Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

2.juledags prædken

Prædiken - skrevet af sognepræst Karin Christiansen
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
 
Det er kun 1½ døgn siden vi fejrede juleaften, men med dagens tekster er det som om, at julen, med sit glædelige budskab om det lille barn der er født os, Guds søn, frelseren der er kommet til verden, med fred, kærlighed og håb, allerede er overstået. At julens glædelige budskab er afløst af blod, og død. Budskabet om fred og håb borte med blæsten, fejlen er rettet! Det var måske alligevel for godt til at være sandt!
 
Men kan det nu passe, at det skulle være budskabet med dagens læsninger? For hvad så med evangeliet? Hvad er meningen med, at vi skal høre de voldsomme tekster i dag, om steningen af Stefanus, og dommen over Israel? Som står som et fremmedlegeme og stritter imod julens budskab.
 
Jeg har læst, at den tyske dramatiker Bertolt Brecht i 1920´erne indførte noget han kaldte en fremmedgørende effekt, en Verfremdungseffekt, i teateret, for at publikum i salen ikke skulle have lov til, udeltagende, at betragte det som hændte oppe på scenen.
 
Derfor trådte en af skuespillerne på et tilspidset sted i handlingen frem til scenekanten og spurgte ud i salen, om tilskuerne nu også var klar over, at det var dem og deres virkelighed stykket handlede om. Det blev kaldt: at bryde illusionen… for det brød med den illusion, at det hele bare var skuespil, som man kunne glemme bagefter!
 
Dagens tekster gør opmærksom på, at de smukke tekster til juleaften og juledag ikke bare er smuk og indtagende litteratur, men at de siger noget, der også vedrører os og vores virkelighed. De minder os om at modstanden og måske forfølgelsen hører med til livet. At budskabet om barnet i krybben ikke absolut bliver taget imod af den menneskehed som skulle tage imod det. Men, at det tværtimod er svært at tage imod og at det vækker modstand.
 
Stefanus blev kirkens første martyr, som blev stenet for sin tro. Af et folk som gerne ville, men ikke kunne – tro – og hans tro og hans budskab blev farligt. Så farligt at det måtte udslettes, ved stening.
 
Så – Jesus fik jo ret, i dagens evangelietekst hører vi ham udstede dommen over Israel, folket. ”…. se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by.” Og videre: ” over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden… sandelig siger jeg jer: det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, I Herrens navn!”
 
Det er en heftig dom han udsiger over jøderne. Det er kulminationen på de stridssamtaler Jesus har med jøderne, parnasset, som bliver ved med at afæske ham svar på spørgsmål om hans identitet: han, som truer deres autoritet som dem, der har retten til at udlægge Guds ord.
 
Det er dem han fælder dommen over: han har prøvet at samle dem, som hønen der samler sine kyllinger under sine vinger, men de ville ikke. Og nu ligger de som de har redt, de har slået profeter ihjel, de har stenet dem, der var sendt til dem af Gud, og de har forfulgt dem fra by til by. Nu må de tage følgerne, de er alene nu, for han overlader dem til sig selv, og han kommer først tilbage når de siger: Velsignet være han som kommer… i Herrens navn.
 
Pyha, godt det ikke er mig han taler om… kan man jo tænke og betrygge sig selv med. For det er jo jøderne han taler om, og de har selv været ude om det, sådan som de har behandlet mange af dem som Gud har sendt til dem. Og de gør det oven i købet igen, som vi hører i teksten om steningen af Stefanus. Så Jesus får ret, de gør det igen, de bliver bare ikke klogere.
 
Men inden vi betrygger os selv alt for meget, skal vi minde os selv, som Bertolt Brechts skuespiller gjorde det, om at dette også handler om vores virkelighed.
 
Forfølgelse af kristne, det var virkelighed dengang - formentlig ikke i den grad vi kan få indtryk af i det nye testamente. Men det forekom, også senere i oldkirkens tid.
 
Det er let at forfalde til en dem og os retorik her og holde med den ene part, men sandheden er jo, at forfølgelse ikke kun har været af kristne fra jødisk side, eller romersk side, men i lige så høj grad sidenhen i historien har været forfølgelse af arabere fra kristen side, for ikke at tale om forfølgelse af jøder fra både kristne og muslimer, eller forfølgelse af kristne inden for den kristne kirke selv. Og det foregår stadig.
 
Som Jesus blev farlig for det magthaverne, præsteskabet og farisæerne og endte med at blive dømt og slået ihjel ved korsfæstelse, blev også Stefanus for farlig. Derfor måtte han dø, på den mest bestialske måde, ved steningen som sletter alle spor.
 
Forfølgelse har altid to sider, den forfulgte og den der forfølger. Men hvor er vi henne i fortællingen om Stefanus? Hvis side er vi på? Er vi på Stefanus side? Eller er vi dem der er på den anden side? Er vi dem der tavst ser på? Holder vagt ved klæderne for dem som udførte steningen, som Saulus gjorde, mens stenene blev kastet? Eller er det os der kaster stenene? Når vi bliver fristede til at tale nedsættende om de andre, og mener at vi har Gud på vores side… så må vi spørge os selv om vi egentlig går Guds ærinde. Eller hvis ærinde vi går!
 
Jesu ord til skarerne, som egentlig gælder farisæerne, vidner om en slags sørgelig gentagelsestvang: dommen over dem lyder fordi de igen og igen har vendt sig mod Gud, har slået de profeter ihjel som Gud har sendt til dem… og vil fortsætte med det. Men også for dem er der håb: ”jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!” Han vil altså komme til dem også, de er ikke fortabte for evigt.
 
Teksterne river tæppet væk under den umiddelbare juleglæde og minder os om, at juleglæde er andet og mere end familiehygge og brunkager, andesteg og gaver. De minder os om, at budskabet om det lille barn, om Jesus, ikke umiddelbart bliver taget imod, men at det vækker modstand.
 
Det er et udfordrende budskab, at magten ligger i det mindste og ikke i det største, at magten ligger i det afmægtige og ikke i det mægtige. At Gud valgte at komme til verden som et simpelt menneske, og ikke som en mægtig konge i pomp og pragt.
Det udfordrer magten, og det er i al sin svaghed et stærkt modbillede til menneskelige forestillinger om magt. Ingen jordiske magthavere – uanset hvor mægtige de kan tage sig ud – har den absolutte magt…. og i sidste ende sættes de på plads af barnet der blev født i Betlehem.
 
Budskabet om barnet rækker ud over juleaften, det skal vi tage med ind i hverdagene, ud i vores liv med hinanden.
 
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse,
nu og i al evighed.
Amen.