Artikel i Helsingør Dagblad 24.01.21

Håbsspor – lysspor.

”Lad mig så se dig,” sagde Moses for mange tusind år siden til Gud ved Sinajs bjerg. Moses ville have syn for sagen, førend han skulle føre folket videre igennem ørkenen til det forjættede land. ”Lad mig så se dig, Gud!” Det genkender vi måske selv, for sådan har vi mennesker råbt til Gud mange gange i tidernes løb. Vi vil have sikkerhed for, at Gud ikke er et bluff-nummer. Vi vil have klart bevis for, at der er lys i mørket, at han er der og også er med på vores ørkenvandringer.

Meget af Gud fik Moses lov at se dengang, men kun indirekte. Han kunne aflæse Guds pragt og herlighed i verdens skønhed, men han måtte ikke få lov at se Guds ansigt. ”Du får mig kun at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se,” sagde Gud til Moses. Han kunne kun få lov at se Gud fra ryggen, altså fra det punkt, hvor Gud har været. Han så sporet af Gud.

Og sådan gælder det også os. Vi har Guds spor i verden at se efter, som Jesus åbenbarede endnu tydeligere med sit liv, død og opstandelse. Han viste tegn på Guds spor i verden, som skal ses og tydes og tolkes af os til håb, mod og liv.

Hvis bare vi så kan se de spor i verden og i vores liv, for det er ikke særlig let, når vi synes, at det mørkner omkring os. Gudsspor. Håbsspor. Lysspor. Livsspor. Hvordan får vi øje på dem?

Vi kan godt træne os i at få blik for dem – håbssporene fra Gud. De viser sig oftest, når vi giver slip på selv at ville kunne styre og kontrollere livets gang og gemmer vores krav og forventninger langt væk. Når vi tør lade væsentlige øjeblikke komme over os og må hengive os og tage imod det, der nu kommer.

Håbssporene viser sig ofte dér, hvor vi mindst venter det, også i denne mørke corona-tid. F.eks. solens lys på en sneklædt vintermorgen, nærvær og opmærksomhed fra et andet menneske, en god samtale, omsorg i en svær tid, at blive set og husket af et menneske, et ord fra Bibelen, en bøn, et salmevers, velsignelsen – håbsspor i verden er her.

Vi kan også finde dem i musikken, kunsten og litteraturen. Bogen AR af den islandske forfatter Audur Ava Olafsdottir er en lille perle, som man kan få meget livsmod af at læse. Den handler om en 49-årig mand, Jonas, som efter en svær skilsmisse har mistet håb og livsgnist i sit liv og beslutter at begå selvmord. Han har ”ar” på krop og sjæl og vælger at rejse til et fjernt land, hvor en voldsom borgerkrig har hærget, og hvor død og ødelæggelse har lagt alt i ruiner. Dér, i dødens land, vil Jonas gøre en ende på sit eget liv. Han har næsten ingen bagage med, men tager i sidste øjeblik sin værktøjskasse og boremaskine med, hvis han skal hænge en krog op i loftet til sit forehavende.

Men i mødet med det ødelagte land og de mennesker, som Jonas møder, bliver det sværere og sværere for ham at få gjort en ende på sit liv. ”I dødens land haster det af en eller anden grund ikke nær så meget med at dø”, tænker han ved sig selv. Livet, opgaverne, de menneskelige relationer kalder på ham netop dér. Manden med værktøjskassen er der bud efter til at reparere alt det ødelagte i den krigshærgede by. Livet pibler frem på de mest ødelagte og uventede steder. Håbsspor, lysspor, livsspor og kærlighedstegn viser sig dér i dødens land, og måske netop endnu tydeligere dér.

Sådan kan de også vise sig her og nu for dig og mig, når vi kæmper med at finde spor af håb, af lys og af Gud midt i mørkets land. De er der! Håbssporene. Vi må træne os i dagligt at få blik for dem.

Mette Enevold, sognepræst ved Sthens Kirke.