Du, som bærer verdensrummets dybder, venter på de små og ta'r imod os.

”Du, som bærer verdensrummets dybder, venter på de små og tar imod os.”
(Fra salme 448 vers 3 i Den Danske Salmebog)

Ingen kan jo bære sig selv. Det gælder både for børn og unge og voksne, at vi ikke kan bære os selv helt fysisk. Vi kan ikke løfte os selv, det skal der andre til at gøre. Og sådan kan vi heller ikke bære os selv igennem livet. Vi er alle afhængige af, at der er andre, der bærer med på vores liv – både når vi er glade, og når vi er kede af det, både når vi er på rette vej, og når vi er gledet af sporet.

I dåben bliver vi mindet om dette, at ingen kan bære sig selv. Vores nærmeste familie står omkring os og vores barn for at vise, at de er vigtige personer, som bærer med på vores liv, og dåben fortæller os, at Gud vil bære med i vores liv lige meget, hvad der sker – også dér, hvor vores nærmestes hænder ikke rækker.

I dåben får enhver af os at vide, at vi er båret af Guds kærlighed, der er større end alt andet, og som aldrig hører op. Den varer til evig tid. Om vi er små eller store, når vi bliver døbt, så gælder det, at vi altid vil være Guds barn hver især, som ikke tabes ud af Guds favn.

Døbefonten i Sthens Kirke er lavet af tung sten, der ikke er til at rokke ved, og det er for at vise, at Gud er med den døbte alle dage. Det står fast. Og nede i døbefonten ser man en hånd, som er et billede på Guds hånd, der bærer den døbte igennem livet ind i evigheden.

Ingen af os kan bære sig selv. Ingen af os kan bære livet og verden og alle verdensrummets dybder selv. Hverken os forældre eller vores lille nyfødte barn. Derfor bliver vi døbt, for:

Han, som bærer verdensrummets dybder, venter på de små og tar imod os.

 

Skrevet af sognepræst Mette Enevold