Livets Gud mig skærmer, jeg er hans baren, ud hans hånd mig river af dødens garn
Forleden stod jeg et stille sted i det smukke solskinsvejr og kiggede ud over Øresund. Små bølgeskvulp i strandkanten var den eneste lyd. Det vidnede om liv. Ellers åndede alt ro og fred. Det var helt paradisisk.
Samtidig stod jeg der og sugede til mig af alt det smukke på en trist baggrund. Jeg havde netop fået besked om et dødsfald, som skyldtes corona, og alle mine tanker gik til familien omkring.
Ordene fra Jakob Knudsens salme ’Se, nu stiger solen af havets skød’ kom til mig og fyldte mig. Det var, som om de lige passede til min sindsstemning og situation, da jeg stod der alene i strandkanten. Jeg bliver skærmet, dvs. jeg bliver passet på og beskyttet af livets Gud, for jeg er hans barn. Det har jeg fået at vide i min dåb – ligesom du har: at du og jeg er hans barn. Og jeg bliver skærmet af ham, der altid står på livets side.
Hvordan nu det? kan du spørge, for coronavirus og alle mulige andre sygdomme og død og ulykke vil der jo blive ved at være, og Gud kommer ikke bare og fjerner det og beskytter dig mod det alt sammen.
Jo, vil jeg svare. Han skærmer mig, som en forældre vil beskytte sit barn, for han elsker mig og favner mig med en kærlighed, der er langt stærkere og som rækker langt videre end selv døden. Han giver mig et håb om, at hans liv vil vare til evig tid, og at han skærmer mig med det liv. Ud hans hånd mig river af dødens garn! Døden har ikke det sidste ord. Døden vinder ikke. Og det gælder i alle livets forhold.
Når jeg synger disse linjer i salmen, får jeg mod til at kaste mig ud i livet i tro og tillid til, at Gud er med og skærmer mig. Hvad enten jeg sidder i en båd, der flyder eller kæntrer, om jeg bliver syg eller går fri af smitten, så er han med mig. Det gælder også dig.
”Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn.”
(Fra salme 754: Se, nu stiger solen af havets skød vers 6)
(Skrevet af Mette Enevold)
