Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Prædiken til juleaften
skrevet af sognepræst Karin Christiansen

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Jeg glæder mig i denne Tid;
nu falder Julesneen hvid,
og saa maa Julen komme!
Min Faer hver Dag i Byen gaar,
og naar han kommer hjem, jeg staar
og ser hans store Lomme.

Når jeg hører disse linier kommer jeg til at tænke på min barndoms jul. Det er første vers i Peters jul skrevet af Johan Krohn helt tilbage i 1870. En fortælling på vers om jul, om forventningerne og forberedelserne til julen, og selvfølgelig selve juleaften, fortalt af og set gennem øjnene på en lille dreng, Peter.

Jeg tror, at de fleste voksne kender den, og omslaget til Gyldendals udgave fra 1942, hvor man ser den lille dreng, Peter, lyshåret og i matrostøj, på knæ på en stol ved vinduet, kiggende ud på byen. Store snefnug daler ned, i træet uden for vinduet er et neg sat op til fuglene, i baggrunden ses Vor Frues tårn. Og juleaften lyder det:

Vi sov af Glæde kun lidt i Nat,
og Dagen har været saa lang;
nu har vi os her paa Skamlerne sat,
fortæl en Historie en Gang!
Vi ved, du over hundrede kan.
Mens Faer og Moer gør Træet i stand,
fortæl, lille Bedstemoer! Gjør det! Aa!
Men en, som er lang, at Tiden kan gaa…

I min barndoms jul læste min far højt fra Peters jul, og vi børn sad i sofaen og puttede os op ad ham, i spændt forventning om alt det som aftenen skulle bringe, på den dag som føltes som den længste på hele året.

Det hører med til mine minder om juleaften, sammen med meget andet: duften af gran, nelliker, appelsiner og brune kager. Den dejlige mad, det smukt pyntede træ, julesalmerne.

Julen vækker mange følelser i os.

Julen er: længsel, efter fred og ro. Efter noget der var engang. Efter barndommens land, længsel efter barnets evne til at glæde sig.

Gid det var Jul! Hvor det var rart.
Men nu maa den da komme snart,
det varer ikke længe;

Lyder det fra Peter…

Julen er: forventning, den er (måske) opfyldelsen af længslen om at komme hjem, måske hjem til barndomshjemmet, til gensyn og samvær med nære og kære familiemedlemmer.

Den er forventning både for børn og for voksne, for børnene om nærhed, tid og samvær, om gaver man har ønsket sig. For de voksne, det samme, men det vigtigste, at børnene bliver glade og får den jul de ønsker sig.

Ja, der er er så mange forventninger knyttet til denne aften, at det kan komme til at knibe med at glæde sig, for hvad nu hvis forventningerne ikke indfries?

Julen virker som en forstærker af menneskelig længsel og forventning, men også savn og ensomhed. Vi har alle et forhold til julen, hvad enten vi er børn eller voksne, med eller uden børn, med eller uden hjem. Og for os alle kalder julen minder, men også savn frem. Særlig svært er det for den ensomme, eller for den, der har mistet en elsket, minderne om hvad der var og ikke mere kommer tilbage.

I år er der meget, der ikke er som det plejer at være, og julen vil være en anderledes jul for mange, for selvom julen nok skal blive fejret, som den plejer, kan det være, at der mangler nogle, familiemedlemmer i en anden del af landet, eller nogle som er skrøbelige eller syge.

Det er selvfølgelig corona jeg tænker på, som har vendt op og ned på mangt og meget siden de første tilfælde viste sig i Kina for lidt over et år siden, og her i landet kort efter.

Vi har lært mange nye ord i det forgangne år i skyggen af epidemien: værnemidler, smittetal og smittetryk, pcr-test, kviktest, for bare at nævne nogle enkelte. Hudsult, som betegner længslen efter berøring, er et andet udtryk som blev udbredt i foråret, under den første, hårde nedlukning, hvor mange, særligt ældre og ensomme på plejehjem, led under den manglende fysiske kontakt til andre.

Et nyt ord jeg hørte for nylig er ansigtssult, som skyldes de mundbind vi er nødt til at iføre os når vi handler ind, eller kører med bus og tog.

Nu ser vi kun øjnene. Ingen smil. Og det er svært at aflæse ansigtsudtryk, når man kun ser halvdelen af ansigtet. Og skjult og pakket ind bag mundbind, visir, handsker og kitler, kan vi komme til at se så fremmede ud for hinanden, ja, ligefrem fjendske, og vi kan komme til at glemme, at det jo er for at passe hinanden, at vi gør alt dette. Går i en bue uden om hinanden, livsbuer, for at vise hensyn og ikke fjendtlighed.

