Tilmelding sker ved henvendelse til kordegn Kirsten Ejlerskov Japp på tlf. 4922 2951

  

Musik og sang er noget af det første, der forbinder os til vores barn. Vi ved i dag, at allerede inde i maven lytter det lille barn med.

Babysalmesang er et musikalsk frirum sammen med dit lille barn, hvor vi synger og bevæger os med barnet - alt sammen for at stimulere, styrke og udvikle barnets sanser.

Salmerne skaber et øjeblik med koncentration og inderlighed, og så afspejler de nogle af de store øjeblikke, vi møder i livet. Selvom dit barn endnu ikke forstår teksten, opfanger barnet stemningen. Børn er særlig fokuserede på lys, lyd, bevægelse og berøring i de første år, inden sproget udvikles. Sang, fagter og berøring er derfor nogle af de bedste redskaber til læring og udvikling.

Når du synger, giver du dit barn opmærksomhed og nærvær, men du behøver ikke at være vant til at synge, for det er lyden af fars og mors stemme, der er det vigtigste for barnet.

Babysalmesang er et musikalsk tilbud til babyer og småbørn i alderen op til ca. 2 år. Vi mødes i en gruppe af 8-10 mødre/fædre/bedsteforældre, og hver gang synger vi salmer og børnesange.

Bagefter er der hyggeligt samvær med kaffe, te og frugt. 

Babysalmesang i Sthens kirke ledes dette efterår af
Anne Sophie von Westen.

Anne Sophie er bachelor i musikvidenskab og musikterapiog uddannet kirkesanger fra Sjællands Kirkemusik Skole.

Desuden har hun kurser i og flere års erfaring med sang, musik, leg og bevægelse for de helt små, og hun har tidligere varetaget babysalmesang i Mørdrup kirke, hvor hun også sang sopran i kirkens kor.

Om babysalmesang siger Anne Sophie: ”Vi vil veksle mellem velkendte og nye sange – mellem salmer og rytmiske børnesange – siddende og stående lege, kanons og simple danse i rundkreds -  alt sammen med
fokus på barnet og på fællesskabet."

Alle kan følge med og alle er velkomne