Konfirmation

Konfirmation 2020

Kære forældre og konfirmander

Vi ved, at I har gået og ventet på nye datoer for konfirmationerne 2020, og flere af jer har også skrevet for at høre hvor langt vi var kommet. Vi har været nødt til at bruge i går og i dag på at afklare det endeligt, for at være sikre på at konfirmationerne ikke skulle kollidere med lejrskoler og praktik.

Vi har besluttet at udskyde konfirmationerne helt til september, for at være sikre på at vi er langt forbi denne epidemi. Vi ved, at mange af vore kolleger har valgt at lægge dem allerede i juni måned, men det tør vi ikke, af den simple årsag ,at vi synes at det er for tæt på... og vi vil ikke risikere at skulle udskyde en gang til. Så det er af hensyn til jer, at vi ikke vil lægge dem før sommerferien.

Datoerne for konfirmation 2020 er derfor fastsat til:

Lørdag d. 19 september og lørdag d. 26 september, begge dage kl. 10 og kl. 12:

Konfirmationsholdene d. 8 maj bliver flyttet til d. 19 september på de respektive tidspunkter, og

Konfirmationsholdene d. 21. maj bliver flyttet til d. 26. september, ligeledes på de respektive tidspunkter.

Skulle der være enkelte som får problemer på grund af sammenfald med andet uopsætteligt arrangement, må vi rykke lidt rundt. Her vil vi appellere til jeres forståelse, men også smidighed i den særlige situation vi alle er kommet i.

De bedste hilsener
Mette og Karin

                                                                                                            - - - - - - - - - - - - - - -

Konfirmation 2021
 

Hvad er det at gå til præst?

At "gå til præst" er lidt som at gå til fodbold, spejder eller guitar. Vi mødes en gang om ugen og du lærer en masse forskellige ting: om Gud og Jesus, og vi læser spændende historier fra Bibelen. Vi snakker om livets store spørgsmål og alt det der virkelig betyder noget. Om kærlighed. Om tro og tillid. Om venner. Om det der kan være svært i livet. Men også om hvad der sker, når man dør. Vi læser, ser film, tager på udflugt og hygger os sammen.

Undervisningen foregår onsdage og torsdage kl. 8-9.30. Et par gange i forløbet skal du deltage i en aktivitet i weekenden; det får du mere at vide om når du begynder.

Udover konfirmationsforberedelsen skal du deltage i mindst 10 gudstjenester op til din konfirmation. 

Konfirmationen - Guds teenager

Ingen fest uden kirken. De store begivenheder i vores liv starter i kirken. Det gør din konfirmation også. Her får du lov til selv at bekræfte din tro; det var det din gudmor/gudfar gjorde for dig, dengang du blev døbt. I Sthens kirke er der plads til, at du kan invitere hele din familie og alle dine venner.

Hvis du ikke er døbt endnu?

Vil du gerne konfirmeres, men ikke er døbt, bliver du døbt inden din konfirmation.

Tilmelding til konfirmation og konfirmationsforberedelse

For at du kan blive konfirmeret, skal du først følge konfirmationsforberedelsen.
Tilmelding sker her på hjemmesiden når du går i 7. klasse - altså året inden din konfirmation. Tilmeldingen åbner d. 1. februar og sker ved at udfylde tilmeldingsblanketten som du finder her på hjemmesiden. Her kan du udfylde hvornår du ønsker konfirmation (første prioritet) og derudover meget gerne en alternativ dato og/eller tid. Husk at gemme og sende tilmeldingsblanketten når den er udfyldt. Vi gør opmærksom på, at pladserne fordeles efter "først til mølle" - princippet, og vi prøver naturligvis på at opfylde alle ønsker efter bedste evne. Det kan ikke altid lade sig gøre, men vi gør hvad vi kan. Inden 1. april vil du få endelig besked om hvilket hold du er kommet på.

Hvis du ikke bor i sognet og derfor skal konfirmeres i en anden kirke, men ønsker at følge forberedelsen i Sthens kirke sammen med dine kammerater fra Skolen på Rønnebær Alle, så skal du stadig udfylde skemaet, og notere at du kun skal følge forberedelsen.

Brev om hvornår konfirmationsforberedelsen begynder sendes ud i midt i august til alle der er tilmeldt.

Konfirmation 2021

Konfirmation Bededag 2021 kl. 10 & 12

Konfirmation Kristi Himmelfartsdag 2021 kl. 10 & 12