Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

1.s.e.Hellig3Konger prædiken

 I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. 

 

Vi er i Helligtrekongertiden, som også af traditionen kaldes for epifani- tiden. Epifani er det græske ord for tilsynekomst eller åbenbaring, og teksterne i denne tid forsøger at vise os, hvad det var der kom til verden julenat. Det er tekster, som på hver deres måde åbenbarer Jesu herlighed i den ringe skikkelse han blev født ind i verden i.  

 

På Hellig tre Kongers dag hører vi fortællingen om de vise mænd, som i traditionen er blevet til tre konger, og som ved hjælp af stjernen fandt frem til Jesusbarnet i Betlehem. Og i dag er det så den tolvårige Jesus vi møder, i Jerusalem, i templet, hvor han sidder blandt de voksne, lærerne, lytter til dem og stiller dem spørgsmål. ”Alle der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav, fortæller Lukas.  

 

Og hans forældre, som havde ledt efter ham, fordi han ikke var med i følget på vej hjem mod Nazareth, og derfor vendte tilbage til Jerusalem for at se om han var der, de blev slået af forundring over hvad de så. Han følger med dem hjem til Nazareth, og han var lydig mod dem, står der.  

 

De var jo også hans jordiske forældre, så det var vel naturligt nok, kan man indvende… hvorfor skal det overhovedet bemærkes, at han fortsat var lydig mod dem?  

 

Ja, det skal det, for at gøre os opmærksom på, at der er noget særligt på færde med den store dreng, Jesus. ”Hvorfor ledte I efter mig? Spørger han Josef og Maria. ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” 

De forstod ikke hvad han mente, men Maria gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker. Og lidt efter lidt åbenbares det hvad han er: Guds søn. Men han er endnu barn endnu, og har brug for at lære meget af livet - han har brug for at være hos sin familie og blandt menneskene. 

 

Men Maria gemte alle ordene i sit hjerte. Det gør vi når vi mærker, at der er noget særligt på spil, som vi måske ikke forstår fuldt ud, eller overhovedet, men dog alligevel forstår er vigtigt. 

 

På det seneste er det som om, at der har åbenbaret sig en ny indsigt i vores lille land: nemlig at gudstjenesten er vigtig. Den betyder noget for ganske mange mennesker. Ja, hvis man skal pege på noget positivt i al den polemik der har været om åbning og lukning af alt muligt, senest aflysning i sidste øjeblik af julens gudstjenester, så er det da, at det er blevet åbenbart, at det betyder noget for mange mennesker, at det er muligt at komme ind i kirken – og at fejre gudstjeneste.  

 

Biskop i Ribe, Elof Westergaard, fortæller til Kristeligt dagblad forleden, at coronaepidemien har skærpet hans blik for hvordan verden ikke er tom, og hvordan mennesker ikke er alene. Og konkret også for, hvor vigtigt det er, at vi kan mødes i kirkerummet på trods af pandemien.  

 

”Måske troede nogen, at det var fint, at kirken var der på afstand. I en evangelisk-luthersk sammenhæng siger vi tit, at det er ordet, der gælder. Det er sandt. Men for mig har en lære af alt det her været, at selve det fysiske rum og det, at vi registrerer hinandens kroppe i det, faktisk betyder rigtig meget. Jeg vidste det nok godt allerede, men jeg er blevet meget mere opmærksom på det” siger han.  

 

Rum og steder betyder noget for mennesker. Det ved vi nok godt allerede, men det er nok først når vi bliver berøvet muligheden for at besøge et bestemt sted, at vi opdager hvor meget det betyder. Men vi opfatter og orienterer os i tid og rum. Og rum bliver til steder, når vi har oplevelser der, fysisk med andre mennesker.  

 

Kirkens rum er et anderledes rum. Vi kan hver især have vores bud på hvorfor…. Alt efter hvad vi kommer med eller efter. Men helt sikkert er det, at uanset hvad vi kommer af eller med, så er kirkens rum et rum der tager imod og som ikke skubber nogen ud.  

 

Og det evangelium vi hører minder os om, at den person vi ikke forstår eller ikke kan lide, også er et menneske der er skabt af Gud, også er et menneske som Gud kommer til. Elof Westergaard formulerer det sådan: ”kirken og kristendommen er et sikkert værn mod os og dem- tankegangen. Gud fornyer vores forhold til andre mennesker.” 

 

Nu er vi så igen her i vores egen kirke, Sthens kirke, og fejrer gudstjeneste, hører ordet i teksterne, svarer med bøn og salmesang. Det er det, der skal ske ved gudstjenesten i kirken.  

Luther skelnede mellem gudstjenesten som levet liv og så den særlige gudstjeneste. Den første er den som foregik hele livet igennem, at elske og ære Gud, dvs. den åndelige gudstjeneste. Mens den særlige gudstjeneste var den rituelle i kirken. Og han siger: ”der sker intet andet deri end, at vor elskede Herre selv taler med os gennem sit hellige ord, og vi omvendt taler med ham gennem bøn og lovsang.”  

 

Og ordet får krop når vi hører det sammen med andre mennesker, når vi er flere der hører ordet sammen. Det giver en samhørighed om det vi hører, et fællesskab. Men den samhørighed åbner vore øjne for, ja, åbenbarer, at den anden, som jeg ikke kender eller ikke umiddelbart bryder mig om, også er et menneske, der er elsket af Gud. Det har vi altid brug for, men måske særligt i denne tid, hvor frygten for smitte og sygdom let kan slå rod, og slå om i frygt for andre mennesker. 

 

I Guds hus hører vi noget andet. Her er der ord, der skaber håb og livsmod, så vi kan gå med fortrøstning og frimodighed, klogere og kærligere end vi kom – bygget op af det levende ord.  

 

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,  

Fader, Søn og Helligånd, 

du, som var, er, og bliver én sand, treenig Gud,  

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.  

Amen. 

 

 Skrevet af sognepræst Karin Christiansen