ”Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, der vil jeg være”, siger Jesus til disciplene. Det skal vi huske på i denne tid hvor kirkerne er lukkede, og står tomme, at vi ikke bare går i kirke, men at vi er kirke. Kirken er ikke stenene, de hårde døde sten, ikke bare det sted vi går hen: ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene,” som vi synger i en af Grundtvigs salmer. 

Menigheden er kirken – det levende fællesskab. Og når vi nu ikke kan samles i huset, så lad os gå ud og være kirke for hinanden. For ordet om Jesus, om den vej han gik for os, gennem lidelse og død, det giver håb til alle som sidder i bekymringens mørke, ligegyldigt hvor vi er. Om liv, hvor vi kun kan se død. Om nye begyndelser, hvor alt ser ud til at være tabt. Et budskab til mennesker som vi kan leve på og håbe på, og som kan sætte os i stand til igen at gå ud og leve vores liv med frimodighed i denne verden. Og gå ud og være hans hænder for hinanden. Glædelig påske!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd, 
du, som var, er og bliver, én sand treenig Gud, 
højlovet fra første begyndelse,
nu og i al evighed. 
Amen