Men hvad gør det ved os, alle disse restriktioner og forholdsregler? Ved den måde vi betragter hinanden på?

Forleden læste jeg om et kinesisk kvarter i byen Prato i Toscana, som stort set havde lykkedes med at holde coronasmitten ude, ved lynhurtigt at begynde at holde afstand, benytte mundbind osv – gøre alt det rette. Og som naturligt nok ikke var interesseret i at få smitte ind i bydelen, hvorfor de var nærmest fjendtlige over for fremmede.

Det er bagsiden af epidemien, det som frygten for smitte kan gøre ved os, at vi begynder at se på de andre, dem vi møder på gaden, i forretninger som risikofaktorer for os selv. Og talemåden: En fremmed er en ven du endnu ikke har mødt kan hurtigt blive til: En fremmed er en mulig smittebærer og dermed en trussel. Der må vi aldrig komme hen!

Og heldigvis, ind i alt dette lyder nu julens budskab til os. Mens vi går her i de mørkeste dage i december og på flere måder venter på lyset, så kommer julen til os med sit budskab om fred og om håb. Juleevangeliet lyder med uformindsket styrke igen i år. Og vi har sådan brug for at høre det.

For julen er jo ikke kun juletræ og dufte og gaver og alt det vi mennesker har lagt ind af traditioner. Alt det er der, fordi vi er sansende mennesker af kød og blod, som har brug for traditioner vi kan mærke, og lugte og røre ved – og røres af. Men neden under det lag, der ligger det egentlige, nemlig budskabet om håb, om nåde og fred.

”Frygt ikke!” Siger Herrens engel til hyrderne, som ligger ude på marken og holder vagt over deres dyr:

”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe”. Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Selvom det ikke er det, som der står allerstærkest i fjernsynets julekalendere, eller de glittede reklamer, så er det dog det budskab, der er årsagen til vores julefejring. Budskabet om, at Gud selv valgte at komme til jorden i skikkelse af et menneske, ja, som et lille barn.

I Esajasprofetien som vi hørte som første læsning lød det: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.” Det er sagt til nogle andre end os, men nu, i dag lyder det for os, som lige nu står i noget der kan opleves som en meget lang vandring i mørket.

Og lyset vil skinne, også for os, det lys som bryder ind i vores liv, med Jesu komme til jorden, sådan som det lyder i Johannesevangeliet: ”I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke.” 

Julens lys. Livets lys. Nådens lys. Juleevangeliet bringer lys og håb og fred til menneskehjerter. Det bringer bud om Guds barmhjertighed og kærlighed og favnende tilgivelse.

At Gud valgte at lade sin søn komme til verden, som et simpelt menneskebarn, på trods, i en stald i en krybbe, lader os forstå, at det er hans vilje og ønske at komme til os, og at være hos os. Han gav det dyrebareste han havde til os, i det lille barn, til os at passe på. Det er udtryk for den dybeste tillid og samhørighed med os.

Når vi ser barnet, ser vi nemlig hvad vi ellers kan have svært ved at se i det voksne menneske, nemlig det nøgne, det afmægtige, det sårbare og ubehjælpelige menneske. Det er det julen gør tydeligt for os – eller hjælper os med: i det andet menneske at se et menneske, der er som vi selv, og i det menneske at se Gud selv.

Det hjælper os til at se det andet menneske med det nådige og barmhjertige blik – hvilket vi alle har brug for.

Et samfund uden nåde og barmhjertighed er nådesløst. Det har det forgangne år, med voksende trang til fordømmelse og udskamning vist os. Uden tilgivelse og nåde bliver samfundet moraliserende og ufrit, fordi alle bliver bange for at fejle.

Men vi kan ikke lade være med at fejle, det hører med til at være menneske at fejle. Og her kommer så julen med sit budskab – som et indbrud i vores liv. Åbner menneskers øjne og gør os i stand til at se hvad vi ellers ikke er i stand til at se.

For juleevangeliet er fortællingen om Guds ønske om at gå ind i historien, ind i menneskers liv for at møde os. Det er budskabet til os om, at vi er antaget som vi er, alle til hobe, uanset vores fejlbarlighed.

Den første Jul i et fremmed Land
Vorherre den store Stjærne tændte;
den skulde vise vor Jord, at han
den lille Jesus her ned nu sendte.
I Stjærneglansen
gik Engledansen
om Bethlehem,

lyder det i Peters jul.

Den store stjerne, julens og livets og nådens lys skinner for os alle - og julen har bragt velsignet bud!

Glædelig jul, for jul det bliver det, uanset os - for glæden er jordens gæst i dag!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du som var, er og bliver,
én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.