Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Julesøndags prædiken

Prædiken Julesøndag: Luk. 2, 25-40
skrevet af sognepræst Mette Enevold

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Det er den sidste gudstjenestedag på året. Et år, 2020, vi sent vil glemme, hvor alt ikke var ved det gamle. Corona-pandemien har væltet ind over vores hverdag, vores omgang med hinanden, vores almindelige liv i det hele taget og ikke mindst vores julefejring i år. Det er, som om hver dag her til sidst i året er så gammel og slidt, at vi ikke kan se så meget andet.

Vi hungrer efter et nyt og frisk blik på det hele. Hvis bare man kunne skifte briller, så verden og livet med et snuptag kom til at se lysere ud. Men sådanne tryllebriller findes jo ikke som andet end spøg-og-skæmt briller til nytår. Når vi tager dem af igen, er der ligeså mørkt omkring os, som da vi tog dem på. En kortvarig fornøjelse.

Så er det godt, at julens budskab bliver ved at lyse op for os, også på denne Julesøndag. Det er som om nogle har tænkt med kirkeårets gudstjenester, at det er meget vigtigt i netop denne mørke tid at insistere på at holde gudstjeneste nærmest hver dag. For der er noget, vi skal have åbnet øjne og hjerte for, og som kan have svært ved at trænge ind i os, fordi vi snarere har tunge mørke hinkestens-briller på, der spærrer vores syn. Vores blik falder hurtigere på mørke, ensomhed, håbløshed, mismod, og vi har så stærkt brug for det lys, der kan sprænge det tunge mørke i os og omkring os.

Vi må lytte til Simeon, der ser Guds lys i barnet i krybben. Ligesom gamle Anna gør det. Da de ser barnet Jesus, ser de mere end de fleste måske umiddelbart kan se. De lovpriser Gud og får tungen på gled og taler løs til alle om det lys til åbenbaring for alle folk, som de ser. De ser det, der er større. Det, som er fra Gud i himlen. Ja, når de ser barnet Jesus, ser de lige direkte ind i himlen.

Det gælder også for dig og mig, hvis vi øver os i at se med hjertet. Det er denne Julesøndags opgave: at øve sig i at se med hjertet. Se bag om alt det, vi umiddelbart ser. Bag om alt det gamle og slidte, bag om mørket, ensomheden, sorgen og mismodet. Og har vi svært ved det, så kan vi sætte os ved et lys og se det lille sårbare barn i krybben for vores blik. Hvad viser det os?

Det viser os, at Gud er her i vores sårbare menneskeliv. Det viser os, at Guds liv pibler frem selv på de steder, hvor hjælpeløshed og sårbarhed råder, for Gud selv viser sig der – som det lille hjælpeløse barn i krybben. Barnet i krybben viser os, at Guds lys skinner og lyser op på selv de mørkeste steder, også i vores liv.

Vi kan ikke se det, når vores blik sløres af os selv og alt det, vi mener, vi skal have styr på og kontrol over. Vi kan heller ikke se det, når vores blik sløres af det mørke, der kan tage sit tag i os, når vi mister styringen og kontrollen over vores tilværelse.

Vi må se med hjertet som Simeon og Anna. Se bag om det umiddelbare faktuelle, det bevislige, det målbare, det kontrollerbare. Se Guds lys i barnet Jesus lyse for os.

For Simeon og Anna handler livet om at tage imod og holde øjne og ører åbne for den mening, der er uden for dem selv, og som kommer til dem. Som gives til dem. Derfor kan de med egne øjne se Guds frelse komme til dem i barnet Jesus. De kan se Guds lys. De ser lige ind i himlen. De ser med hjertet.

Derfor ser de heller ikke deres gamle dage som grå og triste og snart forbi. Tværtimod. De ser med lys og håb ind i fremtiden. Lad det komme, som skal komme, for lyset skinner fortsat. Gud er med. Sådan åbner barnet i krybben også vores øjne, når vi snart siger farvel til 2020, så vi tør se ind i det nye år, ind i fremtiden, med håb og fortrøstning. For det lys, som intet mørke kan få bugt med, skinner for os. Guds lys.

Du kan se det med hjertet og øve dig i det her på Julesøndag ved at nynne med på Brorsons salme: Mit hjerte altid vanker (DDS 125). Brorson grunder i salmen over ”at Gud i Himmerige i stalden ligge må - at Himlens fryd og ære skal så foragtet være på denne slemme jord!” Brorson spørger sig selv i vers 4: ”Skal jeg min Gud da skue i sådan usselhed?”

Det har altid været en stor anstødssten – ”et tegn, som modsiges”, som Simeon siger – at den almægtige Gud viser sig i det lille barn under så usle kår, hvor han ikke blev vel modtaget. Også Brorson grunder over, hvordan vi i en senere tid kan tage imod ham på bedre vis, og han kommer frem til, at det kan vi ved at tage imod ham i os selv i hjertet. ”Ak, kom! jeg vil oplukke mit hjerte, sjæl og sind”, skriver Brorson i sidste vers, ”med tusind længselssukke, kom, Jesus, dog herind!”

Se med hjertet! Se, Guds lys, som intet mørke kan få bugt med. Det skinner for dig også ind i det nye år, ind i fremtiden, med håb og fortrøstning.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

 

Julesøndag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas, Luk. 2,25-40:

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.

For mine øjne har set din frelse,

som du har beredt for alle folk:

Et lys til åbenbaring for hedninger

og en herlighed for dit folk Israel.

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.« Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.