Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Nytårsdags prædiken

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Det er kun en måned siden vi tog hul på et nyt kirkeår, og nu står vi så her og skal tage hul på et nyt kalenderår. Første dag i januar måned, som har navn efter Janus, den romerske gud for al begyndelse og indgang.

Janua betyder husdør og janitor betyder dørvogter. Janus afbildes siddende i en døråbning. Han har to ansigter, ét der kigger fremad og ét der kigger bagud. Og det er da også skik og brug at kigge både frem og tilbage ved begyndelsen på et nyt år.

Og hvilket år har det været! Det er som om, at alt det værste har samlet sig i dette år, som mange har døbt et annus horribilis. Det altoverskyggende har været epidemien, som blev til en pandemi, og som har været en udfordring for hele verden. Ikke mindst for samarbejdet mellem landene.

Pandemien har vist os hvad vi måske havde glemt, hvor skrøbelige vi mennesker er, hvor små vi er og hvor afhængige vi er af hinanden. Men også meget opløftende, hvor meget menneskeheden kan når vi indser vores ydmyghed og afhængighed af hinanden - og står sammen og hjælper hinanden.

Jeg har taget min gamle globus med, det har været min farmors og farfars, så den er gammel. Man kan finde nationalstater der for længst er ophørt med at eksistere. Men kontinenterne og havene er der og den kan stadig dreje rundt.

Og den minder os om, at den smukke blå planet, vores store, lille klode endnu en gang har fuldført en rejse rundt om solen, og nu har taget hul på en ny. Men den minder os også om, at vi alle, henover hele kloden er forbundet og afhængige af hinanden.

På trods af forskelle i levesteder og livsvilkår, så er der noget vi er fælles om: og det er, at vi alle er født ind i verden, et bestemt sted, i en bestemt familie, og ind i en bestemt kulturel og national sammenhæng. Ind i en historie. Og hvis vi har lært noget af dette år, er det måske netop, hvor vigtigt den nære sammenhæng er for os.

Dronningen nævnte det i sin tale i aftes, at vi måske har lært, hvor vigtige de nære relationer er. Samvær og nærvær. Der er blevet talt meget i telefon i dette år, nu hvor vi ikke kunne være fysisk sammen.

Jeg håber, at vi kan tage det med os ind i det nye år, det vi har lært. Opmærksomheden på det, der virkelig betyder noget, taknemmeligheden over at høre til et sted.

Dagens tekster vil også fortælle om at høre til og at blive født ind i noget. I dagens korte evangelietekst, hører vi om navngivningen af den nyfødte, Guds søn, samt omskæringen på ottendedagen efter fødslen. For vores fejring af nytåret i dag, er også en fejring af det, der sker på julens ottendedag, hvor den nyfødte Guds søn fik navnet Jesus, som betyder: ”Gud frelser”.

Det kan måske synes mærkeligt, at vi skal have den oplysning i en prædiketekst. Men at Jesus blev omskåret er tegnet på, at også han blev født ind i en bestemt sammenhæng. Han var jøde, og måtte derfor omskæres, som tegn på pagten med Gud. Guds søn, men født af en kvinde.

Gud. Og menneske – og dermed født et bestemt sted, ind i en familie, en slægt, et folk og en historie. Og omskærelsen var – og er stadig for jøderne - tegnet på pagten mellem Gud og det folk der hører ham til.

Men kristendommens fortælling er, at Gud ønskede at være Gud for hele menneskeheden. Og at det blev Jesus, som Guds egen søn, der kom til at gå vejen for menneskene. Han kom til at gå vejen for os, gennem lidelse og død og opstandelse.

Derfor er det ham vi iklædes når vi bliver døbt, og når vi døber vore børn. Det er det Paulus skriver om i dag i Galaterbrevet: Alle døbte er iklædt Kristus.

Som Jesus blev omskåret bliver vi døbt. Og gennem dåben bliver vi sat ind i en sammenhæng, der er større end vores egen lille mikro-verden. Vi får en historie som rækker ud over slægten og folket. Vi bliver sat ind i et fællesskab, der bryder vore grænser: kulturelle, mentale og nationale.

Med dåben bliver vi en del af et større fællesskab som bryder vores nationale og kulturelle særtræk. Nogle af dem er vi glade for, andre er vi mindre stolte over.  At blive født ind i en nation, er lidt som at blive født ind i en familie: man bestemmer ikke selv, og nogle af de træk som man finder mest irriterende hos de andre, har man til overmål selv...

Men med dåben bliver vi sat ind i en større, en universel sammenhæng som sprænger en alt for hurtig sammenkobling af det at være kristen og det at være dansk. Med dåben får vi indpodet en vaccine imod en religiøs overophedning af det nationale, uden at det nationale dermed frakendes værdi som identitetsmarkør.

Med dåben bliver vi sat ind på Kristi legeme - og bliver dermed også en del af Kristi krop.

Denne iklædning, altså dåben, gør alle døbte til Guds frie børn og dermed til medlem af den samme familie – det kristne fællesskab, som jo ikke er begrænset til den biologiske eller nationale sammenhæng, men netop til noget der overskrider alle andre sammenhænge.

Paulus metafor er, hvis man lytter ordentligt efter, vildt grænseoverskridende. Kristus får fortsat krop gennem os. Inkarnationen er ikke begrænset til Jesu historiske liv. Vi er, som døbte, del af Kristi krop.  

Alle hører vi, jøde eller græker, træl eller fri, somalier eller dansker, Kristus til. Hvor på kloden vi end befinder os. Alle er vi arvinger i kraft af Guds løfte.

Det betyder, at vi er sat fri, som Guds børn, til at leve et liv som tilgivede og elskede. Og retningen for vores liv i denne verden er udstukket som kærlighedens, og som bagage på vejen har vi fået syndernes forladelse og Helligåndens nærvær.

Men som arvinger, har vi også fået noget at give videre. Det vi har fået betroet at give videre, er fortællingen om Jesus Kristus. Og troen på ham, som gør os i stand til at gå ud i verden med livsmod, fortrøstning og håb.

Lad os da gå sammen ind i det nye år, 2021, med det gode vi har lært med af det gamle, fulde af fortrøstning og håb til det der skal komme.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du som var, er og bliver,
én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Skrevet af sognepræst Karin Christiansen